Seks dygtige dansere træder frem på scenen foran publikum med den vildeste fuck off-attitude, jeg længe har oplevet. De er alle delvist påklædt i forskellige klædningsstykker som shorts, toppe og støvler.
»Hi,« siger Giorgia Reitani i en mikrofon, der er opstillet på forscenen. Hendes kropsholdning er – som de fem, der står opstillet på en række skråt bag hende – sammensunken, nærmest lad. Men så er det, som om scenen eksploderer i energi. Musikken drøner ud af højttalerne, danserne bevæger sig springende, trampende, råbende rundt mellem hinanden. Stående i en dyb bredstilling med armene ud til siden udstøder Reitani et næsten dyrisk brøl, der matcher leoprintet på hendes top.
Punk – A rebel never dies er produceret af Black Box Dance Company, som har været professionelt dansekompagni hos Black Box Theatre i Holstebro siden 2013. Det er et turnerende kompagni, der giver unge, nyuddannede dansere professionel erfaring. Forestillingen er iscenesat af Jacob Stage, der som koreograf har fokus på det eksperimenterende og det genremixende – gerne med inddragelse af andre kunstformer som for eksempel videoprojektion.
Punk – A rebel never dies er en fysisk forestilling, der hylder oprøreren, outsideren, rebellen. Scenerne skifter som oven for beskrevet mellem det helt stille og det højenergiske. De danser solo, to og to og som samlet gruppe. Indimellem taler de i mikrofonen. Udråb, som matcher den gennemgående stemning af oprør. Det er genremixende, fysisk teater mere end ren dans. Indimellem ville jeg ønske, der var iblandet lidt mere dans, for det er især i disse scener, at forestillingen står stærkest.
’Punk – A rebel never dies’ er en fysisk forestilling, der hylder oprøreren, outsideren, rebellen.
»Would you rather be here or elsewhere?« Elena P. Nielsen stiller spørgsmålet i mikrofonen, mens hun med bløde, rullende bevægelser danser med sig selv. Netop i denne scene får Marcus Philippe Gustafssons stemningsfulde lyssætning ekstra fokus. På gulvet skråt bag danseren står et spot, som kaster en enorm skyggedanser på hele sidevæggen i salen. Det er kortvarigt, men fascinerende.
Undergrundstoner og mainstreamoprør
Jacob Stage har i sin iscenesættelse formået at lade det rebelske fra punken gennemsyre alt som en sitrende nerve. Fra Joakim Pedersens lydbillede med musikken, der bruger numre som Dead Kennedys’ »Too Drunk To Fuck« og en livesunget version af Generation Xs »Dancing With Myself«, over ordene, der – selv om de er få – understreger oprøret, til selve dansen. Koreografens brug af bevægelser inspireret af breakdance og locking, der på mange måder med sin undergrundsoprindelse er for dans, hvad punk er for musikken, fungerer virkelig fint. Med de kantede staccato-bevægelser udtrykkes følelser og frustrationer.
Selv om temaet er undergrund og oprør, så er forestillingen alligevel ret mainstream. De mange energiudladninger med forvredne kroppe og tydelige aggressiviteter gør indtryk, men samtidig er vildskaben, scenografien og dansernes tøjskift også elementer, der findes i dans mange steder lige nu. Det er som om rebellens vedholdenhed ikke helt har fået overtaget i koreografien, hvor de mange skift i udtryk fra scene til scene afbryder det forførende og fascinerende.
I en kort sekvens danser Juame Luque Parellada og Jon Ipina sammen på scenen, mens en enorm projektion af Mikkel Alexander Tøttrups ansigt vises bag dem i Signe Kroghs scenedesign. Tøttrup mimer ordene til The Clashs »London Calling«, mens de to andre rykvis bevæger sig til musikken – som forplanter rytmen sig fra gulvet via deres fødder og op gennem deres kroppe. Signe Kroghs videoprojektioner dukker op flere gange, hvor vi ser dansernes ansigter projiceret på både grå plastikkasser og hvide tylskørter.
Der er mange tydelige henvisninger til både fortidens og nutidens oprørere i Punk – A rebel never dies. Fra de helt åbenlyse, fysiske elementer som brugen af en gul trafikvest til Joakim Pedersens lydside, som også indeholder Fatboy Slims Greta Thunberg-version af »Right Here, Right Now«, hvor vi igen og igen hører brudstykker fra den verdensberømte teenagers tale – »How dare you«.
Det er som om rebellens vedholdenhed ikke helt har fået overtaget i koreografien, hvor de mange skift i udtryk fra scene til scene afbryder det forførende og fascinerende.
Punk – A rebel never dies indeholder en lang række virkelig fine scener, hvor de seks dygtige dansere udfolder sig og viser alsidigheden i genren. Men indimellem bliver det også lidt langtrukket til trods for at forestillingen samlet set kun varer en time. Måske er det overgangene mellem dansesekvenserne – eller måske de forholdsvist lange sekvenser, hvor der ikke som sådan danses i Stages koreografi, men hvor danserne i stedet står eller sidder. Uanset om de taler til os i mikrofonen, bevæger sig stille rytmisk til musikken eller blot forholder sig lidt i ro, så bliver disse scener svagere. Især set i lyset af de langt mere interessante sekvenser, hvor de danser, og den sitrende energi kan mærkes i hele salen.
’Punk – A rebel never dies’. Instruktion og koreografi: Jacob Stage. Lyd: Joakim Pedersen. Scenografi: Signe Krogh. Lys: Marcus Philippe Gustafsson. Dansere: Giorgia Reitani, Jasmine Gordon, Juame Luque Parellada, Jon Ipina, Elena P. Nielsen, Mikkel Alexander Tøttrup, Rosie Stebbing/Carl Hughes. På turné med Black Box Dance Company
