Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

To danske kvinder leverer synthpop mellem skarpsyn og febervision

To danske kvinder i fyrrerne finde meninger både i livet og popmusikken. Marie Key gør det, så vi klukler over hendes observationer, mens Kh Marie har bygget en stor poetisk-syntetisk popvision
Kultur
23. oktober 2020
Marie Højlund alias Kh Marie.

Marie Højlund alias Kh Marie.

Alva Le Febvre

I gamle dage var det den akustiske guitar, som man fortalte om sit liv med. Det var her, man bekendte sine kvaler og sine synder. Satte akkorder til kærlighed og indignation. »This machine kills fascists,« stod der på folk-mesteren Woody Guthries guitar. Senere kunne der for eksempel på Joni Mitchells akustiske guitar have stået »Denne maskine blotter sjæle.«

I dag er det synthesizeren eller laptoppens klange, der danner baggrund for jegsangene.

I tilfældet Marie Koldkjær Højlund alias Kh Marie sker det i et højstemt leje på hendes fremragende solodebutalbum intet er nok, som har aner i 80’ernes synth- og dreampop. Men det gør også brug af klokkespil, glasklange og dybdeperspektiver ned gennem tiderne – fra 00’ernes autotuning over »blå bjerges« 10’er-EDM-hoppende melodilinje til den 70’er-disko-erotiske bassynth på »ind i mørket.«

Synthesizerne har en fysisk, mørk, ofte næsten muskuløs tilstedeværelse på intet er nok. En rig fauna af elektrificerede klange, ofte udbygget med konventionelt trommesæt.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her