Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Verdensberømt Harvard-filosof angriber USA’s eliteuniversiteter

Den amerikanske filosof Michael Sandel har skrevet sin mest interessante og radikale bog, som er et lærd angreb på alliancen mellem viden, magt og rigdom
USA er ifølge Harvard-filosof Michael Sandel besat af en meritokratisk myte om vindere og tabere, som selv har fortjent deres skæbne. Det er derfor, at en basketballspiller som LeBron James med sin formidable arbejdsetik bliver fremhævet som et forbillede – det skal vise, at alle kan blive til noget stort, hvis bare de arbejder hårdt nok.

USA er ifølge Harvard-filosof Michael Sandel besat af en meritokratisk myte om vindere og tabere, som selv har fortjent deres skæbne. Det er derfor, at en basketballspiller som LeBron James med sin formidable arbejdsetik bliver fremhævet som et forbillede – det skal vise, at alle kan blive til noget stort, hvis bare de arbejder hårdt nok.

Mike Ehrmann

Kultur
2. oktober 2020

LeBron James regnes for verdens bedste basketballspiller. Kommercielt er han en kolossal succes, som får omtrent 250 millioner kroner om året af sin klub, Los Angeles, og 330 millioner i reklameindtægter fra forskellige firmaer.

Moralsk er James, som har ført an i protester mod racisme i USA, en stjerne for det liberale USA. Og så bliver han fremhævet som forbillede på grund sin formidable arbejdsetik, systematiske træning og eksemplariske omsorg for sig selv.

Han står op klokken fem hver dag, styrketræner, løbetræner, dyrker 30 minutters yoga og pilates, følger en nøje tilrettelagt kostplan og sørger for at få tolv timers søvn i døgnet.

Forestillingen om Lebron James er, at han gennem hårdt arbejde selv har skabt det, han kan, og som gør, at fans ser op til ham som en moralsk vejleder, og at de store firmaer vil bruge hans navn og krop til at sælge deres produkter. Der er ikke offentlig forargelse over, at han tjener små 600 millioner kroner om året. Eller mere end 1.500 gange så meget som en almindelig amerikansk skolelærer.

Den amerikanske filosof og verdensberømte professor fra Harvard University Michael Sandel nævner LeBron James som eksempel i sin nye bog, The Tyranny of Merit. Man kan ifølge Sandel kun forsvare så kolossale uligheder, som der er udviklet i USA, hvis man antager, at alle har nogenlunde lige muligheder fra start, og forskellen mellem de fattige og de rige er resultatet af deres forskellige indsatser. Men alle starter ikke med samme muligheder, fordi vi fødes med forskellige forudsætninger. LeBron James er 2,06 meter høj og er født med den perfekte krop for en basketballspiller:

»Men ud over at være velsignet med en storslået atletisk begavelse er LeBron heldig at leve i et samfund, der belønner og værdsætter netop det spil, som han er god til,« skriver Sandel:

»Verdensmesteren i at lægge arm kan være lige så god til det, han gør, som LeBron er til basketball. Det er ikke hans skyld, at bortset fra nogle få barejere, er der ingen, som vil betale for at se ham presse sin modstanders arm ned mod bordet.«

Meritokratisk myte

USA er ifølge Michael Sandel besat af en meritokratisk myte om vindere og tabere, som selv har fortjent deres skæbne. Den myte forklarer sociale forskelle med henvisning til forskelle mellem personlige meritter; dvs. indsatser og færdigheder.

Det fører til, at klassesamfundet bliver til et moralsk hierarki, hvor man ser op til dem med succes og foragter dem, der ikke har klaret sig. Et samfund, der bygger på den myte, kaldes meritokratisk, og det producerer ifølge Sandel systematisk foragt for og selvhad hos de laveste klasser.

Sandel har i hele sit forfatterskab været optaget af at minde om de fælles værdier og almene goder, som hverken den teoretiske liberalisme eller Ronald Reagans kapitalisme anerkender.

Michael Sandel: ’The Tyranny of Merit – What’s Become of the Common Good’.

Amazon
Den teoretiske liberalisme antager ifølge Sandel, at man kan bygge et samfund på rettigheder, principper for udfoldelse og beskyttelse af individet og fornuftige mekanismer til omfordeling mellem borgerne. Det var Sandels anliggende i hans tidlige hovedværk Liberalism and the Limits of Justice fra 1982.

Denne liberalisme underkender, mener Sandel, de stærke moralske følelser, som får folk til at udrette noget for hinanden, og de fælles værdier, som Sandel mener, knytter liberale individualister sammen i et samfund.

Hans andet hovedværk, Democracy’s Discontent,  fra 1996, analyserede de moralske, sociale og politiske konsekvenser af den kapitalistiske kultur, som siden 1980’ernes konservative revolution har præget USA.

Han beskrev dengang, hvordan dyrkelsen af privat succes på markedet og den kollektive hyldest af virksomhedernes vindere førte til, at samfundet politisk og kulturelt forsømte sine fælles forudsætninger.

Det blev et billede på en kulturel tilstand, at folk fik større og større private biler, som kunne købes billigere og billigere, men de offentlige veje blev dårligere og dårligere. At folks huse blev luksuriøse, mens de offentlige pladser forfaldt. USA har strålende rigdom og globale vindere, anførte Sandel, men savner forestillinger om fælles goder og formål.

Siden har Sandel skrevet flere mindre bøger, som handler om at trække grænser for markedet, forsvare menneskeliv og viden som værdier i sig selv og forklare, hvorfor man ikke kan bygge samfund på jura og økonomi.

I dag er han blandt de mest læste og citerede amerikanske tænkere og vel den mest indflydelsesrige filosof på Harvard University.

En radikal bog

Sandels nye bog er hans svar på valget af Donald Trump som præsident for fire år siden. Det er hans mest interessante og radikale bog, fordi han systematisk kritiserer sine egne privilegier og den institution, han selv kommer fra.

USA er ifølge Sandel blevet til et meritokratisk tyranni. LeBron James og sportsstjernerne er et pædagogisk eksempel på den logik, men den strukturelt vigtigste forskydning i USA er den autoritet, som eliteuniversiteterne har fået til at sanktionere næste generations vindere, og den magt, som kandidaterne fra eliteuniversiteterne har fået i politik og økonomi.

Forestillingen er, at de flittigste og dygtigste elever kommer ind på de bedste universiteter og derfor har fortjent de positioner, de efterfølgende får i samfundet:

»Universiteterne er blevet det bankende hjerte i det meritokratiske samfund, hvilket giver dem enorm kulturel prestige og autoritet,« skriver Sandel:

»Det har gjort optagelse på et eliteuniversitet til noget, man har vilde ambitioner om at opnå, og ført til, at mange amerikanske universiteter tiltrækker mange milliarder i sponsorater og legater.«

De er blevet adgangsdøren til de bedste jobs og kæmpestore forretningsimperier.

Men det er over de seneste årtier blevet sværere og sværere at blive optaget på eliteuniversiteterne. I begyndelsen af 1980’erne optog Harvard og Stanford cirka hver femte ansøger, i dag kommer mindre end én ud af tyve ansøgere ind. Og to tredjedele af dem, som bliver optaget, kommer fra den femtedel af amerikanerne, som har de højeste indtægter.

Der er ifølge Sandel flere elever på Princeton og Yale med forældre, der tilhører den øverste procent af indkomstskalaen, end der er fra de nederste 60 procent. Forældre, som giver store donationer til universiteterne, har langt lettere ved at få deres børn ind, og særlige ordninger sikrer, at de ansattes børn også får nemmere adgang.

De amerikanske universiteter var for 50 år siden institutioner, som skabte social mobilitet i USA. For folk fra arbejderhjem og børn af forældre uden høje indkomster var de bedste universiteter en slags social elevator, hvor man gennem studier kunne komme fra bunden til toppen.

Men i dag fungerer eliteuniversiteterne som en elevator, hvor langt de fleste står på i toppen, og de andre bare kan se bunden af den nedefra. De er blevet et aristokrati, hvor privilegier går i arv fra de privilegeredes forældre til deres børn, skriver Sandel.

Intelligent vs. dum

Denne udvikling har ikke været genstand for systematisk kritik fra det demokratiske parti, der ellers historisk har stået på arbejdernes og bøndernes side imod overklassen. Demokratiske præsidenter som Bill Clinton og Barack Obama har ifølge Sandel tværtimod været tæt forbundet med universiteterne.

Og de har gjort eliteuniversiteternes opdeling af folk mellem de kloge og de dumme udannede til et politisk verdensbillede. Sandel giver adskillige eksempler på, hvordan »intelligent« for Clinton og Obama blev til den ultimative moralske dyd, og han viser, hvordan Clinton brugte ordet 450 gange og Obama 900 gange i deres respektive politiske taler.

Demokratiske ledere ser almindeligvis ikke ned på folk på grund af deres race eller deres økonomiske position, men foragten for de ikkeintelligente er ifølge Sandel anderledes legitim i partiet:

»Den dominerende modsætning til at evaluere mennesker er mellem intelligente og dumme,« skriver han.

Sandel understreger, at uddannelsesoverklassens magt og demokraternes foragt for de lavest uddannede ikke er den eneste forklaring på Trumps sejr. Den økonomiske overklasses kontrol med de politiske institutioner, den markedsdrevne globalisering og teknokraternes kontrol med den økonomiske politik er også forklaringer på, at Trumps vælgere oplever, at demokratiet er blevet taget fra dem og erstattet med foragt for dem, som Hillary Clinton kaldte »the deplorables«.

Men det er ikke tilfældigt, at den stærkeste indikator på, om folk stemte på Clinton eller Trump i 2016 var uddannelsesgrad. To tredjedele af hvide uden universitetsgrad stemte på Trump, mens 70 procent af vælgere med en kandidatgrad stemte på Hillary.

Sandels afslutter sin bog med en række offensive forslag til eliteuniversiteterne om at påtage sig deres ansvar for den ulighed, de er med til at udbygge, åbne for flere studerende fra lavere sociale klasser og afgøre optagelse blandt de kvalificerede ved simpel lodtrækning. Han foreslår også skatter på finanstransaktioner og større omfordeling. De skal forstå, at de skal betale tilbage til det samfund, som de bygger på.

De kunne måske lade sig inspirere af LeBron James, som har brugt sin autoritet til at føre en offentlig kamp mod racisme og investeret i det miljø, hvor han voksede op i Akron, Ohio. James har ikke opført en sal på et eliteuniversitet med sit navn på facaden.

Han har finansieret og driver nu en kommuneskole for særligt udsatte børn. At han så selv tjener 1.500 gange så meget som lærerne, er en helt anden historie.

Michael Sandel: ’The Tyranny of Merit – What’s Become of the Common Good’. Farrar Straus and Giroux, 289 sider, 28 dollar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Beck-Lauritzen

Være over 2 m høj, sove 12 timer i døgnet og tjene 600 mill.= the american dream! Gad vide hvormange det er plads til, på en baseball-bane? 98%.af den amerikanske befolkning? Well, 99% så! Næppe!
Blår i øjnene, drømmen er et dagligt mareridt for de 99% i USA. Betaler baseball-spillere også 750$ i skat p.a.? Og James' indsats er prisværdig, men kun en dråbe i havet!

Daniel Rasmussen

hvordan fanden kan han sove 12 timer i døgnet....det tror jeg simpelthen ikke på.... han er jo ikke eet år gammel

En bog med en tilsvarende, kritisk vinkel på den meritokratiske myte men med fokus på det Demokratiske Parti er Thomas Franks “Listen Liberal: Or What Ever Happened to the Party of the People?” fra 2016. Her beskriver Frank partiets skifte fra at have et tydeligt arbejderklasse-islæt til i dag at være blevet et parti, der hovedsageligt appellerer til og ser sig selv som repræsentanter for velbjærgede professionelle fra den kreative klasse i forstæder og storbyer og slyngveninder med Wall Street og Silicon Valley. Frank fremhæver også den logik, at hvis du ikke har gået på det rigtige college/university og studeret de rigtige ting til at indgå i, hvad han rammende kalder “the well graduated” (og ikke “the well educated”), ja så bliver man af denne gruppe set som selv at være uden om sin skæbne og have fortjent at synke til bunds. Han går også i rette med den “karma-handel”, hvor velhavere køber sig til “karma offsets” (lige som de “CO2 offsets” forurenere kan købe sig til) ved at deltage i glamourøse arrangementer med Bono, Malala, Desmond Tutu og andre koryfæer. Alt i alt en skarp, kritisk, indigneret, velskrevet og meget læsværdig bog.