I kølvandet på Den Islamiske Revolution i 1979 stod Irans popmusikere i et dilemma. Popmusik, dans og særligt kvindens sangstemme blev forbudt i offentligheden og stemplet som en del af Vestens kulturelle dekadence. Og det stillede musikerne over for et valg: Enten måtte de finde en mere ærbar metier, eller også måtte de fortsætte deres kulturelle forfald i eksil.
Et dusin af landets mest kendte popsangere valgte det sidste.
I bogen Tehrangeles Dreaming har Farzaneh Hemmasi skrevet om deres rejse til USA og eksilets betydning for en nations kulturpolitik og selvforståelse på trods af 12.000 kilometers afstand.
Fra deres eksil i Sydcalifornien, bedre kendt som Tehrangeles, blev iranske popmusikeres dansehits et politisk element i Irans nationale politik. Det er i hvert fald et af bogens hovedargumenter. For selv om popmusikerne i 1980’erne til at starte med hverken havde en politisk dagsorden med deres musik eller tekster, så blev deres sange smuglet ind i Iran og spillet under private arrangementer. Og i en tid, hvor selv musikinstrumenter var ulovlige, spredte poppens magtfulde glæde sig som en alternativ virkelighed i mange iranske hjem.
For dem, der før revolutionen var vant til jævnligt at se musikvideoer i fjernsynet, virkede det som en parallel fortsættelse af et tidligere liv, hvor de kunne overvære popidolernes seneste udgivelser via VHS-bånd, som cirkulerede fra hånd til hånd – med flere måneders forsinkelser naturligvis.
Tidsforskudt eksilpop
Det tidligste eksempel på eksilpop er »Deyar«, et funky diskonummer fra 1979 figursyet til hofterne, som handler om hjemve og savn. De fleste iranere over 35 år kan teksten til »Deyar« udenad, for den er blevet skamlyttet til samtlige fester i 1980’erne. Det årti, hvor iranerne udadtil ikke havde andre muligheder end at gå hovedsageligt i sort i det offentlige rum, i solidaritet med landets unge mænd, som kæmpede og døde ved fronten i den igangværende og blodige krig mod Saddam Hussein i nabolandet Irak.
På den anden side af verden derimod, i USA, »Den store satans« eget land, som støttede Saddams krig mod Iran, drømte popmusikerne om at vende hjem til Teheran igen. Mens den otte år lange krig fortsatte i en uendelighed, sluttede flere kunstnere sig til eksilkolonien i L.A.
Tehrangeles udvidede sig i takt med musik og underholdningsindustrien og blev en transnational industri. Sangerne turnerede i nordamerikanske og europæiske byer og udfyldte et tomrum – et nostalgisk hul – med deres koncerter og gav persisk pop et rum at udvikle sig i. Men billederne og fortællingen om, hvad Iran er for et land, forblev et statisk screenshot af 1970’erne. Et fastfrosset tidsbillede, der formede industriens nostalgiske og overfladiske image i Tehrangeles.
I bogen illustrerer Farzaneh Hemmasi dette ganske fint med, at de fleste numre er skrevet i 6/8-dele. Det er en dominerende rytme i Tehrangeles’ lydbillede og er egentlig en simpel trommerytme på en tombak, som de fleste også genkender fra disko-, dance- og popnumre i 1970’erne.
Irans pophistorie
Musik som offentlig underholdningskilde blev først fuldt social accepteret i Iran efter Anden Verdenskrig. Derfor betragter mange kulturproducenter i Tehrangeles 1950-70’erne som popmusikkens gyldne år i Iran. Og det var et abrupt brud på de gyldne år, da musikken blev definitivt slukket efter revolutionen og først vendte gradvist tilbage efter 1989, hvor musikinstrumenter atter blev lovlige. I 1980’erne hørte man oftest nationale kampsange eller religiøse salmer uden for hjemmet. I løbet af 1990’erne åbnede Iran mere, og i takt med denne åbning rejste iranere atter ud i verden og vendte hjem med ny musik, cd’er, plakater og tøj, der signalerede de kulturelle værdier, som var officielt forbudte i Iran og svære at få fat i.
Farzanaeh Hemmasi: ’Tehrangeles Dreaming’.
Livet er dog langtfra lutter lagkage for popsangere i eksil. Et af de største kvindelige popidoler i Irans moderne historie er Googoosh. En barnestjerne fra 1950’erne, som overvældede alle i 1970’erne med sine ikoniske frisurer, sine utallige hits og uforglemmelige filmroller, der tilsammen skabte hendes unikke stil. Efter revolutionen forblev hun i Teheran og valgte ikke at optræde offentligt indtil år 2000, hvorefter hun forlod Iran og genstartede sin karriere i USA, hvor hun afholdt koncerter og beværtede populære talentprogrammer på persisk. I sit fravær fik hun en symbolsk dom på 16 års fængsel for at synge solo på verdensscenen igen. At være en kvindelig solosangerinde er forbudt. En dom, der ventede hende, i tilfældet af at hun vendte tilbage. Men dommen fylder ikke meget hos de iranere, som i årevis har fulgt hendes talentprogrammer via satellit-tv.
Popmusikken som en kollektiv bevidsthed
Selv om 1970’ernes popidoler er langt over 70 år nu og er obligatorisk velsignet af botox’ mirakler, så har det komplicerede forhold mellem Teheran og Tehrangeles udviklet sig meget de seneste 40 år og influeret yngre generationer på tværs af landegrænser og digitale kommunikationsjungler. Hemmasi bruger udtrykket »en transnational medieerotik« til at beskrive denne relation.
Hun mener, at den daglige kontakt mellem almindelige iranere og det polerede bling-bling-image fra livet i L.A. kombineret med det at savne sin nation, sit folk og sit land forstyrrer den iranske nationalstats moralske og politiske grænser. Sagt med andre ord: Seksualitet, dans og intimitet pakket ind i poppens sødme er opskriften på en soft power, der bliver slugt med hud og hår af publikummet i Iran. En blød magt, som den iranske stat ikke kan konkurrere med. Måske fordi persisk pop er ældre end Den Islamiske Republik.
Hemmasi mener, at eksilpop dominerer i iranernes erindring på tværs af generationer. Netop på grund af 1980’erne og 1990’ernes pauseknap på indenrigsproduktionen fik koryfæerne fra Tehrangeles lov til at forme det soundtrack, som iranernes fælleshukommelse forbinder med starten af livet i Den Islamiske Republik.
Men den bløde magt er siden blevet styrket, da mange af popidolerne tydligt har vist deres politiske ståsted ved at distancere sig fra Den Islamiske Republik. Både yngre musikere, rappere og rockbands er siden årtusindeskiftet flyttet til Europa og USA, hvorfra de producerer musik til et internationalt publikum. Satellitkanaler som Manoto, BBC Persian, VOA etc., som er økonomisk støttet af den britiske og amerikanske regering, spiller også en vigtig rolle i dette forhold. Særligt i de historiske perioder, hvor politiske forhold mellem Iran og USA spidser til, og hver eneste kulturelle eller politiske bevægelse eksploderer på sociale medier.
I denne sammenhæng spiller 1970’ernes popidoler også en vigtig rolle. For eksempel da Googoosh under en koncert i 2004 erklærede sig tilhænger af monarkiet, som regerede Iran op til Den Islamiske Revolution. Et enormt stærkt signal, som bliver betragtet som anvendelse af blød magt i Iran og en grænseoverskridende opfordring.
I nullerne blev det også gradvist mere almindeligt, at popidolerne fra L.A. rejste til Dubai eller Tyrkiet om foråret og holdt nytårskoncerter på dyre hoteller for de velstillede iranske turister. Og den tradition fortsætter stadig i bedste velgående i dag under de nytårsferier
I takt med at hele verdens musikindustri ændrede sig ved årtusindeskiftet, blev det også mere almindeligt og tilgængeligt for alle med en computer at producere egen musik i et amatørstudie i iranske storbyer. De musikere, som formåede at passere igennem kulturministeriets nåleøje, kunne holde store koncerter i storbyernes sale. Hvor andre holdt mindre arrangementer i semiprivate omgivelser – oftest i store villaer uden for byerne.
De seneste mange år er den lokale popproduktion i Iran blevet mainstream i en grad, så det umiddelbart er umuligt for øret at afgøre, om en sang er produceret i Europa, USA eller i et professionelt studie i Iran. 6/8-rytmen er oftest erstattet af en anonym elektronisk rytme, som dominerer masseindustrien fra lovlig religiøs pop til undergrundsdance. Popkoncerter er også, hvilket er min egen oplevelse, for længst blevet almindelige for middelklassen i storbyerne, hvor man i glædens rus nemt glemmer, hvilket land man befinder sig i, indtil en vagt med en lommelygte peger på dig i halvmørket og beder dig om ikke at danse stående – medmindre du er en mand naturligvis.
Farzanaeh Hemmasi: ’Tehrangeles Dreaming’, Duke University Press, 264 sider, 27 dollar.
