Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Det rørende ved Ganger er deres unikke mangel på berøringsangst over for, hvad man kan tillade sig i en popsang

Det danske band Gangers tre vokalister besynger en feministisk fremtid på deres andet album, ’Tro’, og det virker forbavsende godt
Tro er en kærlighedserklæring til kærligheden. En taknemlig hyldest til kvindekønnet og det sammenhold, den tryghed og den styrke, der kan opstå i de helt nære relationer.

Tro er en kærlighedserklæring til kærligheden. En taknemlig hyldest til kvindekønnet og det sammenhold, den tryghed og den styrke, der kan opstå i de helt nære relationer.

Andreas Omvik

Kultur
2. oktober 2020

Noget kunne tyde på, at det danske band Ganger er på færten af en af de mest eftertragtede opskrifter i musikverdenen. Opskriften på den vellykkede popsang. Det virker i hvert fald forbavsende godt, når de blander deres feministiske ambitioner og smagfulde uforudsigelighed med en helt særlig sans for delikate, dansksprogede korarrangementer.

Nå ja, det spiller nok også ind på deres succes, at de har et laissez faire forhold til genrekonventioner og en hel unik mangel på berøringsangst, når det kommer til, hvad man kan synge om i en popsang.

På deres debutalbum, Mørk, der udkom sidste år, var det nummeret »Olympisk« og dets fortælling om en stedfar, der havde stjålet et tv og gemt det i en carport, der sikrede dem en Steppeulv-statuette for Årets Sang. Og også på det aktuelle opfølgningsalbum, Tro, kan sangene handle om alt mellem himmel og jord.

»Tror du at vi dør/ sig mig hvad du tænker/ er der chance for/ lidt ekstra/ lidt ekstra (liv)?« spørger de eksempelvis i omkvædet på nummeret »Nebula Bat«.

Det afslutter albummet, der er bandets andet og anden del af deres albumtrilogi, Mørktropisk, der efter planen skal afsluttes næste år.

Siden Mørk er Ganger blevet en sangerinde mindre, men det efterlader stadig den unge, alternative indiepopgruppe med hele tre vokalister. Både sangskriver Thomas Bach Skaarup og bandets to kvinder, Ninna Lundberg og Mille Mejer Djernæs Christensen, synger på skift i skøn samklang og i munden på hinanden på de særprægede og omskiftelige poparrangementer.

Kvindelig styrke

Tro er det i højere grad end tidligere de to kvindevokaler, der dominerer, hvilket er helt bevidst. De synger renere og er herligt fri for den autotuning, som prægede Mørk. Titlen er heller ikke tilfældig, for som Thomas Bach Skaarup forklarede i et interview her i avisen i 2019:

»Det refererer til den tro, som jeg især har på kvinder. Fremtiden er bare deres, og jeg er vildt nysgerrig på, hvad det kommer til at betyde. Jeg tror, at den tilgang, som mange kvinder har til fællesskaber, er det, vi skal bygge fremtiden på. Modsat de destruktive maskuline kræfter, så er mange kvinder vitterligt vendt mod det åbne og det andet.«

Tematisk er det da også tydeligt, at der er sket en forskydning fra Mørk, hvorpå Skaarup på en opfindsom musikalsk måde bearbejdede sorgen over sin fars død. Nu er det i stedet en moder-figur, der titter frem i Gangers pudsige og poetiske tekstunivers. Et sted konstateres det, at Jesus ikke var en mama. Et andet sted besynges de mødre, der træder til, når mændene tjekker ud.

Andre steder igen har Thomas Bach Skaarup lånt og let omskrevet et par romantiske strofer af digteren Nikolaj Stockholm.

Det er for eksempel tilfældet i anden del af »Bunker«, hvor Stockholms linjer »For du gav mig dine læber/ og du sagde mit navn« fra digtet »11 km« er blevet til »For du gav mig dine øjne/ og du sagde mit navn«.

Sangens titel refererer til det område i Hanstholm, hvor Skaarup er vokset op. Ninna Lundbergs klare vokal går rent og stærkt igennem, som var hun en ny Lis Sørensen, når hun synger om at blive set af én, der med sin kærlighed giver hende kræfter til at sprænge barndomstraumerne til ruiner. Imens holder trommeslager Andreas Campbell et digitalt blødgjort beat kørende – også da en gnaven saxofon bryder ind i outtroen.

Ligefrem kærlighed

Gangers tekster er en slags abstrakt ordkunst, der nogle gange bliver figurativ, men ellers kan virke næsten uforståelig. Stemningen i sangene og deres hensigt er dog ikke til at tage fejl af.

Tro er en kærlighedserklæring til kærligheden. En taknemlig hyldest til kvindekønnet og det sammenhold, den tryghed og den styrke, der kan opstå i de helt nære relationer. Det fornemmer man hele tiden undervejs på pladen.

Men skulle man stadig være i tvivl, når man når næstsidste nummer, opsummeres det bærende budskab her i et lydklip med Leonard Cohen, hvis mørke stemme runger af kløgt, når han på engelsk poetisk argumenterer for, at kærligheden først kan opstå, når magtforholdet mellem de to køn er i balance.

Numrene har ikke nødvendigvis den opbygning, man forventer sig af popsange. De har snarere den struktur, man må forvente sig af Gangers uortodokse tilgang til musik. På »Morpheusz« skal bandet lige indlede med en drillende og skæv guitarsekvens, der roterer om sig selv, som var den på karruseltur i et konsolspil, inden omkvædet fra sangen »Bunker« sniger sig ind og blander sig med en perlende synthesizer. Også et par grin og et sample af en mand, der konstaterer, at det ikke er en sang, men hans liv, vi har med at gøre, flettes ind, inden sangen egentlig går i gang og folder sig ud som en fin og ligefrem kærlighedshistorie:

»Jeg har kigget på de hjerter
du har sendt mig fra fester
hvorfor finder jeg dig liggende på gulvet
vi wrestler
din planet er en plet
jeg kan ligge på.«

Det kunne lyde som et ustyrligt lydligt rod, men sådan forholder det sig heldigvis ikke, for hos Ganger er det altid, som om der er en mening med diversiteten og de mange digressioner. Samtidig er der en rar enkelthed over deres storladne korarrangementer og en naturlighed over det kompositoriske kaos.

Ganger: ’Tro’ (Yachtvej).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nicolaj Stochholm

Kære Louise, mit navn staves altså Nicolaj Stochholm, tak for komplimenten i øvrigt, pladen er virkelig fed!