Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Populister griber konflikter, men løser dem ikke – tværtimod

Det populistiske kunstgreb består i stille sig på hele folkets side imod en korrupt elite. Det fremhæver journalisten Samuel Rachlin i ny bog med særlig Trump-aktualitet
Som højrepopulistisk skikkelse er Donald Trump ikke noget særligt. Hans hadekampagner, løgne og korruption er ud af populismens grønspættebog. Det særlige ved Trump er hans unikke position som præsident for verdens mægtigste land.

Som højrepopulistisk skikkelse er Donald Trump ikke noget særligt. Hans hadekampagner, løgne og korruption er ud af populismens grønspættebog. Det særlige ved Trump er hans unikke position som præsident for verdens mægtigste land.

Jim Bourg

Kultur
30. oktober 2020

Gud bedre det. Vi lever i interessante tider. Det hvirvler om os med drama. Sociale spændinger, stormagtskonflikter, internationalt opbrud, nationale sammenbrud.

En ofte gengivet kinesisk talemåde er: »Må du leve i interessante tider«. Den skal ifølge overleveringen i virkeligheden forstås som en forbandelse. Det er nemlig at foretrække at leve i uinteressante tider, der byder på forudsigelighed, fred og fordragelighed.

Men – spids ørene! – i sin nye bog om populismes vækstvilkår gør journalisten Samuel Rachlin opmærksom på, at kinesere overhovedet ikke vil kendes ved talemåden, for den findes ikke i den kinesiske kultur. Rachlin påpeger: »Citatet er fake eller i det mindste udtryk for en alternativ kendsgerning.« Og passer således på forunderlig vis til, hvad vi i disse tider er omgivet af.

Som Rachlin udtrykker det: »Det virker, som om nogle enorme centrifugalkræfter er blevet sluppet løs og driver det opbrud, vi har været vidne til. De har grebet nogle af tidens kriser, fænomener og hovedpersoner og med stor kraft slynget dem ud i hvert sit kredsløb i himmelrummet.«

Hvad gør det ved os? Rachlin svarer: »Vi bøjer nakken tilbage og stirrer ud i det mørke rum og prøver at finde passende ismer til dem: nationalisme, islamisme, nativisme, populisme.«

Det er det sidstnævnte fænomen, Rachlins bog handler om. Bogen bærer titlen Folket og magten – Populisme og den nye verdensorden. Den er en udvidet og opdateret udgave af en førsteudgivelse fra 2017.

På hele folkets vegne

I Rachlins fremstilling er det, der udmærker populister i alverdens lande, at de foregiver at tale på »hele folkets vegne« og imod »en korrupt elite«. Det er det, der er fælles for Marine Le Pen, Nigel Farage, Jair Bolsonaro, Morten Messerschmidt, Donald Trump, Nicolás Maduro og Viktor Orbán – hvor forskelligt de end kan fremtræde i deres nationale sammenhænge.

Med henvisning til den hollandske politolog Cas Mudde fremhæver Rachlin, at de fleste af dagens populister er at finde på den ekstreme højrefløj, men at Venezuela, Slovakiet, Grækenland og Spanien er eksempler, hvor også venstrefløjens overdrev har været leveringsdygtigt.

De populistiske bevægelser har hentet vældig næring i de asociale virkninger af den globale, amerikansk udløste finanskrise 2007-08.

Et forunderligt fællestræk ved højrepopulisterne er deres højlydte begejstring for Ruslands diktator, Vladimir Putin, der er et fossil fra den kommunistiske Sovjet-tid. Hyldest af Putin er noget, som Donald Trump og Dansk Folkepartis Marie Krarup kan istemme sammen.

Ruslandskenderen Rachlin konstaterer, at Kreml »i årevis har dyrket forbindelserne til de populistiske partier og bevægelser, ikke blot som et interessant fænomen, men som politiske partnere og allierede«.

Det sker i en større strategi: »Kremls spindoktorer markedsfører nu Moskva som konservatismens højborg og Putin som verdenskonservatismens bannerfører.«

Populister har et særligt talent: De forstår at zoome ind på uløste sociale konflikter og udnytte dem i agitation. Men, som Rachlin fastslår: »Vanskelighederne for dem opstår, fordi der er et kæmpemæssigt spring fra at identificere et problem til at finde og levere en brugbar politisk løsning.« Og nu bliver det rigtigt farligt, for: »Når de støder på modstand og bliver afvist, svarer populisterne ofte igen ved at dæmonisere de demokratiske institutioner eller den liberale verdensorden.«

Dermed er vi ved det, der gør Rachlins bog så brandaktuel: Den igangværende amerikanske valgkamp. Som højrepopulistisk skikkelse er Donald Trump ikke noget særligt. Hans hadekampagner, løgne og korruption er ud af populismens grønspættebog. Det særlige ved Trump er hans unikke position som præsident for verdens mægtigste land og i efterkrigstiden »lederen af den frie verden«. Trumps magtbrynde truer med at sprænge USA’s forfatningsgarantier. Hans sympati med hjemlige voldsmænd og udenlandske voldsherskere kan trække USA og hele kloden ud i et civilisatorisk sammenbrud.

Nyere valgresultater fra Europa kan tolkes, som om højrepopulismens mangel på brugbare løsninger er ved at fjerne dens folkelige opbakning. Men den afgørende prøve på, om det er sandt, får vi først ved USA’s valg i november. Mens man utålmodigt venter, kan man med fordel gøre sig klogere på populismens væsen ved at læse Rachlins bog.

Samuel Rachlin: ’Folket og magten – Populisme og den nye verdensorden’, Kristeligt Dagblads forlag, 237 sider, 150 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeppe Lindholm

Tegningerne skal vises.

- Over alt.

Jeppe Lindholm

Tegningerne skal vises.

- Over alt.