Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

’Shorta’ er fremragende action og dårlig socialrealisme

Som actionfilm betragtet er Frederik Louis Hviid og Anders Ølholms debutfilm, ’Shorta’, vildt imponerende. Som skildring af, hvad der går galt mellem politi og unge brune borgere, er den så hårdt pumpet op, at den virker utroværdig
I ’Shorta’ bliver en ung regelret betjent sat til at patruljere med den opfarende lidt ældre betjent Mike Andersen (tv.), så han kan holde ham i snor.

I ’Shorta’ bliver en ung regelret betjent sat til at patruljere med den opfarende lidt ældre betjent Mike Andersen (tv.), så han kan holde ham i snor.

Jacob Møller/Scanbox

Kultur
9. oktober 2020

Aldrig har man set så hårdt et gademiljø i dansk film som det, Frederik Louis Hviid og Anders Ølholm fermt sætter i brand i deres debut som spillefilmsinstruktører, Shorta.

Shorta er arabisk slang for politi, og Hviid og Ølholms bud på en politifilm er på den ene side en hysterisk vellykket actiondrevet hyldest til sin genre, på den anden side en vildt overdrevet testosterondrøm af en ghettoskildring. 

En ekstra hårdtpumpet dansk version af franske Ladj Lys nyklassiker Les Misérables (2019) kunne man også kalde den. Begge film handler om patruljerende betjente i socialt udsatte boligområder med meget kriminalitet og mange brune mennesker.

I begge film er der intern uenighed i patruljevognen om, hvor meget man kan lade sig begrænse af gældende regler, når man kører rundt og prøver at opretholde lov og orden, og i begge film fører hårdhændet omgang med en mindreårig til gadeoptøjer og krigslignende scenarier.

Kærlig hilsen til ’Training Day’

I Shorta bliver den unge, regelrette betjent Jens Høyer (Simon Sears) sat til at patruljere med den opfarende lidt ældre betjent Mike Andersen (Jacob Lohmann), så han kan holde ham i snor. Der er i forvejen optræk til sammenstød mellem borgere og politi, efter at to (nu midlertidigt suspenderede) betjente fra Mike og Jens’ station under en anholdelse af en ung afrodansk mand ved navn Talib Ben Hassi satte sig på ham og ignorerede hans råb om, at han ikke kunne trække vejret, så han nu ligger i koma og svæver mellem liv og død.

Det minder selvfølgelig om politidrabet på George Floyd, der fandt sted, efter Shorta var færdigindspillet, men jo ulykkeligvis også om andre tidligere episoder.

Scenen, hvor den unge, lovlydige idealist og den ældre egenrådige betjent for første gang kører ud sammen, er en lang og kærlig hilsen til Antoine Fuquas amerikanske politifilm Training Day (2001), som er en anden af Hviid og Ølholms inspirationskilder. Dialogen mellem Jens og Mike er en let omskrevet version af den, der i Training Day udspiller sig i det første møde mellem en hårdkogt narkobetjent spillet af Denzel Washington og en aspirerende narkobetjent (Ethan Hawke), der er med på en prøvevagt.

Begge prøver at sætte den anden på plads, og man får at vide, at Jens er gift og barnløs med fremtiden foran sig og vielsesringen hængende i en kæde omkring halsen i arbejdstiden, mens Mike har ladt familielivet bag sig og er en ensom ulv med et beskidt sprog. 

Jens fortæller på Mikes opfordring om sit største fuck up som politibetjent. Det forbrødrende grineflip, det fører med sig, bliver dog afløst af en akavet pause, da Jens når til den del af historien, hvor hans brøler går ud over nogle romaer, der sidder i arresten, og Mike end ikke forsøger at skjule sin skadefryd.

»Så kan de lære det,« siger han, og eftersom filmens version af danske såkaldte ghettoer er lige ved at koge over af raseri over racistisk politivold, er hans skamløse fremmedfjendskhed mildt sagt et problem.

Der ledes efter ballade

I en indledende scene kigger man over skulderen på en bevæbnet politibetjent, der hænger og spejder halvvejs ud af en helikopter, som cirkler hen over det tætte, labyrintiske og fiktive højhuskvarter Svanegården, hvor den fatale anholdelse af Talib Ben Hassi fandt sted. Så højt alarmberedskab er man i. Instruksen til alle patruljevogne lyder på så vidt muligt at holde sig fra kvarteret. Sammenstød må for alt i verden undgås.

Mike sidder bag rattet og finder hurtigt en anledning til netop at køre ind i Svanegården. Først kører de i hælene på en kendt narkokriminal fyr ved navn Oman (Arian Kashef), der cruiser rundt med en mindreårig fætter på bagsædet. Det skal Oman holde op med, får han at vide af Mike, der ikke er bange for at gå helt op i fjæset på sine modstandere.

Så hilser de på ungdomsklublederen Sami (Dulfi Al-Jabouri), der selv har en baggrund som ballademager, men nu lærer kvarterets store drenge at bokse og opføre sig ordentligt. Herefter er der en kort montagesekvens med grynede, skæve optagelser og hurtige klip, der ligner en gangstarapvideo fra 90’erne, hvor Mike og Jens kører rundt og laver alt muligt opsøgende politiarbejde.

Og så går det ellers galt. Mike stopper en ung gut ved navn Amos (Tarek Zayat), der har formastet sig til at komme gående hen over en plads med hænderne i lommerne, for at visitere ham. Visitationen bliver mere og mere direkte chikanerende, andre unge ser på, situationen eskalerer, og Mike og Jens ender med at måtte tage flugten sammen med Amos, som de har anholdt for en sikkerheds skyld.

Fra da af er Shorta en rendyrket actionfilm, hvor flugten gennem det slidte og labyrintiske boligkvarter bliver mere og mere dramatisk. Maskeklædte bander jagter de to betjente og deres fange. Optagelser af deres færden bliver delt på sociale medier, og biler sættes i brand.

Det er fængende og elegant iscenesat, fotograferingen er virkelig gennemført, og klipningen giver en fornemmelse af konstant stakåndet orientering i et fremmed terræn. Mike, Jens og Amos løber gennem tunneler, hopper over hegn, skjuler sig i vaskekældre og kiosker. Jens prøver at vinde Amos’ tillid til sig selv og systemet i det hele taget, mens Mike prøver at få Jens (der skal vidne i sagen om Talib Ben Hassi) til at forstå, at loyaliteten over for politikorpset går forud for alt andet.

’Det her er ikke Danmark’

Da de tre mænd på flugt støder på et tv-hold, der vil have kommentarer til Talib Ben Hassis anholdelse, snerrer Mike:

»Se dig omkring. Det her er ikke Danmark.« 

Selv om Mike helt klart præsenteres som praktiserende racist med meget at lære om konfliktnedtrapning, understøtter filmen hans opfattelse af Svanegården som et afgrænset parallelsamfund, hvor andre regler gælder, og som den øvrige politistyrke ikke tør gå ind i. Det gælder bare om at komme ud af det specifikke boligområde, så er Mike og Jens under politikollegernes beskyttelse igen.

Den knibe, Mike og Jens sidder i, minder til forveksling om den, de tre betjente i Les Misérables ender i. Den parisiske forstad Montfermeil, hvor de patruljerer, styres i filmen reelt af de lokale kriminelle, og efter et hårdhændet sammenstød med en stor dreng bliver de også angrebet fra alle sider af de rasende masser, der i samme ombæring raserer kvarteret. 

Shorta foregår i modsætning til Les Misérables ikke i en faktisk eksisterende, navngiven bydel, og i modsætning til Les Misérables’ instruktør, Ladj Ly, har Hviid og Ølholm ikke førstehåndslokalkendskab til det miljø, de skildrer. Svanegården er et fiktivt boligområde i den fiktive Vesterskov Kommune, klippet sammen af optagelser fra alle steder på den københavnske vestegn, hvor der var mørke passager, slidt beton og tårnhøje huse at komme efter. Det gør en forskel.

Os og dem

Man mærker, at Shorta har nogle budskaber, der skal leveres, om menneskers tendens til at dele folk op i dem og os, og hvordan den bliver styrket, når man føler sig truet, og svækket, når man bliver hjulpet af nogen, man ellers havde regnet for modstandere. Shorta gør det også klart, at det både er hårdt at blive diskrimineret af politiet og at være ansat i et diskriminerende politikorps.

Men modsat Les Misérables er det ikke nuancerne i den psykologiske skildring eller kompleksiteten af de dilemmaer, betjentene udsættes for, der imponerer. Dertil er karaktertegningen og konfliktoptrapningen alt for overdrevet. Det er jo ikke et spændende dilemma, om man skal stoppe tilfældige brune teenagere på gaden og kigge ned i deres underbukser, som Mike gør det ved Amos under den umotiverede visitation. 

Hvad Shorta ikke har af socialrealistisk troværdighed, har den til gengæld af actionmæssig herlighedsværdi. Frederik Louis Hviid, Anders Ølholm og ikke mindst deres fotograf, Jacob Møller, ruller sig ud med spektakulært kollektivt amokløb, maskeklædte hævnere og bylandskab oplyst af brændende biler. Der mangler på intet tidspunkt visuel stimulans. 

Når for eksempel hovedpersonerne kommer op og slås, ryger der også lige et vandrør, så vandet står ud over det hele, og scenen bliver ekstra sej at se på. Når en af dem skal bevæge sig fra a til b, kan han lige så godt blive skambidt af en muskelhund på vejen.

Fotograferingen og klipningen er dejligt varieret, og instruktørerne har virkelig formået at skabe et gennemført filmisk univers ud af alle de forskellige storkøbenhavnske betonbyggerier. Det kan man sagtens fortabe sig i uden at tro på historien om ghettoen som en tikkende bombe uden for lands lov og ret.

’Shorta’ – Instruktion og manuskript: Frederik Louis Hviid og Anders Ølholm. Fotografi: Jacob Møller. Længde: 108 minutter. Biografer over hele landet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her