Der flages med sort over scenen, hvorpå Bleeders tre guitarister, Mads Saaby, Bjørn Banke og den nu 60-årige Peter Peter blander sonisk blod.
Der er ikke noget, jeg har mere lyst til end at lade dem fræse mine ører af denne efterårsfredagsaften. Kort forinden har Statsministeren fremlagt nye restriktioner på grund af den stigende coronasmitte, og udsigten til flere begrænsninger på danskernes sociale omgangsformer føles som en motorsavsmassakre på den levende musik. Så det er med at nyde den, mens man kan.
Aftenens koncert skulle egentlig have været afholdt på københavnerspillestedet Alice i foråret, men den måtte udskydes, da samfundet blev lukket ned. Så det virker lidt som skæbnens ironi, at smitten nu igen er gået grassat, netop som tiden er oprandt til, at Bleeder kan give den første af deres to koncerter, der er blevet flyttet fysisk til Bremen Teater for at kunne huse det veloplagte og ikke længere helt unge publikum, der fordeler sig på sæderne rundt om i den gamle teatersal.
Der gemmer sig en melodisk glød i Bleeders grynede lyd og repetitive riffs. Og jo mere kåde de tre guitarister får spillet sig, jo mere intensiveres også lyset på scenen. En række lysstofrør tænder foran de mange fodpedaler og oplyser scenen koldt og plastisk som i et digt af Michael Strunge under »It’s Just a Game« fra albummet Sunrise. Og i løbet af aftenen, der åbnes med Sods-sangen »Good Evening Song«, spiller bandet så godt som hele pladen.
Da Sunrise udkom i 2004, gik bandet under navnet The Bleeder Group og bestod af elleve mand. I aften er de otte. Yderst til højre står endnu en Peter med efternavnet Kyed med sin computer. Sammen med Peter Peter (født Schneidermann) har han skrevet filmmusik blandt andet til Nicolas Winding Refns populære gangstertrilogi Pusher, hvis hårdtslående soundtracks pladeselskabet Escho for nylig har udgivet på vinyl.
Sprængte stemmebånd
»Vi har fine gæster i dag,« siger Peter Peter efter et par numre, da Elias Bender Rønnenfelt fra Iceage sniger sig ind på scenen, og jeg kan kun give ham ret. Deres musikalske venskab går helt tilbage til Iceages første ep, Iceage, i 2009, som Peter Peter indspillede og finansierede. Dengang var drengene i den nu internationalt anerkendte punkrockkvartet stadig teenagere, ligesom Peter Peter og Steen Jørgensen selv var det, dengang de i efteråret 1977 dannede Sods inspireret af Sex Pistols’ koncerter på Daddy’s Dancehall i København.
Sods regnes for det første danske punkband, og Peter Peter har som komponist og guitarist været med til at definere dansk punk, også efter at bandet skiftede navn til Sort Sol og bevægede sig i en mere poppet retning. I 1995 fløj han fra reden for i stedet at danne Bleeder og med sit nye band dyrke en glamrockglinsende og til tider hård metallisk lyd.
Elias Bender Rønnenfelt synger både »Marble Station« fra Under en sort sol og en smuk coverversion af Del Shannons »Silver Birch«. Han svajer roligt som det ensomme birketræ, han synger om. Frynserne på brystet af hans hvide skjorte glitrer og matcher Peters kinder, der i aftenens anledning er blevet pudret med sølv. Rønnenfelts stemme virker skabt til på denne måde at forene dansk punkrocks fortid og fremtid. Og han måtte gerne være blevet ved lidt længere.
Derudover har bandet også to yngre korsangere med på scenen som råbesupport. På »Sky Hook Calamity« skriger de »hey« af deres lungers fulde kraft, mens Peter Peter selv udstøder en vrængende vokalvariant af de wah wah-lyde, han også kan fremkalde ved at træde på sin guitarpedal.
Peter Peter synger tørt og raspende og mest overbevisende, når tempoet intensiveres. Det er i de situationer, hans slidte stemme kommer mest til sin ret: Når han bruger den til at skrige igennem; når han skråler, som kunne hans stemmebånd springe hvert øjeblik, det skulle være.
Povl Kristian skal lige finde den rigtige lyd på sit keyboard, før de kan afslutte aftenen og ekstranumrene med deres første single »Knucklehead«. Da vi når dertil, tror jeg langt fra, jeg er den eneste i det udsolgte Bremen Teater, der efterhånden finder det mere end almindeligt svært at tilbageholde lysten til at rejse sig fra de blågrå veloursæder og trampe om kap med trommeslagernes trommestikker. Jeg hungrer efter at kunne hoppe hæmningsløst og lade scenens kvadratiske sorte hul opsluge mig. At drukne i de mange lag af guitarstøj. Knalde hovederne sammen med sidemandens. Kaste omkring mig med krop og sved og spyt.
Men publikum må nøjes med at kaste hænderne i vejret. I sæderne vrider folk deres kroppe så brutalt energisk og eksalteret, det nu kan lade sig gøre fra en siddende position, og råber »det er pissefedt« til de sortklædte mænd på scenen, der takker af ved at hæve deres guitarer over hovederne som velfortjente sejrstrofæer.
Koncert med BLEEDER på Bremen Teater arrangeret af spillestedet Alice fredag den 23. oktober 2020.
