Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Tegneserier til læsere der nødigt vil slippe deres barndom

Tegneserielæserne fra sidst i 1970’erne og start 80’erne er blevet voksne og pengestærke og hører for deres indre øre lyden af tegneseriealbums, der klasker mod hinanden i børnebibliotekets bladrekasser. Det har ført til, at en lang række fransk-belgiske albumserier nu (gen)udgives i stor stil
Den franske tegner Blutchs har nu signeret et opkog af en ældgammel børnetegneserie, ’Tim og Thomas’, som også er blevet hans danske albumdebut.

Den franske tegner Blutchs har nu signeret et opkog af en ældgammel børnetegneserie, ’Tim og Thomas’, som også er blevet hans danske albumdebut.

Illustration fra ’Men hvor er Kiki?’/Forlaget Zoom

Kultur
30. oktober 2020

Franske Christian Hincker, alias Blutch, er en tegners tegner. Han var en af de mest markante skikkelser i 90’ernes nye tegneseriebølge. Hans elegant svungne penselstreg, hans blødt ekspressive figurtegning og hans evne til at forlene sin romantiske åre med mørke aftegninger har dannet skole. Han blev præmieret med den europæiske tegneserieverdens fornemste hæder, den store pris på festivalen i Angouleme i 2009.

Blutchs virke er vidt forgrenet og har altid peget i nye retninger, fra humor til selvbiografi, historisk epik til surreel automattegning og (ubehagelig) voyeuristisk erotik. Set i den innovative sammenhæng kan det overraske, at han nu har signeret et opkog af en ældgammel børnetegneserie, Tim og Thomas – som også er blevet hans danske albumdebut.

Albumboom

Blutch og Robber: ’Men hvor er Kiki?’.

Saxo
Tim og Thomas – Tif et Tondu på fransk – handler om to mænd, der konstant og som oftest tilfældigt kastes ud i sælsomme eventyr af krimisnit, jævnet med lidt falde på halen-humor.

Serien stammer helt tilbage fra 1938, da den side om side med den også herhjemme så afholdte Splint & Co. var del af startopstillingen i det belgiske børneblad Spirou, som fortsat udkommer i dag. Skaberen var Ferdinand Dineur (1904–1956), men storhedstiden kom under Willy »Will« Maltaite (1927–2000), der tegnede den fra 1950’erne og frem til sidst i 70’erne i samarbejde med forskellige forfattere, for lang størstedelens vedkommende Rosy, men derefter særligt Maurice Tillieux (1921–1978).

I Danmark udkom en håndfuld af Wills historier under albumboomet sidst i 70’erne og begyndelsen af 80’erne, og nu udgives Tim og Thomas igen som del af forlaget Zooms nostalgibaskende tegneserielinje.

Læserne fra dengang er blevet voksne og pengestærke og hører for deres indre øre den tørre lyd af tegneseriealbums, der klasker mod hinanden i børnebibliotekets bladrekasser.

Det har ført til, at en lang række fransk-belgiske albumserier med et halvt århundrede eller mere på bagen nu (gen)udgives i stor stil, ofte i stive samlebind med ekstramateriale, henvendt til aldrende læsere, der nødigt vil slippe deres barndom.

En vis charme

Cobolt varetager kronjuveler som Tintin, Asterix og Blueberry; Faraos Cigarer har voksentegneserie-koryfæer som Moebius, Tardi og Hugo Pratt i porteføljen; og Zoom specialiserer sig i børneprodukter af anden og tredje sortering: ud over Tim og Thomas blandt andet Allan Falk, Blåfrakkerne og Sammy. I mangel på salgssuccesser af nyere dato, domineres det danske tegneseriemarked i dag således af oldsager. Fint nok, da mange af dem er gode, men måske ikke så holdbart i længden.

Zooms udgivelser spreder sig generøst over de forskellige perioder af Wills Tim og Thomas. Særligt Rosys manuskripter har en vis charme, men det er i visualiseringen de som regel ganske ordinære plots og gags lever.

Sammen med kolleger som Jijé, Morris og Franquin var Will nemlig med til at definere det, der skulle blive kendt som Marcinelle-skolen, opkaldt efter byen hvor Spirou-bladets forlag Dupuis holdt til. Den karakteriseres ved en spændstigt ført konturstreg og dynamisk bøjelige (og hos Will lavstammede og bredrøvede) cartoon-figurer indsat i semirealistiske omgivelser.

Will er mere spartansk end sine kolleger – der er mere plads, mere tomrum, i hans elegant designede 50’er-cool billeder. Det bliver særligt stærk når klarheden undertiden synes at dække over noget irrationelt eller fortrængt.

Det er dette underbevidste spor, Blutch hiver fat i. Han har tilbragt det sidste årti i stigende clinch med sine forbilleder, først inden for jazzmusik og film og nu tegneserier. Ærindet synes at være en lodning af eget sind – nostalgisk, javist, men også som selviagttagende analyse per kunstnerisk stedfortræder.

Hans samling af ensides parafraser over klassiske tegneseriesider, Variations, udkom i hjemlandet i 2017 – det er fra den, at hans pragtfulde Linda og Valentin-cover samme år blev hentet ind i Cobolts hyldestalbum til Christin og Mézières’ science fiction-klassiker, Ekstraordinære rejser i tid og rum.

Tim og Thomas synes at have været særlig betydningsfuld for ham, så han fortsatte stiløvelsen i selskab med sin lillebror, hvis tegneserienavn er Robber (f. 1971). Resultatet er historien Men hvor er Kiki?, først udsendt i tre sort-hvide føljetonbind og siden farvelagt og samlet i et album.

Det er det, der nu er oversat og udsendt på dansk af Zoom, desværre med den samme tørre maskintekstning de bruger i deres andre Tim og Thomas-bøger, hvilket er et stort tab i forhold til Blutchs organisk smukke håndtekstning i originalen.

70’er-chik

Vi befinder os i 70’erne, dengang Tillieux skrev serien, og de midaldrende hovedpersoner er nu blevet forfattere, som opsøger kriminalsager og omsætter deres oplevelser til knaldromaner – Blutch og Robber er gået så langt som til rent faktisk at skrive den roman, Tim og Thomas promoverer i tegneserien og udsende den separat (men ikke på dansk). I tegneserien hjemsøges vore to hovepersoner af nogle skumle herrer, der har kidnappet deres veninde, den blonde og overordentligt 70’er-chik grevinde Amélie af Yeu, alias Kiki.

Historien forløber efter genrens skabelon, med efterforskning, mordforsøg og skudvekslinger og håndgemæng; et par science fiction-elementer drysses ind over. Tim og Thomas’ meget overfladiske personlighedsforskelle accentueres morsomt og effektivt: førstnævntes anarkistisk-hedonistiske tendenser kontrasteres i sidstnævntes logiske alvor, men de homoromantiske muligheder, der ligger i præmissen om de to midaldrende samboer udforskes ikke.

Typisk for Blutch rumsterer længslen efter den idealiserede, uopnåelige kvinde snarere centralt i fortællingen, mens hans vanlige udforskning af kreativitetens natur tilsættes en subtil markedskritik.

Det kan læses helt straight som en underholdende spændingsfortælling, men ville ikke være lykkedes som parafrase, hvis ikke det var lykkedes at fange noget af den uudgrundelige magi, Will tangerede.

Og det gør Blutch, selvom hans stil er fundamentalt anderledes: han er en virtuos med penslen, præcis i skildringen af kropssprog og ansigtsmimik på en måde Will slet ikke er i nærheden af, men rammer ad helt andre veje end sit forbillede det mystiske og dragende billede på en måde, der gør, at man forstår hvorfor valget faldt på netop Tim og Thomas.

Desværre lægger den vage, dunkle farvelægning en dæmper på det hele, men det ændrer ikke på at han tegner Hausmanns Paris, såvel som byens betonforstæder, som var det i en drøm, mens hovedpersonernes anonyme men godvillige cartoon-ansigter spejles i skurkenes skrækkeligt fordrejede, stirrende fjæs. Som i enhver god kriminalroman, er der undertrykte følelser på spil helt ud i detaljeringen.

Blutch og Robber: ’Men hvor er Kiki?’. Forlaget Zoom, 198 kroner.

Forlaget Zoom har i øvrigt udgivet en lang række klassiske album med Tim og Thomas: et godt sted at starte kunne være Samlebind 1: ’Villa Sorgløs/Det grønne stof/Tim i Hopla,’ der samler tre klassiske historier.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her