Alt har noget vagt truende og forfaldent over sig i Sidsel Falsig Pedersens nye roman

Det bedste ved Sidsel Falsig Pedersens lille nye roman er det fortegnede univers, den skaber for øjnene af sin læser. De mest grå og almindelige ting har forskudt sig i Svaret kommer med posten, hverdagen er absurd bureaukratisk, grænsen mellem liv og arbejde er blevet uklar. Så skal vor fortæller, en mut kvinde af ubestemmelig alder, deltage i kantinekøkkenarbejde – fordi hun ikke har eksamen til andet – for at få en ny lejlighed i den ubestemte by, hun bor i. Det skal hun, selv om hun egentlig arbejder på kontor. Så skal hun melde sig ind i en indkøbsforening i en anden del af byen. Så søger hun om at få fjernet de gamle møbler i sin lejlighed, men ingen reagerer.

Alt har noget vagt truende og forfaldent over sig, alt er en lille smule utrygt, selv de mest banale møder med andre mennesker. Alle døjer med myggestik, som de kommer til at klø hul på. Pludselig bliver man truet af folk, der har fået den forkerte adresse.

Et billede af sorgarbejde

Måske er den stemning mest et portræt af fortælleren. Hun har det svært med andre, alle samtaler virker som en anstrengelse, ligesom hendes krop og følelser aldrig passer ind – ikke at hun udtrykker dem, følelserne. I stedet registrerer hun dem via Sidsel Falsig Pedersens præcise, lakoniske sætninger. Eller måske er romanen et billede af et sorgarbejde, for vor fortæller har lige brudt med kæresten Villy og bruger en god del af den korte roman på at tænke tilbage på deres underligt tørre, fattige forhold. Sådan her lyder det i det, der vel skal være bogens lykkeligste øjeblik, dér hvor Villy og fortælleren falder for hinanden:

»Min trang til at være tæt på ham kom først dagen efter. Det var en stærk trang jeg ikke kunne styre. Vi var sammen i tre dage i træk inden jeg skulle hjem. Han drømte at vi fulgtes ad på en grusvej. Jeg forestillede mig hvordan det knasede når vi gik. Vi lå tæt og vi lyttede til hinandens åndedræt og vi havde meget øjenkontakt.«

Har ramt et tonefald

Men måske er navnet Villy sigende, måske er det et metapoetisk vink til den danske modernist Villy Sørensen, hvis noveller også foregik i absurde, let mareridtsagtige universer. Og alt det peger mod det værste ved Svaret kommer med posten: på trods i sine kun hundrede sider er den en ufokuseret, ukoncentreret roman. Det er, som om forfatteren har ramt et tonefald, der kan noget – og det kan det – men så ikke ved, hvad hun vil med det. I stedet glider bogen lidt en vej, lidt en anden. Egentlig kommer den ikke ud af stedet.

Sidsel Falsig Pedersen: Svaret kommer med posten. Forlaget Epilog. 106 sider. 200 kroner