Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Ukrainske Sergij Zjadan har skrevet en brændende vigtig roman om krig i Europa

Sergij Zjadans bog er blevet kaldt den roman, ukrainerne har ventet på. Det samme har vi ikke-ukrainere – muligvis uden at vide det. Det er en akut, foruroligende, berørende, brændende og vigtig roman om en krig på kanten af Europa
Alt sitrer af foruroligelse i ’Og midt i alt dette går frontlinjen’. Alle er afventende, alarmerede og anspændte, de sammenstimlede duer, menneskene i skjul, de rømmede bygninger.

Alt sitrer af foruroligelse i ’Og midt i alt dette går frontlinjen’. Alle er afventende, alarmerede og anspændte, de sammenstimlede duer, menneskene i skjul, de rømmede bygninger.

Gleb Garanich

Kultur
30. oktober 2020

På en højslette, hvor fem floder har sit udspring, i det østligste Ukraine, ligger byen Debaljtsevo. Anlagt som stationsby i tsartiden, blev den, efterhånden som sumpområder blev drænet, udstrakte sovjetboligbyggerier opført og en stor stålfabrik restaureret, til det jernbaneknudepunkt, den er i dag.

I vinteren 2015 standsede togene imidlertid ikke i Debaljtsevo. Den, i det øvrige Europa – i Danmark i hvert fald – nærmest glemte og fra tid til anden opblussende krig i grænselandet mellem Ukraine og Rusland, havde nået byen. Fra Rusland ankom soldater for at kæmpe side om side med de prorussiske separatister. Efter hårde kampe trak den ukrainske hær sig tilbage.

Det er disse hændelser, der danner baggrund for den ukrainske forfatter Sergij Zjadans roman Og midt i alt dette går frontlinjen, der oprindelig udkom i 2017 under titlen Internat. Af forfatterkollegaen Katja Petrowskaja er værket blevet kaldt den roman, »vi ukrainere« har ventet på. Også det modsatte kunne siges.

Vi ikke-ukrainere, vi langt vest for østfronten, har – muligvis uden at vide det – ventet på denne bog. Akut, foruroligende, berørende, brændende, ja, kort sagt en vigtig roman om en krig på kanten af, javel, men i Europa, en roman om en by, om værgeløse mennesker i et vakuum mellem stridende parters tilbagetrækning og indmarch.

Lyden hører han

Sergij Zjadan: ’Og midt i alt dette går frontlinjen’.

Saxo
Romanens protagonist er en ung skolelærer, Pasja, som bor sammen med sin far. Farens enemærke er stuen, hvor tv’et uafbrudt, selv om natten, viser skrigende mennesker, blodige, smudsige kroppe, ruindynger, bombenedslag og røgsøjler. Pasja undgår billederne.

Lyden hører han. Og skønt Pasja ved, at gaderne, der lidt endnu henligger tomme og stille, varsler omvæltninger og soldater i bevægelse, og skønt han ved, at konflikten ikke lader nogen uberørte, forsøger han, som ikke kan kæmpe på grund af en invalideret hånd, at bevare en forestilling om kollektiv orden og personlig neutralitet.

Og det lykkes, kortvarigt. Faren vil udnytte troppeskiftet til at drage af sted og hente Sasja, hans barnebarn, Pasjas nevø, fra det skolehjem i den anden ende af byen, hvor drengen er blevet deponeret. Men faren, gammel og svagelig, er ikke i stand til rejse, mener sønnen, som selv må af sted på, hvad der ender med at blive en tredagsodyssé.

Sporene efter krigen er undervejs sporadiske og pludseligt nærværende. Et sønderbombet lejlighedskompleks træder ud af den mælkehvide tåge, der ellers omslutter alt. På afstand lyser gule patronspor. Tæt på drøner en raket. Alt, forekommer det, sitrer af foruroligelse, alle er afventende, alarmerede og anspændte, de sammenstimlede duer, menneskene i skjul, de rømmede bygninger.

Pasja bevæger sig i etaper. Han passerer kontrolposter med soldater, alle trætte og snavsede. Nogle taler ukrainsk, andre russisk, andre igen veksler mellem sprog. Nogle er truende, lunefulde og fjendtlige. Andre er indladende og vil blot, siger de, beskytte de civile.

Pasja passerer beskyttelsesrum, skidne og trange, en imposant banegårdshal, steder, hvor de civile kryber sammen, venter og sulter, han oplever fremmede, der instinktivt viser omsorg, fremmede, der instinktivt bliver fjendske. Hele tiden må Pasja videre. Mod skolehjemmet. Og før eller siden hjem. Igen.

Inden Zjadan rejste rundt i området omkring Debaljtsevo for at indsamle de vidnesbyrd og selv bevidne de hændelser, som vi i bearbejdet form møder i Og midt i alt dette går frontlinjen, var han først kendt som en af de mest fremtrædende postsovjetiske digtere. Siden som rocksanger og prosaist.

Senere som proeuropæisk aktivist og desuden oversætter af Charles Bukowski og Paul Celan. Måske især Bukowski fornemmer man i romanen. Dér, hvor den er bedst, altså, hvor skriften er nøgtern, rå, beskidt. Zjadans metaforbrug, derimod, er anderledes svulstig og klichépræget: »Feltkøkkenet køler ned, som et hjerte efter den store kærlighed.«

Nøgne liv

Det skal ikke skygge for, at romanen lykkes i at berette, ikke om krig som politik og strategi, ikke som afskrækkelse eller en sandere væren, nej, Zjadan beretter om denne krig, en nutidig, levet realitet, noget, mennesker gennemlider som udsatte, nøgne liv, snarere end som helte.

Omkring 80 procent af Debaljtsevo blev ødelagt i vinteren 2015, siger forlydender. Svært er det at forestille sig ødelæggelser af det omfang; endnu sværere er det at forestille sig de ledsagende rædsler. Zjadan bidrager til, at dette, trods alt, er lidt mindre svært; at vi, her på bekvem afstand, får blik for dem der bag front, det der øst for os.

At skrive som Zjadan, med plads til de komplekse, alt for menneskelige fortællinger, man ikke møder i propagandaen, som omgiver konflikten, det bliver politisk. Litteratur som modpolitik, som en insisteren på den virkelighed, politikken fortier. »Jeg vil håbe, litteraturen ikke bliver mindre menneskelig og åben,« har Zjadan sagt.

Vi håber, han får ret. Og for tiden er kamphandlingerne  indstillet. Togene kører igen gennem i Debaljtsevo. Kortvarigt?

Sergij Zjadan: ’Og midt i alt dette går frontlinjen’, med efterskrift af forfatteren, oversat af Helle Dalgaard. Jensen & Dalgaard, 344 sider, 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her