Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

To danske kvinder leverer synthpop mellem skarpsyn og febervision

To danske kvinder i fyrrerne finde meninger både i livet og popmusikken. Marie Key gør det, så vi klukler over hendes observationer, mens Kh Marie har bygget en stor poetisk-syntetisk popvision
Kultur
23. oktober 2020
Marie Højlund alias Kh Marie.

Marie Højlund alias Kh Marie.

Alva Le Febvre

I gamle dage var det den akustiske guitar, som man fortalte om sit liv med. Det var her, man bekendte sine kvaler og sine synder. Satte akkorder til kærlighed og indignation. »This machine kills fascists,« stod der på folk-mesteren Woody Guthries guitar. Senere kunne der for eksempel på Joni Mitchells akustiske guitar have stået »Denne maskine blotter sjæle.«

I dag er det synthesizeren eller laptoppens klange, der danner baggrund for jegsangene.

I tilfældet Marie Koldkjær Højlund alias Kh Marie sker det i et højstemt leje på hendes fremragende solodebutalbum intet er nok, som har aner i 80’ernes synth- og dreampop. Men det gør også brug af klokkespil, glasklange og dybdeperspektiver ned gennem tiderne – fra 00’ernes autotuning over »blå bjerges« 10’er-EDM-hoppende melodilinje til den 70’er-disko-erotiske bassynth på »ind i mørket.«

Synthesizerne har en fysisk, mørk, ofte næsten muskuløs tilstedeværelse på intet er nok. En rig fauna af elektrificerede klange, ofte udbygget med konventionelt trommesæt.

Marie Key.

Marie Key.

Morten Jerichau

Anderledes med Marie Key og hendes nye, fine album, der helt enkelt hedder Marie Key. Her er beatene programmerede til et moderne enkelt, slankt og transparent soundtrack leveret af Andreas Sommer, producer gennem nu fire albummer for Marie Key. Som er en beleven dame under behageligt, lyshjertet syntetisk, på ingen måde anstødelig ledsagelse gennem sine sange.

»Der er ingen ordspil her
Det er ren kliche
Det er bare true love.«

Kh Marie formulerer – sammen med digteren Morten Søndergaard – et heftigere poetisk tekstlandskab. »Syng bjergenes ventesang / Ilden brænder sødt ud af mørket / Tror du, vi leger på kanten af klippen?,« synger hun.

Marie Højlund alias Kh Marie.

Marie Højlund alias Kh Marie.

Alva Le Febvre

Hos Marie Key er der mere glimt i øjet, ja, nogle gange kan Maries monologer godt have lidt suppe, steg og is over sig – på en yderst charmerende måde. For pokker, hun er jo en fremragende tekstforfatter, der glider af på det højstemte, når hun finter sig til finurlige kombinationer. FC Barcelona hives ind som reference, når et forhold knager. Parterne spiller ikke ordentligt sammen. Men der er også mørke økonomiskpolitiske betragtninger:

»Nu’ der fest i kontoret på den øverste gang
Men nede hos os er alt stort det samme
Vi sidder i mørket, klar og parate
Venter i spænding på at showet skal starte.«

Mening i corona-lockdown

40-årige Marie Højlund har været i vælten i snart 20 år. Hun har tidligere slået sine folder i spradebasse-indiepopbandet Tiger Tunes – der vandt musikkritikernes Steppeulven-pris som årets håb i 2004 –  samt det artpop-eksperimenterende Marybell Katastrophy. Hun har også for nylig i et par år været keyboardist i Nephew. intet er nok er hendes solodebutalbum, og det er hendes hidtil mest lettilgængelige arbejde. Og også dét klæder hende.

41-årige Marie Key Kristiansen startede i 2005 med sindig indiefolk i Marie Key Band og fandt sin aktuelle synthpopsoloform i 2011 med debutalbummet I byen igen. Her på hendes femte album står den stadig på glasklare synthesizere, enkle elektroniske beats, luftige melodier, der kan nikke til Mikael Simpsons elektroniske storbyblues. Endda med undtagelsesvis guitar.

Key rammer sin tekstlige storform på »Biler‹. »Engang løb vi alt, vi ku’ / Men vi ved bedre nu,« synger hun. Så kører hun langsomt gennem byen, folk spiller musik fra bilerne, der sker ingenting i det her land, konstaterer hun. »Jeg drømmer om Clinton / Han siger, man rammer bunden, når man gør det rigtige af de forkerte grunde.« Synthesizerne rejser sig med en hymnisk melodi. Så finder hun personlig frelse i den første corona-lockdown. »Siden de lukkede lortet ned / Har jeg endelig fundet mig selv.«

Marie Key.

Marie Key.

Morten Jerichau

Nøgtern versus henført

Marie Key er en finurlig, nøgtern fortæller og en stabil sanger uden så meget hurlumhej; en leverpostejsfarvet stemme med rigelig komisk og sproglig garniture til at gestalte et højt belagt festmåltid.

Marie Højlund er en smukt henført sanger, der lader sin stemme hviske, bøje, autotune, opklippe.

Marie Højlund og digteren Morten Søndergaard har skrevet teksterne sammen, og de er også mindre jordbundne end Keys vandreture. De er baseret på de ganske erotiske tekster i »Højsangen« fra Det Gamle Testamente og vælger fugleperspektiver, selv når det gælder kærligheden: »En dag vil du komme og lande som en drone i mit navn.«

Musikalsk er Kh Maries album et langt mere givende og sammensat bekendtskab, ja, en musikalsk rejse, otte numre, 29 minutter, der bølger frem og tilbage mellem eksperimenterende dance-pop og popglimtende kunstmusik.

»Sorte bølger« mixer meget passende Philip Glass og The Knife, mens fortsættelsen »sorte sorte bølger« er en slags mix af Philip Glass og Ennio Morricone ledsaget af Århus Teaters Kor. Og her som andre steder på pladen er vi ude i en betagende forskning i melodiske og harmoniske eventyr. I samarbejde med medsangskriver Klaus Q Hedegaard Nielsen giver Højlund vores popforståelse fortryllende feber.

»Vi åbner en dør mod den hvide støj,« synger hun på »ind i mørket« – Kh Maries sublime og stærkt dansable popsang. Et frækt stivbenet vers og et falsetsunget omkvæd, der midtvejs gennemlever et sindssygt smukt toneartskift – hvor denne anmelder er ved at dø. Og så er der en hastigt buldrende muskulatur nede i basregionen, der får hofterne til at flekse forbistret.

Det lyder som 80’er-synthpop-bandet Rocazino produceret af 70’er-disko-geniet Giorgio Moroder og med det franske supersanselyriske 60’er-popikon Françoise Hardy ved mikrofonen. Og det er virkelig ment som et kompliment.

Marie Højlund alias Kh Marie.

Marie Højlund alias Kh Marie.

Alva Le Febvre

Der er visdom i begge udtryk

Det er ikke dansen, der trænger sig på hos Marie Key, det er derimod en sindig, lun og skarp fortæller, der observerer livets forskydelser og fortrydelser.

Marie Key får dig til at klukke over livsens gang, Kh Marie får dig til at lukke øjnene og drømme.

40-års-krisen kradser ikke hos nogen af de to kvinder. Bevares, Key noterer sig, at hun ikke kysser nok mere, men der er også masser af håb. Og Kh Marie synes stadig at brænde sig på livet.

»Jeg vil se himlen dryppe
Af kaos og granat
Vi vil vække
De sovendes hjerter,« synger hun.

Der er visdom i begge disse udtryk. Og kan man som voksen forlange mere end dette krydsfelt mellem Keys skarpsyn og Kh Maries febervisioner? Mellem erfaring og fantasi?

Kh Marie: ’intet er nok’ (Escho)

Marie Key: ’Marie Key’ (Sony Music Denmark) Udkommer den 23.10.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her