Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

To rockbands leger helt ulig hinanden i hver deres ende af Udkantsdanmark

Himmelrum med bornholmske rødder og Hugorm fra Klitmøller markerer modpoler i dansk rock. Himmelrum bygger komplicerede verdener og lader lytteren træde nærmere. Hugorm støber kugler til maskingeværfortællinger – og rammer en gang imellem
Himmelrum bygger komplicerede verdener på deres nye og strålende album ’Vand, død & ensomhed’ og lader lytteren træde nærmere.

Himmelrum bygger komplicerede verdener på deres nye og strålende album ’Vand, død & ensomhed’ og lader lytteren træde nærmere.

Malthe Folke Ivarsson

Kultur
27. oktober 2020

Pressebillederne til Hugorm og Himmelrums nye albummer taler deres eget tydelige sprog om, hvor langt fra hinanden i det rockmusikalske spektrum, de to bands befinder sig – endda fra hver deres ende af Udkantsdanmark

Hugorm fra Klitmøller – også kendt som Cold Hawaii – i Nordvestjylland ligner på de kornede fotos nogle lidt ældre, smarte, men bistre kulminearbejdere, der har fundet ud af, at råstoffet, de udvinder, kan bruges som eyeliner.

Ret så macho.

Især sammenlignet med de unge mænd i Himmelrum, der har udspring på Bornholm. De deler et jordfarvet lagen, der kan ligne et bjerg. Bagtæppet er hvide skyer og blå himmel. Fire unge, forpjuskede herrehoveder stikker op ad stoffet med uskyldige ansigtsudtryk, omgivet af tørrede blomster.

Trioen Hugorm signalerer, at de ikke gider mere pjat, det har de også mere eller mindre sunget på EP’en fra tidligere i år med den sigende titel Folk skal bare holde deres kæft. Deres aktuelle og pletvist gode debutalbum Kom vi flygter handler ikke så meget om at lytte som om at ytre sig.

Kvartetten Himmelrums tredje, nye og strålende album Vand, død & ensomhed føles mere som en undersøgelse, en søgen efter noget uhåndgribeligt.

Det er to vidt forskellige legestuer.

Hugorm – PR-foto

Hugorm – PR-foto

Klangligt krudt og ukrudt

Himmelrum består af Casper Ørum Munns, Eigil Pock-Steen Jørgensen, Carlo Janusz Becker Lauritsen og Matias Uttenthal Milling.

Deres nye album starter i fuldt firspring ud over stepperne med elguitarer, der glimter i solen, mens de gjalder deres riffs. Åbningens målrettede fornemmelse af fart er ikke sigende for det langt mere komplicerede eventyr, som siden hen skal udfolde sig på det syv numre lange, overvældende album.

Det efterfølgende nummer »Kære Blå, sender sonar!« er således en androgyn eller pankønnet forunderlighed, der med sit funky beat og støjende guitar kan minde om baggytripperne Happy Mondays, men mest om støjrockguderne My Bloody Valentine.

Det er i det hele taget i høj grad 90’ernes britiske støj- og shoegazerock, som farver Himmelrum. Og hertil en ny psykedelia, som man kan opleve hos newzealandske Connan Mockasin og australske Tropical Fuck Storm.

Tag den over ni minutter lange »Usynlige Ven«, der starter som en økologisk serenade for trompet og elguitar, før det hele kollapser i amok. Der så modsiges igen og igen af en ny orden af mærkværdigt stemte elguitarer og klangbehandlede stemmer. Tese-antitese med masser af klangligt krudt og ukrudt.

Og så er der den forunderlige, instrumentalt tredelte »Blodbøg«-suite, der starter instrumentalt som en fauna, der nysgerrigt udforskes, for så at bygge overvældende bjergmassiver og meditative dalsænkninger med både syntetisk og elektrisk bevoksning.

Himmelrum – Foto: Malte Ivarsson

Himmelrum – Foto: Malte Ivarsson

Malthe Folke Ivarsson

Simulerer en galop

Hugorm består af Nephews frontfigur Simon Kvamm samt Árni Bergmann Jóhannsson og Morten Gorm. De startede som et fritidsprojekt i en garage, men legen blev snart alvor.

Det første nummer på deres debutalbum Kom vi flygter sætter ud over en syntetiske prærie med nik til den afdøde EDM-helt, svenske AVICII. Han var ferm til at mixe westernguitar og elektronik, og det er Hugorm også her på »Træmand«.

Synthesizere dirrer omkring den simple guitarfigur, mens beatet simulerer en galop og Kvamms stemme synger om at være ude, ikke hjemme. »Der er et godt stykke vej fra mit hjerte til dig.«

Nephew spøger i mixet og dermed også 80’erne, tidlig synthpoppet TV-2 og Kliché – og det lykkes o.k. på den peppede »Kigger væk.«

Men så er der også »Der er sket noget« med Benals frontrapper Benjamin Hav som gæst, der lyder som et outtake fra en Queens of the Stone Age- eller sen Nine Inch Nails-plade.

Kom vi flygter er således også anstrengende lytning, for meget angreb. Det er overtalelse, ikke overvældelse.

Som Emil fra Lønneberg

I min verden er Hugorm klart bedst, når der er lidt mere rum og ro i sangene, når de ikke lader den endimensionelle fysik overtage helt.

»Charles« er for eksempel en smuk tusmørkesang, klædeligt afdæmpet, spartansk. En hviskende synthesizer, et mumlende maskinbeat. Ikke ueffent. Og så smadres det af nogle hårde rockudstansninger tilsat mandestøn. Siden fløjtes der efter noget.

Det er et velfungerende jeg-opgør: »Kigger efter piger, det er sådan jeg er / Ruller mig i græsset, ruller mig i lig, ruller mig i lort / Det er sådan jeg er.«

Der er undersøgelser af maskulinitet, og der er skænderier med verden. Personligt foretrækker jeg førstnævnte. Som når hovedpersonen i »Træmand« sidder som Emil fra Lønneberg i sit værksted og snitter træmænd. »Der er ikke noget, der kan få mig ud.«

Hugorm – PR-foto

Hugorm – PR-foto

Himmelrum er af en ny generation med en mere flydende verdensforståelse. »Smelter du mig om / Til min dragt, min alleryndlingsdragt / Må jeg få dig på i dag?,« lyder det på »Kære Blå, sender sonar!«

Og på »Nerve«: »Så please bare bid i min finger / Når den rækker fuck ad jer / Jeg håber det er okay at jeg snakker til jer.«

Hugorms tekster er sjovere, mindre poetiske og i en nærmest overstadig leg med enderim. »Du gik igennem hoveddøren med mig / Ud i et krat der blev en sti der blev en vej / Vi havde en klub med en kode og et why,« lyder det på »Der er sket noget,« der fortæller om et venskabstab.

Og på »Kong Alkohol« besynges beruselsen. »Satser kun på fredag / Lige som Robinson gjorde det.« Og så pumper beatet som et lokomotiv.

Himmelrum bygger komplicerede verdener og lader lytteren træde nærmere. Hugorm støber kugler til maskingeværsfortællinger og rammer en gang imellem.

Himmelrum: ’Vand, død & ensomhed’ (The Big Oil Recording Company).

Hugorm: ’Kom vi flygter’ (Warner Music Denmark)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her