Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

’Uropatruljen’ er en for rolig bog om politiets hårde halse

Frederik Strand har skrevet en moppedreng af en bog om den civilklædte Uropatrulje, der i mere end 30 år fungerede som ’de hårde halse’ i Københavns Politi. Desværre står resultatet ikke mål med anstrengelserne
Under EF-topmødet kom det til flere sammenstød mellem demonstrerende bz-ere og ordensmagten. Her er uropatruljen grebet til våben.

Under EF-topmødet kom det til flere sammenstød mellem demonstrerende bz-ere og ordensmagten. Her er uropatruljen grebet til våben.

Claus Bjørn Larsen/Ritzau Scanpix

Kultur
13. oktober 2020

Det lyder som en knippelfin idé: At beskrive Uropatruljen, der fra 1969 og frem til 2001 gang på gang blev sendt i aktion mod pushere, stofbrugere, rockere, slumstormere, demonstranter, christianitter, bz’ere og autonome. For de, der har fulgt med i den københavnske protestscene i samme periode, er der næsten ingen ende på hårrejsende historier om de knippelsvingende civilklædte betjente, der tævede sig frem, når lejligheden bød sig. Her var virkelig en spændende arbejdsopgave for en historiker at undersøge til bunds.

Derfor er det en blandet fornøjelse at læse de 563 sider i UROpatruljen – politiets hårde halse, som er skrevet af cand.mag. i historie og filosofi Frederik Strand. For ganske vist er der mange beretninger om voldsomme anholdelser, tæv og bank og anklagerne om forsvundet hittegods for ikke at nævne hittehash, der blev beslaglagt uden at blive afleveret. Og ganske vist beskrives det, hvordan den øverste politiledelse i København helt bevidst brugte de unge betjente i Uropatruljen som en sidste udvej, når en hårdhændet gadeindsats skønnedes nødvendig. Det beskrives ligeledes, hvordan andre afdelinger af politiet afskyede Uropatruljen på grund af medlemmernes meget elastiske forhold til retsplejeloven.

Men i stedet for en analytisk og kildekritisk vurdering virker det, som om at forfatteren har indsamlet så meget materiale, som han har kunnet skrabe sammen, og derefter kombineret det med lidt krønikeagtig danmarkshistorie og hældt blandingen ud over siderne.

Tilmed fornemmer man i Frederik Strands formuleringer bogen igennem, at han er leder af Politimuseet i København og måske derfor for lidt kritisk over for de 27 navngivne politikilder, heriblandt en lang række tidligere urobetjente, han har interviewet. Bare et par enkelte ud af talrige eksempler (min kursivering):

»For det var jo sådan, at de blev kendt. Som dem, der trådte til, hvor de andre trådte tilbage. Og af og til trådte de måske over stregen – sådan blev de i hvert fald også kendt.«

»Betjentene var bestemt ikke altid tilbageholdende – og måske forstod og sympatiserede de heller ikke altid med christianitternes livssyn.«

»Uropatruljen blev med tiden bz’ernes foretrukne hadeobjekt – og hadet blev nok i nogle tilfælde gengældt fra Uropatruljens side.«

Med politiradioen i inderlommen

Den oprindelige hensigt i 1969 med Uropatruljen, der i modsætning til kollegerne i Ordenspolitiet altid gik i civil, var at observere og holde orden i gaderne omkring Strøget i København, hvor ungdomsoprøret udfoldede sig ved Storkespringvandet. Senere fik patruljen også til opgave »at være opmærksom på yderliggående fraktioners bevægelser og aktioner«, ligesom patruljen kunne »beordres til særopgaver«.

Frederik Strand: 'UROpatruljen – politiets hårde halse'. Lindhardt og Ringhof.

Frederik Strand: 'UROpatruljen – politiets hårde halse'. Lindhardt og Ringhof.

PR- fra bogen
Som følge heraf blev Uropatruljen, hvis medlemmer op gennem 1970’erne efter bedste evne forsøgte at forklæde sig med palæstinatørklæder, læderjakker og slidte cowboybukser, sat ind mod den voksende hash- og narkohandel først på Nørrebro (det var før saneringen), siden på Vesterbro og Christiania. Dertil kommer, at de civile betjente blev sat ind som politiets slagkraftige spydspids mod for eksempel Verdensbanksdemonstrationerne, Huset, Byggeren, Staden, Kulørte Klat, Ryesgade, 18. maj …

Langt den største del af medlemmerne af Uropatruljen var unge mænd, og de udviklede et robust sammenhold og en autonom arbejdskultur, som alt for ofte endte på den forkerte side af loven. Flere ledende københavnske politifolk trådte deres barnesko i uropatruljen, og det har sikkert været en medvirkende årsag til, at uro’erne – næsten uanset hvad de gjorde – godt kunne få en verbal skideballe, men også regne med rygdækning oppefra. Men når Frederik Strand skal beskrive udfordringerne, ligner det mest af alt et skønmaleri: »Gaden var Uropatruljens domæne, og her var deres ord lov«, og »gadens lov var jo ikke nødvendigvis loven – i alle sammenhænge.«

Efter mere end 30 års gadeaktivitet blev patruljen opløst den 15. januar 2001, og medlemmerne gradvist indsluset i det almindelige uniformerede ordenspoliti.

Fremstillingen skæmmes af en utilstrækkelig kildeangivelse til bogens mange citater og dertil flere faktuelle fejl, som ikke burde være en faghistoriker værdig. Tag som eksempel den unge Benjamin Schou, der blev livsfarligt hjerneskadet efter en brutal anholdelse nytårsnat 1991-92. Han døde i 2008 – og ikke i 2012 som Frederik Strand skriver. Eller tag den hedengangne aktivistavis Ugeavisen København, der i 1980’erne flittigt dækkede Uropatruljen ikke mindst med fotos af dens voldsaktiviteter. Her skifter Frederik Strand skiftevis med at angive kilden som Ugeavisen København og Dagbladet København. Det er for så vidt rigtigt, at der engang fandtes et dagblad ved navn København. Men det er 92 år siden, at sidste nummer kom på gaden.

Frederik Strand. UROpatruljen – politiets hårde halse. Lindhardt og Ringhof. 575 sider. 250 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Allerede hér aner det mig, at Ulrik Dahlin med sikkerhed ville skrive en langt mere interessant og dybdeborende bog om Uropatruljen, end den just anmeldte.

Svend Erik Sokkelund, Karen Grue og David Zennaro anbefalede denne kommentar

De var jo en bunke småpsykopater, som ved et tilfælde var havnet på indersiden af uniformen og ikke udenfor. Umanerligt selvfede og dårligt opdraget.