Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Tegningerne gør vinderen af Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris prisen værd

Jenny Lucanders farvemættede, men lette tegninger i ’Vi är lajon!’ er en pris værd, mens Jens Mattssons tekst lyder som noget, vi kender på godt og ondt
Jens Mattsson har nogle tankevækkende observationer af forældrenes sorg og afmagt, der ligesom udspiller sig i udkanten af brødrenes synsfelt.

Jens Mattsson har nogle tankevækkende observationer af forældrenes sorg og afmagt, der ligesom udspiller sig i udkanten af brødrenes synsfelt.

Illustration: Jenny Lucander/fra bogen

Kultur
30. oktober 2020

To brødre, der gennemlever sygdom og sorg ved at flygte ind i en fantasiverden, hvor de sammen går på eventyr og føler sig frie. Lyder det som noget, du har hørt før? Bogen er på svensk og har noget med løver i titlen?

Okay, okay, nu driller jeg, men intertekstualiteten i Jens Mattsson og Jenny Lucanders Vi är lajon (også udkommet på dansk som Vi er løver på ABC-forlaget, red.), der i denne uge blev tildelt Nordisk Råds Børne- og Ungdomslitteraturpris, er ikke mere subtil, end at en seksårig ville kunne fange den. Men det er der selvfølgelig også noget positivt ved. Hvorfor skal den slags anledninger til vidende fingerprikken på næsen, når man lugter referencer til allerede kendte værker, være forbeholdt den voksne (med)læser?

Jens Mattssons og Jenny Lucanders brødre elsker at lege, at de er løver. De knurrer, brøler og kradser og springer rundt og jagter gnuer i et savannelandskab i den ene side af opslaget, mens mor og far sidder i havestole i den anden og kigger på mobiler og slapper af. Men en dag kan den ene bror ikke lege med mere, fordi han er syg. Faktisk er han så syg, at han til sidst må flytte ind på hospitalet. Den raske bror fortæller. At »mor siger, at medicinen skal gøre ham rask, men at han kommer til at miste sin løvepels«.

Mor og far bakker tydeligvis op om det, de to brødre har sammen i deres leg, men de og lægerne har en grænse. Det har brødrene ikke, og Jens Mattsson beskriver nænsomt den forståelse og solidaritet, der er mellem brødrene. De forstår, at de begge har brug for, at legen fortsætter.

Den raske løvebror befrier en dag den syge fra hospitalssengens bur, og de jager gamle gnuer på gangene. Da den raske leger og brøler på hospitalsstuens badeværelse og spilder vand over det hele, siger forældre og læger nej og skælder ud, mens den syge og afkræftede bror giver et svag brøl fra sin seng og former fingrene som kløer.

Intet nyt tema

Jens Mattsson fortæller fint fra den raske brors perspektiv i en balance mellem fantasi og hospitalsstue og i anerkendelse af betydningen af leg, og han har nogle tankevækkende observationer af forældrenes sorg og afmagt, der ligesom udspiller sig i udkanten af brødrenes synsfelt: »Mor ryster som om hun fryser. Far ordner blomsterne, selv om de allerede er fine. Løver kan ikke græde.«

’Vi är lajon!’: Jens Mattsson og Jenny Lucander (ill.).

Men sygdom i børneperspektiv er ikke noget nyt tema i børnelitteraturen (nogle gange kan det føles sådan, at der blandt de bedste børnebøger lige nu næsten ikke findes andet end sygdom og andre alvorlige temaer som ensomhed og død), og jeg har set det gjort mere velskrevet og originalt.

For eksempel i Jesper Wung-Sungs roman Ud med Knud, hvor 12-årige Williams kræftknude manifesterer sig som den irriterende hemmelige ven Knud, som William har lange samtaler med og både ønsker forsvinder, men ikke helt ved, hvem han selv er uden.

Wung-Sungs roman var nomineret til Nordisk Råds Børne- og Ungdomslitteraturpris i 2014, men vandt desværre ikke. Hvad ingen dansk bog i øvrigt har gjort, de otte gange det har været muligt, siden prisens indstiftelse i 2013. Jens Mattsson er svensk, og bogen udkom egentlig første gang i Sverige, men Jenny Lucander er finlandssvensker bosat i Helsinki, og bogen er nomineret fra Finland.

Tegningerne er prisen værd

Hvad der til gengæld er ret fantastisk og originalt i Vi er lajon, er Jenny Lucanders illustrationer. Jenny Lucander har også været nomineret tidligere. I 2016 var hun sammen med forfatter Sanna Tahvanainen nomineret for Dröm om drakar, der ligeledes udspillede sig et sted mellem fantasi og virkelighed.

I Vi är lajon er nutiden til stede i form af mobiltelefoner og andre moderne fornødenheder som drop og hospitalssenge, men samtidig er savannen og brødrenes fantasiverden konstant til stede i mønstrene og farvepaletten. De imponerende og farvemættede landskaber føles lette og overvældende på én gang. Perspektiverne skifter og bruger løs af de muligheder, som bogens form (der passer perfekt i størrelse til at slå op i med et barn på skødet) giver.

Konturerne af dyr, mennesker og ting er tegnet med en sytrådstynd streg, men alt fyldes dejligt mættende med ofte kontrasterende farver. Nøgne træstammer i et lilla mønster, der synes levende og organiske som oliedråber på vand over for savannens orange jord, hvor penselstrøg træder tydeligt frem og skaber naturlige kantede formationer i landskabet.

Ansigtsudtryk og kropssprog er så præcist og rørende formidlet, at man næsten ville ønske, at teksten ville tie stille og lade tegningerne fortælle, hvad der foregår i den ulykkelige, men alligevel lykkelige familie. Morens modfaldne blik, da hun piller store klumper af løvepels ud af hårbørsten.

Hun er i Lucanders tegning både vred, fortvivlet, modløs og stærk. Brødrene ses i intense samtaler med hovederne helt tætte og fulde af opmærksomhed, som var de de eneste to i universet, der forstår hinanden. Som om intet kan skille dem ad. End ikke døden. Ja, Jenny Lucanders tegninger er bestemt Nordisk Råds Børne- og Ungdomslitteraturpris værdig.

’Vi är lajon!’: Jens Mattsson og Jenny Lucander (ill.), Förlaget M, 26 sider, 150 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her