Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Trude Marsteins roman om en kvindes liv er som en mavepuster af skuffelser og livskraft

Lige så trist som romanen kan være, når hovedpersonen Monika oplever sorg, lige så opløftende og livsbekræftende er den, når hun igen mærker intens lykke. Det er lidt som en besættelse på den måde at komme helt ind under huden på et andet menneske
Kultur
2. oktober 2020
Det er i de små observationer, at Marstein brillerer. Hun er mesterlig til at beskrive menneskelige interaktioner og følelser, for eksempel de komplekse dynamikker imellem familiemedlemmer.

Det er i de små observationer, at Marstein brillerer. Hun er mesterlig til at beskrive menneskelige interaktioner og følelser, for eksempel de komplekse dynamikker imellem familiemedlemmer.

Gyldendal

Der findes en gammel norsk barneleg, hvor man holder en bunke sand i hånden og siger: Så meget havde jeg. Så kaster man det op i luften, mens man hurtigt vender hånden, og om det der falder uden for håndryggen, siger man: Så meget gav jeg væk. Til sidst kaster man igen og griber de sidste sandkorn i den åbne håndflade: Så meget fik jeg tilbage.

I Trude Marsteins roman Så meget havde jeg følger vi Monika, fra hun er 13 år gammel i 1973, til hun er 57 år gammel. Romanen handler om de chancer hun får, som hun griber eller ikke griber. Om alt det, hun ikke kan bestemme på forhånd, men som ganske enkelt bare er – livet.

Der er mange mænd i Monikas liv. Tollef, den søde ungdomskæreste, som senere skal blive én af hendes nærmeste venner; Roar, den gifte mand, som hun har en årelang affære med; Geir, som hun får en datter med i en relativt sen alder; Trond Henrik, den selvmedlidende forfatter, som hun forelsker sig hovedløst i.

Romanen er elegant komponeret, for hvert kapitel springer vi et par år frem – Marstein flytter Monika overbevisende fra livssituation til livssituation – og undervejs ser læseren, hvad der er sket i de mellemliggende år. Nogle gange er Monika præcis det sted i livet, hvor hun gerne vil være. Andre gange er hun på vej ud af et forhold, tungsindet og rastløs, og skal starte forfra fra bunden igen. Hun bosætter sig et sted med en ny mand og tænker: Her kan jeg blive for evigt. Og så kommer livet i vejen igen, ting forandrer sig.

De små observationer

Det er i de små observationer, at Marstein brillerer, i det hverdagslige. Hun er mesterlig til at beskrive menneskelige interaktioner og følelser, for eksempel de komplekse dynamikker imellem familiemedlemmer. Monika er den yngste af tre søstre. Mens Elise og Kristin følger forældregenerationens forventninger, gifter sig tidligt og får børn og tager solide uddannelser, er Monika den evige lillesøster med værdier og drømme, som afviger fra deres.

Romanen er først og fremmest et portræt af en familie. Af forældrene, som har deres egne sorger og længsler, og af den fantastiske tante Liv. Hun er en slags forsonende engel, men lever også med tragedie. Hun og Monika er familiens outsidere – et skæbnefællesskab, som kan vække både afsky og omsorg.

Der er noget genkendeligt, næsten nøgent ved Marsteins fremstilling af personerne, og der er megen humor i de skarpe afsløringer af, hvordan folk opfører sig. Den måde de sårer hinanden på, tilsigtet eller utilsigtet; hvordan magtforhold forskubbes; alt det man først ser i eftertid, i takt med at man bliver ældre. På et tidspunkt tænker Monika, efter i mange år at have haft et anstrengt forhold til Elises mand: »For at foragte ham så meget som jeg gør, skal der ligge en accept og en ømhed til grund.« Hendes forståelse af den ældste søster forandrer sig også over tid. Hvis Elise havde bifaldet Monikas livsstil, ville hun samtidig, på en måde, have undermineret sin egen. Hvad skulle Elise have stillet op med alt det, hun selv har fundet sig i, hvis man bare, som lillesøsteren, kan rejse sig og gå?

Som en besættelse

Så meget havde jeg strækker sig tålmodigt over 500 sider, og det er lidt som en besættelse på den måde at komme helt ind under huden på et andet menneske. Monika vil ikke stille sig tilfreds, og ofte går hendes uro ud over andre. Om en utroskab, som får konsekvenser for den kernefamilie, hun møjsommeligt har bygget op, tænker hun: »Hvorfor gjorde vi det? Fordi vi kunne.« Hun er til tider ensom, men hun er ikke den eneste – også de personer i romanen, som har fulgt alle spillets regler, som har sikret deres fremtid med job, partner og barn, kan pludselig stå på bar bund.

Tidligt i romanen siger tante Liv til Monika, som oplever sin første hjertesorg, at en dag vil det virke mindre vigtigt, hun vil glemme det, men det betyder ikke, at hendes følelser ikke er ægte og stærke lige nu. Det forekommer mig at være en af romanens sandheder. »Man lever jo ikke livet for at sidde tilbage med en gevinst,« som Tollef siger et sted, er en anden.

Man kan læse romanens titel som, at Monika har haft så meget, eller muligheden for så meget, men at hun har mistet det eller sløset det bort. Der er noget vemodigt og nærmest brutalt ved romanen, som til tider kan være hård at læse, som en mavepuster. Fordi alting virker så tilfældigt; der er ingen garantier i kærlighed. Men man kan også læse titlen på en anden måde: Så meget fik hun tilbage. Når vi forlader Monika, er hun kun lidt over halvvejs i livet. Hun har gået sine egne veje. Hun er hensynsløs, selvstændig, utålmodig og lidenskabelig.

Lige så trist som romanen kan være, når Monika oplever sorg, lige så opløftende og livsbekræftende er den, når hun igen mærker intens lykke. Hun er hele tiden i bevægelse: »Stormen af skuffelse, der raser inden i mig, vil gå over. Jeg vil blive et ordentligt menneske igen. Og jeg har mit barn i behold.«

Trude Marstein: ’Så meget havde jeg’. Oversat af Sara Koch. Gyldendal, 494 sider, 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her