Jeg er på vej ind for at se den danske billedkunstner Tue Greenforts udstilling Under brolægningen, stranden på udstillingsstedet Gl Strand, jeg tripper af sted, opmærksom på det, jeg lige har læst i pressematerialet: Under disse Københavnske brosten var der forunderligt nok i oldtiden den strand, udstillingsstedet har taget navn efter; der var tang, sten og muslinger. Så kom brolægningen, så etableredes et fisketorv, og i dag: gallerier og cafeer i det urbane hjerte.
På tredje sal i Gl Strands lokaler har den internationalt anerkendte kunstner Greenfort, der arbejder i krydsfeltet mellem natur, videnskab, spekulativ filosofi og miljøaktivisme sin første soloudstilling i Danmark siden den indtagende totalinstallation Tue Greenfort spiser den Frie på Den Frie Udstillingsbygning i 2016. Her havde forskellige rum deres egen biodiversitetslogik, som for eksempel et ruderat (et formålsløst affaldsområde), eller et rum med svampevækstforsøg; skulpturer kunne være selvberoende systemer, for eksempel blev spånplader i et springvand dækket af kunstgødning og fik et krystalagtigt look. I Greenforts arbejde møder man en økosymbiotisk verden, der forbinder mennesker, dyr, videnskab, industri og filosofi i subtile sammenhænge. Formsproget er altid underspillet, nærmest kyskt. Menneskekroppen viser sig kun sjældent.
På Gl Strand findes to rum med en lavmælt udforskning af netop stranden, som engang lå her dybt under os. Naturen bliver stadig laboratorieagtigt udfoldet i institutionens rum, men det hele er meget mindre pirrende, end hvad jeg før har oplevet fra Greenforts hjerne.
En række kvadratiske strandbilleder hænger på væggen hele vejen rundt i det store rum som relieffer. De fleste er reelle afstøbninger af en strandkant. I den akkompagnerende video, hvor Greenfort fortæller om tankerne bag udstillingen (et noget overpædagogisk format i en lille udstilling – skal formidlingen kompensere for helhedens afmålthed?) hører vi om en teknik inden for biologien, hvor man løbende indrammer og arkiverer cirka en kvadratmeter strandbred, og på den måde får en samling mikrokosmosser – billeder af det liv, der vibrerer her. Det er en fin teknik at bruge som baggrund for et værk. Greenforts strandrelieffer er altså forskellige øjebliksbilleder af fænomenet strand: vandkant, ren sandstrand, sten og tang. De er enkle – kun ét er så overlæsset med tang, at det ligner et portræt med hår, der hænger ud over et ansigt. Enkelte af reliefferne er atelierskabte – ikke aftryk, men fantasier. Jeg har svært ved at skelne hvilke, men en ramme proppet med blåmuslinger ser meget komponeret ud.
Det hårdt støbte sand ligner til forveksling cement – natur og kultur som konstant sammenfiltrede; en natur, der cementerer til en hård overflade, man kan betræde.
Greenfort vil pege på, tror jeg, hvor spinkel grænsen er mellem det kulturskabte og den ’frie’ natur, hvor sammensat stranden er – den findes i os alle som en idyl, men også som noget fysisk, forurenet. Stranden rummer drømme om frihed, men reguleres også af stat og videnskab og spiller en rolle i økonomiske interesser, ligesom Greenfort nu selv billedliggør den. Er stranden det sidste element af ’vild’ natur i det overkultiverede Danmark? Det fysiske naturrum, hvor tanken får frit løb og man finder sig selv? Et romantisk modstandsrum?
Den romantiske strand
Det leder mig til udstillingens titel: Under brolægningen, stranden! – som er en parole fra den internationale kunstbevægelse Situationisterne fra 1968. Situationisterne ønskede at bryde distancen mellem by og natur, opponere mod reguleringen af byrummet og skabe et større potentiale for menneskelig udfoldelse. Situationismens kunststrategier var præget af måske romantiske visioner om leg og improvisation. Jeg kan godt se, hvorfor Greenfort tager fat i netop dén sætning, hans praksis rummer en etisk grundtanke om, at vi som mennesker kan være med til at udvikle naturen, forhandle denne romantik.
Det er bare også lidt ironisk, at den idé om spontanitet, der ligger i arven fra situationismen, absolut ikke gennemsyrer Greenforts udstilling. Det er ikke, fordi koncepterne ikke er interessante og gennemtænkte, Greenfort er en mester i præcision. Men jeg får hurtigt en fornemmelse af kedsomhed, af et for magert arbejde med temaet.
Ud over strandreliefferne rummer udstillingen: En installation af tagrør eller sumpgræs, der svajer fra gulv til loft. En hængende skulptur, der skal ligne tang, lavet af grønne glasformer sat tæt på snor. Det autentiske ved siden af det ægte. En vitrine med referencer. Iscenesat research er en af Greenforts spændende signaturer. Jeg bliver draget ind af et bogopslag om kunstneren Marcel Broodthaers installation A Winter Garden fra 1974, en pastiche på 1800-tallets museale og eksotiserende palmehave: naturen som blot en potteplante. Men jeg ville sådan ønske, der var mere.
Endelig er der videoen Spring Creek Park. Greenfort har bevæget sig gennem et vådområde i USA med lydsporet fra Robert Smithson og Nancy Holts beslægtede video SWAMP fra 1971 i ørerne. Man ser, at noget levende skærer sig gennem en tæt bevoksning. Der kommer en knitrende støj fra videoen. Der er en antydning af delirium her, men nænsomt. Det er ikke uinteressant. Her er der faktisk en fysisk krop, der har givet slip på overblikket over naturen, som sveder sig igennem den. Hvor strandbillederne råber ud til kunsthistoriens iscenesættelser af det menneskelige begær efter at beherske og nyde naturen – landskabsmaleriet – og gør mig til en strandvoyeur i gallerirummet, råbes der her til Smithsons mere undersøgende land art.
Trods videoens sitren bliver kedsomheden siddende i mig. Tanken om den ordinære strand som et mulighedsrum, vi bør have en økologisk bevidsthed omkring, bliver lidt didaktisk, kultur/naturpolerne for banale. Jeg savner sammenstød og futurismer, krop og selvberoende organismer, måske at mærke den københavnske byhistorie ulme? Der kan være virkelig højt til loftet i Greenforts udforskning af vor tids økologi, men fungerer hans kunst måske konceptuelt bedst i karismatiske omgivelser, med mere plads, luft og mulighed for at tænke større (institutionskritiske) sammenhænge?
Tue Greenfort: ’Under brolægningen, stranden!’ Kunstforeningen Gl Strand. Indtil 3. januar.
