Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Sanne Søndergaard skriver om sexisme og selvbedrag, som man kender det

Sanne Søndergaards debut som skønlitterær voksenforfatter, novellesamlingen ’Nej’, er rig på problemer og problematisk problemhåndtering, som man kan nikke genkendende til. Det er givetvis meningen, at man skal kunne det, men genkendeligheden er også en begrænsning
Synsvinklen er i samtlige Sanne Søndergaards noveller placeret hos kvinder, mens skylden for de elendige relationer er spredt jævnt ud over persongalleriet.

Synsvinklen er i samtlige Sanne Søndergaards noveller placeret hos kvinder, mens skylden for de elendige relationer er spredt jævnt ud over persongalleriet.

Henning Bagger

Kultur
9. oktober 2020

Det er synd for menneskene, at de skal være så åndssvage, som de er i Sanne Søndergaards novellesamling Nej. Hverken sig selv eller hinanden kan de finde ud af at behandle ordentligt, og Nej fremstår som et katalog over plausible tidstypiske måder, mennesker kan være nederdrægtige, smålige, tarvelige og forbitrede på.

Synsvinklen er i samtlige noveller placeret hos kvinder, mens skylden for de elendige relationer er spredt jævnt ud over persongalleriet. Jegfortællerne og synsvinkelbærerne er ulykkelige og stort set alle sammen utroværdige for så vidt, at de lyver for sig selv, men troværdige i den forstand, at man gerne tror, de pågældende livsløgne findes i virkeligheden.

Nej af Sanne Søndergaard

Sexisme og selvbedrag er hovedkilderne til den ulykke, som novellerne formidler ganske pædagogisk. Eller rettere: historierne – det er sådan, de varedeklareres på forsiden af bogen. Måske for at holde det uhøjtideligt, måske for at betone det virkelighedsnære i bogens projekt. Nok er det fiktion, men det er tydeligt, at ambitionen er at præsentere virkelighedstro bud på, hvor kæden hopper af, når forskellige repræsentative mennesketyper lever sammen med hinanden. 

En 27-årig kvinde bidrager med flere ideer og arbejdstimer end sin (mandlige og opblæste) chef på produktionsselskabet, men bliver ikke anerkendt for det. En presset småbørnsmor krisemaksimerer, så små praktiske problemer som manglende toiletpapir og et stoppet toilet rigtigt kan få lov at vokse sig store. På den måde får hun noget at hænge sin fundamentale eksistentielle frustration over, at han ikke tager lige så meget ansvar for det huslige som hende, op på.

En anden småbørnsmor i samme situation tyer til voldsfantasier. En ældre kvinde går næsten ud af sit gode skind, fordi der sidder børn i stillekupeen (og fordi hun livet igennem er blevet snydt for den alenetid, hun havde brug for). En gymnasiepige forventes at have mere styr på tingene og mere forståelse for andres behov end sin bror og drengene i klassen. En kvindelig gymnasielærer nærer et irrationelt had til klassens ambitiøse 12-talspige.

Genkendelige problemstillinger

Alt sammen eksempler på problemer og problematisk problemhåndtering, man kan nikke genkendende til. Med undtagelse af en enkelt hævnaktion taler historierne direkte ind i en række genkendelige problemstillinger. Det er tydeligvis bogens projekt at formidle dem, men det kan også under læsningen føles som en begrænsning ved den, at den i så høj grad appellerer til, at man skal genkende de forskellige sociale dynamikker frem for at få rykket ved sine forestillinger om, hvad verden på godt og ondt har at byde på. 

Midt i al den ordinære elendighed findes der også i et par af historierne nogle øer af nære og varme relationer, alle sammen i form af symbiotiske slyngvenindeforhold. De kaster glæde og styrke af sig, men er også under konstant pres fra omverdenen og dens forventninger til kvinderne.

Selv om karaktererne taler fra hver sin eksistentielle krise, er historierne gennemsyret af en sikker, genkendelig stemme, der typisk forholder sig sardonisk og distanceret til den afart af menneskelig dårskab, historiens hovedperson nu er udsat for.

Et trick, Sanne Søndergaard er særligt forfalden til, er paralleliseringen. Særligt glad er hun for at drage paralleller mellem de to planer, karaktererne har det svært på, henholdsvis det eksistentielle og det lavpraktiske.

Den store bagvedliggende krise og det konkrete irritationsmoment matcher, når Sanne Søndergaard i historien »ja-menneske« skriver, at »... hans navn står på skødet, og hun ved ikke, hvordan man får det væk igen. Ligesom den mørke chokoladeplet på sofaen, hun heller ikke kan få af.« På samme snappy måde får jegfortælleren i »skumfidus« pareret sin mands forsøg på sorgløshed: »Han siger tit, man skal huske at nyde det, mens de er små, og jeg siger, at man også skal huske at gå ud med skraldet, når man er blevet bedt om det.«

Imponerende klam formulering

Enkelte steder fungerer parallellen lige fiffigt og vittighedsformateret nok. Når for eksempel føromtalte 12-talspigehadende gymnasielærer tænker om sin elev, at hun »samler på karakterer for at kompensere for ikke at have en selv«.

Én enkelt gang under læsningen gav det et gib i mig, simpelthen fordi Sanne Søndergaard her formulerer sig så imponerende klamt. I en af samlingens bedste historier om dagligdags folkeskolevold beskrives klassens tungnemme slagsbror sådan her: »Han har meget den samme grønne trøje på, og hele det nederste højre ærme har sådan en knasende overflade. Nogle gange når han slår, sner det med snotpulver.« Det er ikke hvert år, man støder på så originalt ulækkert et billede.

Sanne Søndergaard: Nej. Grif. 180 sider. 200 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her