Læsetid: 5 min.

Sylfiden er ved at blive kvalt i sløret

Nikolaj Hübbes nye opsætning af Bournonvilles ’Sylfiden’ er underskøn. Men den lyserøde scenografi er ved at tage livet af lidenskaben og dramaet i den store balletfortælling
Den lyserøde æstetik har fået overtaget i Nikolaj Hübbes nye opsætning af ’Sylfiden’. Her med Ida Praetorius og Jon Axel Fransson i hovedrollerne.

Den lyserøde æstetik har fået overtaget i Nikolaj Hübbes nye opsætning af ’Sylfiden’. Her med Ida Praetorius og Jon Axel Fransson i hovedrollerne.

Per Morten Abrahamsen

30. oktober 2020

Skoven er forsvundet. Altså skoven i Bournonvilles guldalderballet Sylfiden. Til gengæld er der opstået en anden verden. En lyserød drømmeverden. En stiliseret verden af skønhed og luftighed, hvor grønne guldaldergrene er erstattet af blågrå mønstre malet på gennemlyselige stoftæpper med sartrosa skyer.

Denne Sylfiden er blevet vanvittigt smuk. Men æstetikken truer fortællingen og dramaet. Balletten foregår ellers fortsat i det skotske højland, hvor den unge bonde James skal holde bryllup med sin Effy. I hvert fald indtil han pludselig får øje på Sylfiden og forelsker sig i hendes overnaturlige, flyvende skønhed – og flygter ud i skoven med hende.

I sin kådhed indgår han en pagt med heksen Madge om at forvandle Sylfiden til en menneskekvinde med et forhekset slør. Men som i enhver romantisk fortælling om længsel går det naturligvis galt …

Efter sin sort-hvide kuldeopsætning af Sylfiden i 2014 er Nikolaj Hübbe nu heldigvis vendt tilbage til traditionens skotske kolorit. Hans scenografer, Anja Vang Kragh og Mia Stensgaard, har skabt en storladen herregårdsscenografi, hvor mændene bærer flotte kilte, og kvinderne danser i nederdele med de smukkeste læg. (Pigerne har desuden fået pyntehatte med bizarre hagebånd, der ligner ligbånd, men pyt).

Det føles næsten, som om Bournonvilles lille, renfærdige historie ikke kan tåle at blive udsat for det grandiose i scenografien. Alt er skubbet ud til siderne, så dansegulvet kan blive så stort som muligt – og som om æstetikken er vigtigere end den glødende forelskelse.

Per Morten Abrahamsen

Sylfidekostumet er gjort endnu luftigere med forskudte lag af tyl og ærmepynt, der flakser eventyrligt sammen med vingerne på den halvnøgne sylfideryg. Det er yndigt og dristigt. Desværre er hårdesignet gjort bevidst ’lokket’, hvilket ser sjusket ud på afstand – og den enkle blomsterkrans i håret er erstattet med løse blomster. Mere fransk end dansk.

Men det føles næsten, som om Bournonvilles lille renfærdige historie ikke kan tåle at blive udsat for det grandiose i scenografien. Alt er skubbet ud til siderne, så dansegulvet kan blive så stort som muligt – og som om æstetikken er vigtigere end den glødende forelskelse. Selv den legendariske kamin er her bare en rekvisit, der drejes væk, når Sylfiden er forsvundet op i den – som om kaminen kun findes i James’ drøm. Desuden har Åsa Frankenbergs lysdesign en forkærlighed for dunkelhed og tåge. Det er godt for mystikken, men elendigt for mimikken hos Bournonville.

Svær øjenkontakt

David Levi stod i spidsen for Det Kongelige Kapel og dirigerede Løvenskiolds fine, spinkle musik med tænksomt tempo og oprigtig indlevelse. Ida Praetorius dansede Sylfiden ved premieren. Hendes krop passer perfekt til Bournonville-stilens mange hurtige trin og rolige arme. Alle hendes trin ligger organisk på musikken. Selv den hundesvære piruet på halv tå i den første solo klarede hun uden vaklen. Og selv dødskramperne var smukke i al deres gru. Ida Praetorius er nu Den Kongelige Ballets mest elskede Bournonville-solodanserinde.

Men det var svært for hende at få øjenkontakt til Jón Axel Franssons James. Han debuterede i partiet med flot holdning og stærk hurtighed i springene. Han havde noget interessant sårbart over sig. Men hans ansigt var lukket. Forhåbentlig vil hans stærke dramatiske sans komme tydeligere til udtryk senere.

Andreas Kaas (tv.) viste som James til sidst noget af den ild, som denne ballet skal skabes med. Den argentinske solist Wilma Giglio som Sylfiden dansede inderligt og teknisk til punkt og prikke, men stilistisk havde hun svært ved at ramme Bournonville-dansens ro.

Per Morten Abrahamsen

James-rollen kaldes for ’ballettens Hamlet’. Nikolaj Hübbe har selv danset en af de mest passionerede Jameser nogensinde, ikke mindst i den legendariske forestilling sammen med Silja Schandorffs sylfide og Sorella Englunds heks i 2001. Men noget kunne tyde på, at præstationspresset i James-rollen har været for hårdt op til denne genopsætning.

Andetholdets James, Andreas Kaas, var også mærkeligt sammenbidt og uforelsket. Først til allersidst, da han indså, at heksen havde hævnet sig på ham, brød han sammen. Her var der noget af den ild, som denne ballet skal skabes med. Men så var forestillingen slut.

Andreas Kaas dansede over for den argentinske solist Wilma Giglio. Hun dansede inderligt og virkede så bittelille, at hun vitterlig lignede en luftånd, som man kunne puste væk. Teknisk gennemførte hun dansen til punkt og prikke, men stilistisk havde hun svært ved at ramme Bournonville-dansens ro. Hendes arme var ikke rundede, men krogede, og det tog noget af den særlige ynde i stilens enkelhed. At danse Bournonville er sværere, end det ser ud.

Dramatisk ulogisk

Koreografisk er Nikolaj Hübbe tro mod Bournonvilles trin. Sammen med Bournonville-kenderne Sorella Englund, Anne Marie Vessel Schlüter og Ann Kolvig har han beholdt næsten alt det, vi ellers i dag kender som ’originalen’ fra 1836.

Ligesom i sine tidligere opsætninger insisterer Hübbe tolkningsmæssigt på, at det kun er James, der kan se Sylfiden – og at rivalen Gurn ikke kan se Sylfiden. Resultatet er, at Gurn ikke må udtrykke med vinge-mimearme, at han har set James sammen med et væsen med vinger – og dermed afsløre James’ utroskab. Nu skal Gurn bare pege på sit hoved og lave ’James-er-tosset’-mime. Det er stadig dramatisk ulogisk og uklart.

I denne version er Gurn simpelthen en lækker fyr. Benjamin Buza dansede Gurn med masser af spændstighed, og Nico Janssen gav Gurn en snedighed, der snildt kunne trumfe James og hans dagdrømmeri. Den svigtede Effy lyste op, for Stephanie Chen Gundorphs Effy var noget af det mest levende og brændende ved hele premieren. Hun dirrede konstant af forelskelse og uro med et psykologisk nærvær, der ikke var til at få blikket fra. Mens Camilla Ruelykke Holst i højere grad fortolkede Effy ud fra drømmen om at blive gift med James – med en stærk sorg og bevægende udslukthed over at være blevet svigtet.

Heksen Madge rummer den mest radikale figurforandring i denne opsætning. Den nye heks er del af de underjordiskes verden, og Kizzy Matiakis danser nu Madge med sin egen magnetiserende fortolkning i en stærk udvikling af rollen.

Per Morten Abrahamsen

Heksen i klippen

Heksen Madge rummer dog den mest radikale figurforandring i denne opsætning. Væk er den forhutlede hjemløse. Den nye heks er del af de underjordiskes verden. Kizzy Matiakis, der sidste år skabte en forrygende Blixen-figur, danser nu Madge med sin egen magnetiserende fortolkning. Hendes hænder stryger sultent om James’ kinder, når hun står både liderlig og hævnlysten med sine nøgne skuldre i en kjole, der går i ét med klipperne. Kizzy Matiakis’ heks drager mændene, akkurat som Sylfiden gør det. Det er stærkt, som hun har udviklet rollen videre oven på inspirationen fra Sorella Englund, der siden 1979 har været den afgørende psykologiske rollefigur for Madge-dansere.

Det samme gælder for Esther Lee Wilkinson. Men hendes Madge er mere jordbunden. Mere hævngerrig. Mere sorgmørk. Hos hende ligger andre hemmeligheder, når hun kaster et sort slør i sin heksegryde og haler det op igen som lyserødt og forhekset.

Slør skal der til. Vi har mere brug for balletten end nogensinde. Vi har brug for at drømme os ind i en anden verden. Hos Bournonville bliver Sylfiden dræbt af James’ kærlighed. Hos Hübbe er Sylfiden lige ved at blive kvalt i scenografiens lyserøde slør.

’Sylfiden’. Koreografi: Nikolaj Hübbe efter August Bournonville (1836). Musik: H.S. Løvenskiold. Scenografi og kostumer: Anja Vang Kragh og Mia Stensgaard. Lysdesign: Åsa Frankenberg. Iscenesættelse: Nikolaj Hübbe med Sorella Englund, Anne Marie Vessel Schlüter og Ann Kolvig (børn) assisteret af Oliver Starpov. Den Kongelige Ballet og Det Kongelige Kapel. Dirigent: David Levi. Gamle Scene. Danses til 25. november 2020
 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Malan Helge
  • David Zennaro
  • John Scheibelein
  • Torben Lindegaard
  • Steffen Gliese
Malan Helge, David Zennaro, John Scheibelein, Torben Lindegaard og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg gider ikke ballet, og jeg kommer sikkert heller ikke til at se denne forestilling, men anmeldelsen af den var virkelig interessant.