Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Uhyggen fortsætter ubønhørligt i anden roman af Solvej Balles syvbindsværk

Solvej Balle viderefører med konsekvens sin »spekulative« fortælling om den ensomme rejsende Tara
Uhyggen fortsætter ubønhørligt i anden roman af Solvej Balles syv planlagte om tiden, Tara og tilværelsen.

Uhyggen fortsætter ubønhørligt i anden roman af Solvej Balles syv planlagte om tiden, Tara og tilværelsen.

Sarah Hartvigsen Juncker

Kultur
9. oktober 2020

Uhyggen fortsætter ubønhørligt i anden roman af Solvej Balles syv planlagte om tiden, Tara og tilværelsen. I den første del, som udkom i februar i år, vågnede jegfortælleren hver morgen op til den samme dag, attende november. Der var på besynderlig måde opstået en »defekt i tiden«, således at den gik og alligevel slet ikke gik. Men hvor andre mennesker roligt gik rundt og troede, at de oplevede den attende november for første gang, fuldt overbeviste om, at i går var den syttende, var Tara som den eneste anbragt i loopet, sløjfen, gentagelsen.

Hvad var der dog sket? Måske, som der står i den nye bog, »en slags overblænding eller en parallelforskydning, en slags indfletning måske« af den ene tid i den anden.

’Om udregning af rumfang II af Solvej Balle

’Om udregning af rumfang II af Solvej Balle

Hjemvendt fra Paris til Clairon-sur-Boir i det nordlige Frankrig forsøgte hun at genoptage den daglige tilværelse med sin mand Thomas, men måtte til sidst erkende, at hun var henvist til at søge efter en udvej alene. Før var de et velfungerende topersonersfirma i sjældne og dyre antikvariske bøger, »rejsende og elskende, købende og sælgende«. Men nu er de to personer og lever i hver sin verden.

Som konsekvens heraf begiver Tara sig i bind to ud på en rejse gennem Europa i den hensigt at opleve tiden gå på ny. Hun vil finde vinter, ja, ikke bare det, helst »vinterens kerne, ærkevinter, vinteressens, vinterkoncentrat«, og da hun har opnået det, i det nordlige Norge, ønsker hun, det samme skal ske med forår, sommer og efterår.

Taras helt personlige årstidsmaskine

Dette giver Solvej Balle rig lejlighed til i sin sprøde, sensitive, fænomenologiske mesterskrift at indfange netop selve det vinteragtige ved vinteren og det særegne ved alle årstiderne til trods for, at rejsen egentlig er Taras helt personlige årstidsmaskine, konstrueret ud fra princippet, at vil hun have årstider, ja, så må hun pinedød opbygge dem selv: »Jeg ønsker kølig forårsblæst og lunere vinde. Jeg ønsker marts og april og lav forårssol. Jeg ønsker mildt solskin og påskedage. Jeg ønsker maj og varme. Jeg ønsker juni og juli og august, men kun hvis de kommer efter vinter og forår. Jeg ønsker sommer og strand. Jeg ønsker dage i alt for varmt solskin og lune aftener. Nætter, hvor man kan sidde ude ved midnat og lytte til natten.«

Noget af alt dette opnår hun faktisk, skønt hun, som der mod slutningen står, er »faldet i tidens beholder« og stirrer gennem åbningen i den op til en verden, som er gået tabt. At hun også efterhånden må blive yderligt opmærksom på småbitte tegn på, at hun i modsætning til andre hele tiden ældes en smule, følger af hele konceptet.

Nænsom fremskrivning af menneskelivets mangfoldighed

Det virker for anmelderen nærliggende at tage konsekvens på Solvej Balles ’spekulative fiktion’ og fortolke romanværkets »rationelle delirium« som metafor for nutidens store hukommelsestab, vor provinsialisme i tid, vor fremmedhed over for alt det, som ikke er moderne og splinternyt.

Endvidere forekommer det oplagt at læse Taras fragmentariske optegnelser som manifestation af skriften og bogen som det eneste bestandige i en verden, hvor alt ellers forsvinder. Eller man kan vælge en tilgang i slægt med teorierne om ’ny materialitet’ og hæfte sig ved romanens specielle opmærksomhed for ting. Men gør man læsninger som disse til hovedsagen, misser man noget af det vigtigste ved værket: en nænsom fremskrivning af menneskelivets mangfoldighed ud fra fortællerens absurde og dog dybt meningsfulde møder med tilfældige mennesker.

Balles herligt u-manierede brudstykker

Tara lytter i togene til folks snak i mobiltelefonen og hører blandt andet om en kvinde, der har haft indbrud i sit hus, og en ung kvinde, som er blevet forladt af sin kæreste. Og jegfortælleren tager hjem til sine forældre i Bruxelles og holder juleaften med dem og sin søster, omendskønt de andre jo stadig befinder sig i den fatale attende november. Den rejsende fremmede, som er henvist til et liv blandt skygger, giver på en måde liv til skyggerne, samtidig med at hun på ret så uhyggelig måde fortærer deres materielle verden: Fordi alle de andre tror, at de vågner op til en splinterny, er hun nødsaget til at slette sine spor og eksempelvis vælge en ny slags te på cafeen hver morgen.

Netop en café, i Düsseldorf i øvrigt, udgør i sidste afsnit skuepladsen for en hændelse, som ser ud til at skulle ændre handlingens gang radikalt. Vi får se. Foreløbig glæder man sig, midt i alle gentagelserne, over Solvej Balles herligt u-manierede brudstykker af den rejsendes dagbog, holdt i hendes smidige, altid opmærksomt lyttende, kendsgerningstrofaste skrift.

Solvej Balle: Om udregning af rumfang II. Pelagraf. 180 sider. 258 kroner. Udkommer 10.10.2020

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her