Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Socialrådgiverdramaet ’Ulven kommer’ viser vejen frem for DR’s søndagsserier

Maja Jul Larsen og Pernille Fischer Christensens nye serie emmer af uadresseret børnesmerte, voksen afmagt og dybt interessante dilemmaer. Det er oplagt at bygge en serie op om en børneanbringelsessag med mange ubekendte, og så er det ovenikøbet sjældent godt udført
14-årige Holly (Flora Ofelia Hofmann Lindahl) sætter gang i anbringelsessagen, da hun afleverer en stil om, hvordan hun har det derhjemme. Opgaven var at beskrive en helt almindelig dag, og den dag, Holly beskriver, er fyldt med vold.

14-årige Holly (Flora Ofelia Hofmann Lindahl) sætter gang i anbringelsessagen, da hun afleverer en stil om, hvordan hun har det derhjemme. Opgaven var at beskrive en helt almindelig dag, og den dag, Holly beskriver, er fyldt med vold.

Michella Bredahl

Kultur
19. oktober 2020

Efter min mening er problemer, der ikke udspringer af decideret ond vilje, mere interessante end problemer skabt af skurke. Skurke skal jo bare stoppe sig selv eller stoppes af andre, og selv om forsøget på at gøre det kan være vældig dramatisk, er der bare mere at gruble over i historier, hvor alle gør deres bedste, men alligevel gør hinanden ondt.

Sådan en historie er Ulven kommer, DR’s nye fremragende søndagsserie om en anbringelsessag i den fiktive Sundborg Kommune.

14-årige Holly (Flora Ofelia Hofmann Lindahl) sætter gang i sagen, da hun afleverer en stil om, hvordan hun har det derhjemme. Opgaven var at beskrive en helt almindelig dag, og den dag, Holly beskriver, er fyldt med vold.

Den erfarne sagsbehandler Lars Madsen (Bjarne Henriksen) bliver sat på sagen og opsøger Holly og hendes halvlillebror, Theo (Noah Storm Otto), i skolen. Her fortæller Holly ham, at den vold, hun skriver om, finder sted i virkeligheden og begås af hendes stedfar, Simon (Peter Plaugborg).

Holly er åbenlyst knuget af sorg og raseri, og Theo trives heller ikke helt. Gennem en glasrude i døren til musiklokalet ser sagsbehandleren Lars den otteårige dreng stå uroligt og skubbe til sin klassekammerat, mens han kører foden rundt på gulvet. Hans arm er i gips, og i panden har han en monstermaske, han ifølge læreren altid har med sig. Også han emmer af uadresseret børnesmerte. Det er lige godt utroligt, at det er lykkedes at finde hele to børneskuespillere af den kaliber.

Redningstrang

Theo benægter, at hans far slår, og det samme gør både Simon selv og børnenes mor, Dea (Christine Albeck Børge), da de bliver konfronteret med Hollys udsagn. Lars opsøger Dea i den børnehave, hvor hun arbejder, og fisker det bedste, han har lært, efter hendes tillid, men lige lidt hjælper det. Dea vil ikke reddes fra en voldelig mand, og efter de første tre afsnit af otte ved man ikke, om det er, fordi Simon ikke er sådan en, eller om det er, fordi hun ikke er klar over, at han er det. Det kunne også være, at hun havde valgt at vende det blinde øje til for at kunne blive sammen med ham, hun elsker, hvad ved vi?

Ulven kommer gør – jævnfør titlen – en dyd ud af at så tvivl om, hvorvidt problemet er reelt eller fundet på. At Hollys smerte er reel, er man ikke et sekund i tvivl om, men den kunne også have andre årsager end vold.

Lars har dog, forstår man senere, én gang for meget undladt at gribe ind, hvor han burde have gjort det, og vælger at få børnene anbragt akut.

Det juridiske grundlag for anbringelsen er »til den tynde side«, som Lars’ overordnede siger. Men lavinen ruller: Børnene bliver placeret hos en god plejefamilie, forældrene får en advokat (godt gensyn med Line Kruse, som egner sig til rollen som bundsolid person), og alle skal afhøres af politiet.

Det mistroiske blik, der møder sagens parter, mærker man også hos sig selv. Enhver af Simons reaktioner og handlinger bliver vurderet som udtryk for, om han har voldelige tendenser eller ej. Mistroen følges ad med en dyb medfølelse, der er uafhængig af, om Simon viser sig at have slået eller ej, fordi man kan se sorg, afmagt og faderkærlighed rase lige under huden på ham.

Hvor er det bare en god idé at lade en søndagsserie på DR1 – mandagssamtaleemnet over alle mandagssamtaleemner – handle om en uvis anbringelsessag og alle de etiske dilemmaer, den indebærer, og al den sorg, skam, frygt og bekymring, den afføder og udspringer af. Historien er helt ligefrem (Lars skal finde ud af, om Simon slår) såvel som et virkningsfuldt prisme for vigtige og svære spørgsmål om forholdet mellem myndigheder og borgere, og om hvad børn har mest brug for for at have det godt. Det er ikke givet, at summen af traumer hos børnene bliver mindre af, at kommunen griber ind, som den gør.

Underligt meget sex

Ingen vil andet, end at Holly og Theo trives og er glade. Det gælder også plejeforældrene Dorte (Lone Rødbroe) og Rasmus (Henning Valin Jakobsen), der bor ude på landet et stykke fra børnenes hjem og både har dyr at klappe og et virkelig fint blik for plejebørnene. Fra deres rummelige udestue kigger Holly efter deres søn, den jævnaldrende, mutte Jonatan. Man kunne – med den mistro, som Ulven kommer installerer i en – forestille sig, at han lidt senere i serien kunne motivere Holly til at ville blive hos plejefamilien så længe som muligt.

Et andet element, som det indtil videre er uklart, hvad man skal stille op med, er de for en søndagsserie ret mange sexscener mellem Simon og Dea. Tre styks på tre afsnit, det må da betyde et eller andet. I seriens første scene står Holly op om natten og ser sin mor og stedfar have sex på deres soveværelse, mens døren står på klem. Senere siger Theo, at hans søster »bare er jaloux« på stedfaren. 

Det er en uskik at hylde noget ved at nedgøre noget andet, men jeg er villig til at gøre en undtagelse og påpege, hvor forfriskende det er med en søndagsserie, der stoler på, at der er drama nok til otte timers tv i en enkelt problemstilling. Ud med dramatiserede problemkataloger omhandlende en god sjat af alle emner, dagspressen nogensinde har beskæftiget sig med, som Herrens veje og Når støvet har lagt sig (uanset hvor smukt iscenesatte og velspillede de kunne være)! Ind med grundighed, sofistikeret karaktertegning og masser af plads til at tvivle på, hvad man skal tro og mene!

Ulven kommer er den bedste DR Drama-serie i lang tid og den mest genremæssigt originale i endnu længere tid. Nervepirrende socialrealisme med masser af smerte over hele linjen kunne godt være vejen frem for DR’s tv-dramatik for voksne.

’Ulven kommer’. Instruktion: Pernille Fischer Christensen. Manuskript: Maja Jul Larsen. Sendes på DR1 søndag kl. 20 og kan ses på dr.dk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Med skam at melde gider jeg ikke. Af nøjagtigt de samme grunde, som anmelderen priser den.

Denne serie har hos tabt momentum. Jeg må forstå den har som sit formål, at sammenblander et hav af forskellige problematikker, hvor den kommunale magtanvendelse brugt overfor familien fremstår afskyelig. Den sker på ingen tid og et uoplyst grundlag samtidig med, at både de 2 børn og forældrenes adfærd mystificeres i tv indpakningen. Så hvem er skurken, forældrene, det offentlige eller pigens afsavn efter sin far og mor, er det den lille dreng som mishandles, eller hvor er vi henne.? Samtidig var 2 afsnit nærmest i tomgang efter det første, som var hæsblæsende. Er skuffet.