Midt i sine insisterende, tvivlende, frustrerende og stærkt interessante undersøgelser af forholdet mellem de sorte og de hvide i USA spørger Claudia Rankine sig selv:
»Hvorfor var den tanke i mit hoved? Jeg er selv blevet overdetermineret af min race. Er det til at undgå? Er det et problem? Havde jeg skabt problemet, eller havde jeg fået problemet?«
Rankine er en sort amerikansk digter, essayist og professor i hvidhedsstudier ved Yale University. Hun besluttede efter valget af Donald Trump i 2016 at gøre det, som folk omkring hende sagde, man burde gøre:
»Den stående opfordring i vores nuværende politiske klima er, at vi alle skal tale med nogle, vi normalt ikke taler med, og selv om min mand er hvid, har jeg fundet ud af, at jeg let falder i snak med alle slags fremmede bortset fra hvide mænd,« som hun skriver i åbningen på sin nye bog Just Us – An American Conversation.
Hun har holdt kurser for sine studerende om, hvordan den hvide mand blev etableret som normalborgeren i USA for flere hundrede år siden, og hun har givet dem til opgave at spørge deres familie og dem, de møder på eliteuniversitets campus, om, hvordan de forstår amerikansk historie, og hvad det vil sige at være hvid i USA i dag.
Juridisk og politisk er alle amerikanere lige som amerikanske statsborgere. Men det amerikanske demokrati, som over små 250 år gennem en blodig borgerkrig og voldelige kampe har skabt den formelle lighed mellem alle, har også kulturelt og socialt skabt opdelingen af amerikanere i »hvide« og »sorte«.
Det er ikke nøgterne betegnelser af folks farve, alene af den grund at de såkaldt »hvide« egentlig ikke er hvide, og at de såkaldt »sorte« som regel er brune i meget forskellige nuancer i et bredt spektrum. Det er betegnelse for racer, som ikke er givet af naturen.
De er skabt gennem USA’s historie, og de bliver i samtidens amerikanske samfund løbende genskabt. Et samfunds kultur er som bekendt ikke et samlet sæt af principper og måder at gøre tingene på, som er arvet fra fortiden, men noget, som konstant bearbejdes, udvikles og dannes i det sociale liv.
Rankine er i Just Us – An American Conversation optaget af at afdække de sammenstød, praksisser, vaner og møder i hverdagen, hvor de hvide opfører sig som hvide, uden at de selv er bevidste om, hvad det betyder:
»Det ville være godt, hvis hvidhedens kultur bliver fremhævet og gjort synlig for dem, som ikke kan se den, af dem, som ikke er interesseret i at opretholde dens dominans,« som hun skriver.
Det har hun selv gjort suverænt i sine to foregående digtsamlinger, som begge er oversat til dansk, Lad mig ikke være ensom fra 2004 og Statsborger fra 2014, og som har gjort hende til en meget læst, anerkendt og beundret amerikansk digter. Men i sin nye bog gør hun undersøgelsen bredere, mere intens, vildere og mere åben. Hun sætter sig selv på spil og forfølger sine refleksioner helt derud, hvor hun kommer i tvivl om, hvorvidt det er hende selv, der er besat af race. Eller om det er racespørgsmålet, som har besat det amerikanske samfund, i hvilket hun er statsborger. Erfaringen er, at man bliver det første, hvis man vil konfrontere det andet.
Konkret demonstrerer Rankine det, vi godt ved abstrakt: at race er ét element i det amerikanske samfunds hverdagssituationer, men at det aldrig er det eneste element. Man kan ikke isolere det, når man vil forstå sociale situationer, men man kan heller ikke ignorere det uden at fortrænge gennemgribende magtforhold. Rankines åbne spørgsmål til hende selv og til hendes omverden afdækker på den måde, hvor vanskeligt det i praksis er at forstå og konfrontere hele spørgsmålet om race.
I businessclasskøen
Rankine fik ideen til metoden i Just Us – An American Conservation en dag, hun sad i sit hjem og kiggede på et egetræ i sin baghave. Hun overvejede, hvordan det ville være for hende selv, en midaldrende sort kvinde, hvis hun gjorde det samme som sine studerende og gik hen til tilfældige hvide mænd og spurgte, hvordan de forstår deres egne privilegier.
Hun beslutter sig for at gøre det – eller forsøge at gøre det. For det viser sig noget sværere, end hun havde forestillet sig at gennemføre i virkeligheden. Disse forsøg på samtaler, der fører til misforståelser, bekræftelse af de fordomme, samtalen skulle overskride, og enkelte lykkelige momenter med forbindelse og forståelse, er det projekt, som Just Us – An American Conservation er bygget op omkring.
Det går efterfølgende op for Rankine, at de eneste situationer i hendes liv, hvor hun er omgivet af fremmede hvide mænd, er på rejser. Hun flyver rundt i USA og holder foredrag, deltager i paneldebatter og læser digte op. Det afspejler også hendes økonomiske privilegium, bemærker hun ironisk, at det er i businessclasskøen i lufthavnen, at hun møder flest fremmede hvide mænd. Men der er stadig en definerende forskel på dem og hende, fastholder hun:
»De kunne ikke vide, hvordan det er at være mig, selv om det, jeg er, delvist er et svar på, hvem de er, og jeg troede ikke rigtig på, at jeg forstod dem, selv om de determinerede så meget af det, der var muligt i mit liv og i andres liv.«
Samtalerne med de hvide mænd, hun møder på første klasse, er skrevet som scener i en roman. Det er små dramaer, hvor hun registrerer og analyserer hver eneste bevægelse, de foretager sig, og hver eneste betoning i det, de siger, men hvor hun også anstrenger sig for at handle og tale naturligt. Det er en belastende konflikt for hende i alle situationer. Rankine foretrækker at tænke på sig selv som en humoristisk og afslappet person, men hun vil også forholde sig til noget, som er nedværdigende og eksistentielt ødelæggende.
Mandelas blodtryk
På en flyvetur oplever hun, at den stewardesse, som kommer med drinks til samtlige passagerer, ignorerer hende. Rankine siger til sig selv, at det kan der være alle mulige årsager til. Og at det i øvrigt ikke er sundt for hende som forhenværende cancerpatient at drikke appelsinjuice. Men da stewardessen også ignorerer hende tredje gang, hun kommer rundt, skrider en hvid mand på første klasse ind og siger, at det altså er utroligt, at stewardessen har serveret to gange for ham uden at servere for hende. Han siger til Rankine, at stewardessen ikke er kvalificeret til sit job og antyder, at det skyldes racisme.
»Hun kan bare bedre lide dig«, siger Rankine for på en let måde at indikere, at stewardessen ikke tænker på sig selv som diskriminerende, men måske bare er mere tryg ved hvide mennesker.
Straks derefter bliver Rankine bekymret for, om hendes replik bliver misforstået:
»Han troede måske, at det handlede om ham personligt og rødmede. Forstod han, at jeg jokede med at være hvid i verden? Sådan virkede det ikke.«
De to falder alligevel i snak om deres rejser. Da hun hører, at han er på vej hjem fra Sydafrika, tænker hun spontant, at det er forklaringen på, at han bemærker og anholder hverdagsracisme i en amerikansk flyvemaskine. Men straks derefter er det, at hun bebrejder sig selv sin konstante mistro og stiller sig selv det spørgsmål, jeg har citeret oven for:
»Hvorfor var den tanke i mit hoved? Jeg er selv blevet overdetermineret af min race. Er det til at undgå?«.
Hun tilføjer, at hun ikke kan lade være med at tænke på, at den sorte Nelson Mandelas blodtryk skulle have været 170 over 100, første gang han mødte Sydafrikas hvide leder af apartheidregimet, Frederik de Klerk. Det, der først tager sig ud som en selvbebrejdelse, når Rankine skriver, at hun er blevet »overdetermineret« af sin race, bliver til en udstilling af, hvordan alle situationer bliver intenst stressende, fordi hun som sort hele tiden er henvist til at medtænke sin egen race.
Små og tilsyneladende ligegyldige episoder bliver for hende til opslidende sociale dramaer.
Da Rankine kommer hjem og fortæller sin mand om episoden, svarer han afvæbnende:
»De går jo bare i forsvarsposition«.
Og med henvisning til et aktuelt værk om de hvides ubehag ved at anerkende deres privilegier som hvide konstaterer han med et grin, at det er »hvid sårbarhed«. Hun bliver træt af, at hendes egen mand bare har lært sig de politiske korrekte gloser, som signalerer, at han er tolerant og på det rigtige hold, men som også fritager ham fra at forholde sig til hendes situation. Han vil meget hellere tale om, hvor rædselsfuld Donald Trump er.
Den uforløste frustration fra hendes egen reaktion på mødet med en fremmed mand i flyveren bliver til en irritation i hendes parforhold, som selvfølgelig også handler om alt muligt andet.
Efter en anden episode i en flyvemaskine, hvor Rankine har oplevet en hvid mand træde ind foran sig i køen, springer hun i bogen til en seance med sin psykolog. Rankine mener, at mandens opførsel demonstrerer foragt for hende. Men psykologen hævder, at Rankine har tilskrevet sig selv alt for stor betydning i mandens hoved. Det handler ikke om hende, siger psykologen. For manden har det sikkert drejet sig om at vise de mænd, han rejste med, hvem der var overlegen i situationen. Hvilket naturligvis får Rankine til at tænke, at hun bare er en brik i et spil mellem hvide mænd, og bagefter igen får hende til at bebrejde sig selv, at hun ikke bare kommer videre og glemmer det.
En rigtig samtale
Ligesom spørgsmålet om race er knyttet uoverskueligt sammen med andre magtkampe i den amerikanske virkelighed, er de enkelte episoder i lufthavnene for Rankine knyttet sammen med andre situationer i hendes liv. Anekdoter, teorier, scener fra hendes undervisning, digte, mikrosociologiske analyser og politiske kommentarer er sat sammen i Just Us – An American Conversation, der er konstrueret som en kolossal collage af forskellige typer tekst, fotografier og billeder.
Bogens form afspejler bogens tema. Værkets form viser, hvordan tænkning, videnskab, litteratur, professionelle oplevelser, sociale erfaringer, offentlige samtaler og eksistentielle kampe er forskellige fragmenter i Rankines liv, som ikke kan sættes sammen til en harmonisk helhed. Og hvordan race er til stede overalt, men i forskellige konstellationer og betydninger.
Som underviser behersker Rankine teorier om race i USA, som digter tumler hun med, hvordan hun skal skrive problemet åbent frem, som intellektuel plager hun sig selv for at finde frem til en effektiv politisk strategi, og som kvinde i besværlige hverdagssituationer prøver hun at nyde livet og føre sine kampe på samme tid.
Bogen er af amerikanske anmeldere blevet kritiseret for at være for rodet og uoverskuelig og for ikke nå frem til en konklusion. Men det er for mig skønheden ved bogen, at den er bestemt og tvivlende på samme tid, kæmpende og spørgende. At den er en nysgerrig, smertelig, fordomsfri og kompromisløs undersøgelse af det allestedsnærværende raceanliggende i USA.
Den er for en udenforstående dansk mand som mig ekstremt frustrerende læsning, fordi alle situationer er overspændte og uforløste. Den udstiller afgrunde mellem mennesker i alle møder og fremhæver distancen i alle samtaler mellem de mennesker, som skulle tale sig tættere på hinanden.
Men den bliver også til en intens og generøs indføring i den frustration mellem sorte og hvide, som det amerikanske samfund bliver ved med at skabe. Den fører læseren ind i en virkelighed, som mange af os ellers ikke har adgang til.
Den gør altså i sidste instans det, som den ellers undervejs fremstiller som umuligt: Den etablerer betingelserne for en rigtig amerikansk samtale. Der er et spørgsmål, som den i hvert fald besvarer, og som gør den til en formidabel bog for alle, som slås for retfærdighed, men som heller ikke vil brutaliseres af kampen. Det er det spørgsmål, som den selv indledes med, og som det vil være fornuftigt at tage direkte videre til læserne:
»Hvad betyder det at ville have / at et ældgammel opråb / om forandring / ikke forandrer sig / og alligevel også / føle sig chikaneret / af dette opråb om forandring?«.
Claudia Rankine: ’Just Us – An American Conversation’. Graywolf Press. 352 sider. 32 dollar
