Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

’Skarpt sværd’ er en ulidelig strøm af sortsynet brutalitet, man bør udsætte sig selv for

Rasmus Halling Nielsens nye, eksperimenterende værk tvinger læseren til at tage bad i ødelæggelsen
Kultur
9. oktober 2020
Rasmus Halling-Nielsen, er uddannet fra Forfatterskolen. Her læser han op fra digtsamlingen, Mörkhall.

Rasmus Halling-Nielsen, er uddannet fra Forfatterskolen. Her læser han op fra digtsamlingen, Mörkhall.

Torben Huss

Det er en mærkelig og ubehagelig tekst, Rasmus Halling Nielsen har komponeret med sin nye bog Skarpt sværd, hvis nummererede serie af små prosablokke – skrevet med kursiverede, store bogstaver – egentlig ikke er smukke, men alligevel er svære at slippe. I lange stræk føles bogen som en næsten ulidelig strøm af sortsynet brutalitet. Men den føles også som en kompromisløs vision, som noget, man bør udsætte sig selv for.

Skarpt Sværd af Rasmus Halling Nielsen

I virkeligheden har han ikke skrevet hele bogen selv, Halling Nielsen, men klippet i andres tekster. Han har remixet klassikere fra det moderne gennembrud med trøstesløse udbrud, følelser af selvhad og politisk impotens – og glimt af ødelagte, smadrede kroppe. Resultatet er, tænker jeg, som et stykke eksperimenterende musik, fuld af dissonans og støj, men uden egentlig udvikling. Skarpt sværd er som en tilstand eller en zone, man som læser træder ind i og ud af igen. Efter endt læsning er man på en måde renset, på en måde mere snavset end før.

Men, altså, der er godt nok nogle meget voldsomme øjeblikke undervejs. Her møder et glimt fra I.P. Jacobsens »Mogens« torturscener og knoglebrud, en trigger warning er på sin plads:

»MENS HAN SIDDER DER FULDSTÆNDIG STILLE PÅ STOLEN. SOM PUPPEN AF GAFFA DOG LIGNER PUPPE AF SØLV OG HØR: DEN KNAGEAGTIGE LYD DET GIVER NÅR DU RYKKER DIG FOR AT UNDGÅ MERE TILFÆLDIGT UDVALGT VOLD PÅ DINE KNÆSKALLER./ HVISK MIG DRØMMENE DINE. BRING MIG BARE ET DØGN HVOR JEG MÆRKER AL VOLDEN. BARE ET./ ’NAA, HVAD BLEV DET SAA TIL!’ RAABTE HUN UTÅLMODIGT TIL MOGENS. DER HAVDE BRUDT AF I DET EVENTYR, HAN FORTALTE, FOR AT FAA FAT I ET ÆBLE, DER HANG HØJT OPPE. DE BLEV FUNDET UDEN HOVEDERNE. HUDEN VAR SOM SÆKKE OM DE«

Klip og sætninger fra »Mogens«, og fra samme Jacobsens »Et skud i tågen« dominerer i Skarpt sværd, men også Amalie Skram og Herman Bang dukker op – der er sikkert andre kildetekster, jeg ikke har kunnet identificere. Dog er det næppe tilfældigt, at alle disse noveller handler om hovedpersoner, som ligesom har givet fortabt, og hvis livskraft og livslyst har vendt sig til et livshad. På den måde fungerer de ikke bare som kontrast til tekstens mere nutidige øjeblikke, hvor samme livshad, samme udvejsløshed dominerer. De klinger også med hinanden, de forstærker hinandens mørke sider.

Citatet ovenfor viser så også, synes jeg, at det ikke bare er indholdet, men også springene, klippene, der giver teksten sin intensitet. Og også giver den en følelse af noget urent: Skarpt sværd bryder af eller skifter retning midt i sætninger, sådan at sætningernes oprindelige sammenhænge stadig hænger ved – som trevlede bånd – men ikke længere giver mening. Måske er det derfor, bogen kan holde fast i sin ubehagelige intensitet også i sin anden halvdel, hvor glimtene af ødelagte kroppe bliver færre og færre, og passagerne fra den klassiske danske litteratur dominerer.

Forbandelse efter forbandelse

Alt det besvarer ikke spørgsmålet om, hvad man som læser skal stille op med den her slags tekst. I sin gestus minder Skarpt sværd om Anders Abildgaards Ibis fra 2016, der over sine 32 sider simpelthen udstødte forbandelse efter forbandelse ud over et ubestemt »du«, og som har fået en vis kultstatus. Men Abildgaards skrift er virtuos i sin vrede, den virtuositet tilbyder læseren en ironisk distance. Hos Halling Nielsen er der ingen virtuositet. Der er kun et imponerende arbejde med gentagelser, komposition og rytme, der hele tiden driver læseren fremad. I Skarpt sværd får man ikke lov til at se på vreden og selvhadet udefra, kort sagt, man tvinges til at underlægge sig de følelser. Man bader på det nærmeste i dem, det er sådan, det føles.

Det er en nærmest enøjet vision om litteraturen som negation, som ødelæggende kraft. Og det utrolige er så, at Halling Nielsen slipper af sted med det, at man som læser – i al fald denne læser – hænger på. At Skarpt sværd aldrig mister sin intensitet undervejs, aldrig bliver en parodi på sig selv, aldrig bliver kedelig, uanset hvor monoton og stillestående den så egentlig er som bog. Et sidste uddrag, så kan I selv bedre overveje, om den er noget for jer:

»HAR JEG NOGENSINDE PRIKKET HUL I EN PAKKE HAKKET KØD OG SMAGT PÅ BLODET. HAR JEG NOGENSINDE ELSKET SMAGEN AF BLOD. HAR JEG NOGENSINDE ELSKET HVORDAN DU BARE/ 54/ VENDTE DIG OM OG TOG IMOD SLAGENE. HAR JEG PISSET I DINE SÅR OG SMAGT PÅ DET. HOVEDLINET LØFTER SIG EN KJENDE. DET VARME, GYLDENBRUNE ØIENPAR UNDER DETS RAND SKOTTER HASTIG OVER TIL HAM. DET ER FULDT AF UNDREN OG OVERRASKELSE.«

Rasmus Halling Nielsen: Skarpt sværd. Det Københavnske Forlag Cris og Guldmann. 100 sider, 150 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her