Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

The Microphones favner det mindste og det største på fuldbyrdet mesterværk

Phil Elverums nye album er et overvældende musikalsk langdigt, der bøjer tiden som et spolebånd
Phil Elverum var først The Microphones, siden udgav han plader under navnet Mount Eerie, og nu vender han tilbage til The Microphones.

Phil Elverum var først The Microphones, siden udgav han plader under navnet Mount Eerie, og nu vender han tilbage til The Microphones.

Katy Hancock

Kultur
2. oktober 2020

I slutningen af 2002 sad den amerikanske musiker Phil Elverum i en hytte i Nordnorge. Her skrev han The Microphones (navnet han hidtil havde udgivet musik under) på en lap papir og brændte det for at markere en overgang til noget nyt.

Dette nye blev Mount Eerie – et projekt, hvis navn antydede en bevægelse væk fra det intime rum og den skrøbelige slackerfolk hen mod en sublim erfaring af naturen og kosmos tilsat inspiration fra blandt andet norsk black metal og kosmisk tysk krautrock.

Med tiden vendte det intime og tyste dog tilbage i en hjemsøgende og netop eerie form, da Mount Eerie blev kanal for et intenst sorgarbejde på hovedværket A Crow Looked At Me og den efterfølgende Now Only.

Begge plader borede sig smerteligt ned i tabet af kæresten, som døde af kræft, og er med rette blevet hyldet som milepæle inden for musikalsk sorgarbejde. Men hvor går man hen efter dette?

Tidens flod

I sin egen krøllede logik vender Elverum tilbage til The Microphones med et album, der slet og ret hedder The Microphones in 2020 – og man fristes til at læse en betydning ind i, at 2020 også er et talmix af 2002, hvor navnet gik op i røg.

Albummet er nemlig et værk, som beskæftiger sig med tiden som paradoks. At tiden flyder som en flod, men at der alligevel kun findes et vibrerende nu i konstant genfødsel. Eller som han konkluderer helt til sidst på albummet: »Now only and there’s no end«.

Alle hans sange har egentlig været én sang med dette mantra. Man bemærker, at det peger direkte tilbage på albummet Now Only, og her bliver det tydeligt, at genopfindelsen af The Microphones ikke er et forsøg på at spole tiden tilbage til før traumet. Snarere er der tale om et forsøg på at bøje tiden.

Elverum, der elsker gamle båndoptagere, bruger spolebåndet som en metafor for tiden og nøjes ikke kun med at spole mellem forskellige tider, han klipper dem også sammen på ny og fletter dem i evighedsloops.

Hjertets renhed

Now Only indeholdt sangen »Distortion«, en 11-minutter lang meditation, der oprullede Elverums erfaring med døden – fra barndommens vage forestillinger til den brutale tilstedeværelse i tabet af kæresten. Dén sang er også en nøgle til The Microphones in 2020, som tager ideen til radikal yderlighed.

»One long song recorded nowhere between May 2019 and May 2020« hedder det i albumnoterne. Bag dette nøgterne statement gemmer sig et overvældende musikalsk langdigt, der med projektets sans for talmagi rammer 44:44 minutter.

En sang, som klipper mellem forskellige aldre og erindringsspor, og ligeledes mixer det mindste og største i en personlig kosmologi, hvor de spæde forsøg i lydstudiet flettes sammen med erfaringer af universet, der presser sig mod det nøgne ansigt.

På samme måde binder albummet bro mellem den tyste akustiske sangskrivning (albummet indledes med en næsten otte minutter lang minimalistisk guitarintro) og interessen for spøgelsesklingende lydcollager.

I et langt og smukt afsnit udfoldes en ungdommelig epifani i biografen med kampsports-filmen Tiger på spring, drage i skjul. Af filmen lærer Elverum, hvordan hjertets renhed kan transcendere tyngdekraften.

Den renhed når han selv frem til på dette fuldbyrdede mesterværk, der transcenderer både tyngdekraften, tiden og således måske også døden.

The Microphones: ’The Microphones in 2020’ (P.W. Elverum & Sun).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her