Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Sissel-Jo Gazan giver arv og miljø krimiklæder i ny roman

Sissel-Jo Gazan kan skrive naturromantiske udkantsskildringer og fuldfede misrøgtsberetninger. I romanen ’Hvide blomster’ har hun også givet blandingen et skvæt sensationalisme, og det skulle hun måske have ladet være med
Som med Sissel-Jo Gazans andre læseværdige succeser blander ’Hvide Blomster’ videnskab, spænding og miljøskildring til noget ret forunderligt i dansk litteratur.

Som med Sissel-Jo Gazans andre læseværdige succeser blander ’Hvide Blomster’ videnskab, spænding og miljøskildring til noget ret forunderligt i dansk litteratur.

Kim Haugaard

Kultur
9. oktober 2020

På mange måder er Sissel-Jo Gazans roman Hvide blomster den politisk indignerede og indsigtsfulde skildring af det moderne Danmarks ulighed, jeg har gået og ventet på.

Den er observant uden at spænde sine karakterer for den sociale kritiks vogn. Den tager ikke udgangspunkt i det personlige, men kommer alligevel tæt på dårlig kost og dukkede, omsorgssvigtede barnenakker.

Romanen indledes med et citat fra Bertolt Brechts tiggeropera Laser og Pjalter, og hovedpersonen er opkaldt efter stykkets hævnfantast, Sørøver Jenny, der drømmer om at brænde de fine folks stuer ned.

Gazan har taget Brechts revolutionære kritik fra 1920’ernes Tyskland med sig 0g bruger den nu på 1990’ernes Udkantsdanmark. 

I det lille lokalsamfund på Samsø forsvinder Bettina, et plejebarn i en alkoholiseret plejemors varetægt, og så fyldes siderne ellers med pædofili, mordbrande og hævnkonspirationer. 

Op af kadaverbeholdere dukker ikke kun familiehistorier, men også døde rotter, kemisk giftproduktion i et undseligt drivhus og gerrige videnskabsmænd fra slutningen af 1800-tallet.

Titlen refererer til et refræn i bogen om, at ikke alle hvide blomster er giftige, men at alle giftige blomster er hvide. Det lover inciterende kriminalgåde, men også en optagethed af naturen, dens love, og en undersøgelse af, hvad det vil sige at tilhøre en slægt, der skal følge slægters gang.

Som med Sissel-Jo Gazans andre læseværdige succeser Svalens graf (2013) og Dinosaurens fjer (2008) blander romanen videnskab, spænding og miljøskildring til noget ret forunderligt i dansk litteratur. Der er få, der som Gazan så vellykket kan blande pædofili og botanik til en helstøbt fortælling. 

Stakkels teenagere

Det er syttenårige Bettinas forsvinden, der sætter skub i handlingen. Romanens fortæller, fjortenårige Jenny, kender hende gennem sin kusine og bedste veninde Tessa, hvis mor er den forsvundnes plejemor. De jævnaldrende teenagere brød sig ikke om Bettina, der vrængede af dem, som var de pattebørn.

Mona, plejemoren, er ikke særlig moderlig, og Tessa klarer sig dårligt i skolen, måske fordi hun ikke får meget andet end toastbrød med Nutella og cigaretrøg indenbords.

Jenny, derimod, bor sammen med sin mor Kisser på det afsidesliggende landsted Bakkely. Hun er fascineret af botanik og Samsøs plantevækst og har arvet en frøsamling fra sin oldefar, en kendt botaniker, der har kortlagt hele øens flora og fauna. Nu bruger hun sin tid på at genfinde, katalogisere, presse, tørre og tegne efter hans arkiver. Hendes omsorgsfulde mor driver et herberg for sårbare unge, der fragtes ind af en psykiaterveninde fra Aarhus.

Andre vigtige karakterer er Jenny og Tessas Bedstefar Palle, som fortæller røverhistorier til pigerne i sin tatovørbiks i Aarhus. Ud over Kisser har han sønnen Jimmy, der er Tessas far, men en noget utilregnelig en af slagsen. Jenny kan dele sin botaniske interesse med bedstefaren, der straks ser en parallel til tatoveringskunsten: Et håndværk, der også udmærker sig ved præcision og blomstermotiver.

Utroværdige navne 

Vi befinder os i 1993, og alt det her er i virkeligheden blot scenografi og baggrund for kriminalhistorien. Som læseren hurtigt vil have gættet, dukker Bettina først op som lig, og skeletterne ruller ud af de samsiske skabe. Der er råddenskab på øen, og Jennys familie er ikke fri af generationers svigt og dårlige vaner.

Desværre bliver optegningen af udskud og bedsteborgere i dårlig sameksistens for meget, når karaktererne skal have illusionsforstyrrende navne som Henning Halløj, Torsten Betjent og Kenni Buschauffør og opføre sig arketypisk derefter.

Det er, som om karaktererne bliver stoppet af spændingsromanens krav om fremdrift, hver gang de er på nippet til at folde sig ud. 

Det misforhold har rod i fortællerstemmen. Det er 14-årige Jenny, der livfuldt sanser Samsøs vind og vejr.

Hun bliver rød i kinderne over at stjæle hindbær og fortælle sin kæreste om, at buskene lider af »jordtræthed«, de vil ikke gro, hvor der før har groet hindbærbuske. Hun bliver skræmt af at gå i skoven, hvor hun tidligere har følt sig hjemme: »Tøndersvampen, som vi plejer at lege er de venlige træers øer, virker, som om de kun lytter for at sladre om os,« gyser hun. 

Jeg er vild med den måde, hun både er nænsom og barnlig, selvoptaget og kærlig på, men begynder at kede mig, når hun nærmest demonstrativt undlader at bemærke himmelråbende spor. En sladrevorn teenager overser altså ikke sin venindes blå mærker eller sin mors åbenlyse afbrænding af bevismateriale. 

Det er, som om Jennys indsigt bliver doseret efter, at man som læser skal føle sig to skridt længere fremme end hende. I længden blokerer det for indlevelsen i selv de mest poetiske naturpassager eller teenageragtige hormonudbrud – og i øvrigt for spændingens troværdighed. 

Der er allerede rigeligt drama i Gazans skildringer af naturens skønhed og vold, i de mange karakterer og deres psyker, endda i den danske tatoveringshistorie, som hun opruller i et sidespor.

Men viljen til endnu mere plot og pædofil konspiration overdøver de kloge passager om udkant, svigt og botanik. Resultatet bliver spænding uden kød på, og det er magert.

Sissel-Jo Gazan: ’Hvide blomster’. Politikens Forlag, 512 sider, 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her