Når Anders Thomas Jensen skriver film for Susanne Bier, laver han store danske historier, der aktivt har formet, hvad vi overhovedet forstår som dansk melodrama.
Tag bare dogmefilmen og firkantsdramaet Elsker dig for evigt fra 2002, hvor Nikolaj Lie Kaas bliver kørt ned af Mads Mikkelsens kone og bliver lam, og Mads Mikkelsen snart efter forelsker sig i Nikolaj Lie Kaas’ kone.
Eller trekantdramaet Brødre fra 2009, hvori en PTSD-ramt Ulrich Thomsen vender voldeligt rasende hjem til sin kone og sin bror. De troede, han var død i krig og har trøstet hinanden med en skamfuld og hed forelskelse.
Eller tag ude versus hjemme-dramaet Efter brylluppet fra 2006, hvor Mads Mikkelsen står splittet mellem sit samaritanske liv på et børnehjem i Indien og den datter, han finder ud af, han har i (privilegerede) Danmark.
Når Anders Thomas Jensen skriver med Bier, skyr de ingen virkemidler. De smider om sig med død og ulykker og store moralske dilemmaer skabt af dramatiske skæbner, der krydses, altid smækket sammen med dramaturgisk tæft. Når man her i 2020 er på betryggende afstand af, hvor heftigt dansk film var domineret af den patos og alvor i 00’erne, må man også klappe taktfast af, hvor frygtløst genresikkert de film blev konstrueret, og hvor direkte de berørte og engagerede.
Lige så genresikkert, men mere indirekte og kryptisk rørende og ubehageligt og sært engagerende er det, når Anders Thomas Jensen skriver for filminstruktør Anders Thomas Jensen. Hans instruktørsignatur er lige så sikker som Biers og indtager en lige så særlig rolle i dansk film. Dilemmaerne, det dramatiske niveau – antallet af pludselige dødsfald – er cirka den samme. Her er også dobbelte blik på menneskets moral og laster, selvbilleder og punkteringer af samme. Mange af skuespillerne er de samme.
Pattebarnliggjorte mænd
Men i Anders Thomas Jensens eget filmunivers indtager det faste hold af mænd fra hans egen generation (Nikolaj Lie Kaas, Mads Mikkelsen, Nicolas Bro, Ulrich Thomsen og de løse) nu rollerne som voksne mænd, der er blevet pattebarnliggjort af ekstremt grove svigt i barndommen. De er ikke guddommeligt lækre som i Biers film, men vulgariseret med grimme parykker og skøre gebisser og skæve næser.
Og i en Anders Thomas Jensen-film er der altid smækfyldt med vild og blodig og helt latterlig vold. Volden er denne desperate, barnlige udtryksform, og den tegner et billede af mænd, der ikke har haft ordentlige voksne til at lære sig andre måder at dele følelser eller holdninger på.
Det er Bjarne (Nikolaj Lie Kaas), der i De Grønne Slagtere (2003) sparker alle over skinnebenet, hvis han gerne vil have, at de skal gå væk NU – selv den singlekvinde, hans kollega har inviteret med til grillaften som potentielt kærestemateriale. En hård sko under knæet under bordet. Gank! Så kan hun lære ikke at sidde der og kurre.
Det er den bistre gangster Torkild (Søren Pilmark) i Blinkende Lygter, der stikker en overlegent æggepustende Sofie Gråbøl en knytnæve i smasken, da hun storgrinende håner hans evner udi denne barndomsidylliske aktivitet.
Og det er de genmanipulerede brødre i Mænd og høns, der smadrer løs på hinanden for et godt ord – som for eksempel Franz (Søren Malling), der blev fyret fra en børnehave for at tæske en fireårig med en udstoppet ræv.
Jensen laver film, der viser, hvor meningsløs vold er ved overhovedet ikke at tage den seriøst. Og han får også os til at more os over den på samme måde, som når en fireårig ser tegnefilm med Tom & Jerry og flækker af grin over hver en bule i hovedet. Jensen peger dermed pilen mod vores egen indre pattebarn, der griner ad de andre pattebørn, der slår hinanden i hovedet med et bræt eller falder ned i et hul i jorden eller skyder hinanden i maven. Ha ha ha. Han viser os, at vold er latterlig, og at det er en central del af vores verden og får os til at grine ad os selv og menneskeheden.
Er der så så stor forskel på de Jensen’ske komiske pattebørnsvoksne og de Bier’ske melodramatiske voksne med deres moralske kvababbelser?
Biers univers muteret
Jeg vil mene nej. Og at det først rigtigt er gået op for mig ved at se den rørende, krydsbestøvede Retfærdighedens ryttere. Den er Anders Thomas Jensens mest demonstrative understregning af, at hans egne film ikke er mindre alvorlige end hans Bier-film. At sortkomik og melodramatisk sagtens kan gå hånd i hånd og måske altid har gjort det hos ham.
Men her gør han det helt bogstaveligt ved at pode Biers univers med de gakkede karakterer fra hans eget filmunivers af sindssyge og kriminelle mordere, nynazister, præster og psykopater, som vi ad snirklede omveje holder af og med.
En udstationeret militærmand, Markus (Mads Mikkelsen), beordres pludseligt hjem, efter hans hustru og teenagedatter, Mathilde (Andrea Heick Gadeberg), har været involveret i en eksplosion i den københavnske metro. Mathilde overlever uden skrammer. Moren dør.
Og så skal den forknytte militærmand både forsøge at slikke egne sår og hjælpe sin datter igennem traumet. Det gør han ikke. I stedet drikker han masser af dåseøl og affejer med kold, rationel, højtråbende benægtelse alles hendes urolige overvejelser om tilfældighedens mystik og Guds indblanding. Mon mor er alene et sted?
»Hun er ikke alene. Hun er ingenting. Hun er væk.«
Og Markus smækker Mathildes hjerteven én med næven, fordi de kommer for sent hjem fra biffen.
Mikkelsen bærer i sig samme indestængte vrede som Ulrich Thomsen i Brødre. Andrea Heick Gadeberg (en sjældent stor og nuanceret kvinderolle for en Anders Thomas Jensen-film) er så fin og stærk som den ødelagte datter Mathilde. Så vidt så godt og lidt hjerteskærende og inderligt dramatisk.
Nørdet ormehul
Men der er så også en mere typisk Anders Thomas Jensen-karakter med det samme metrotog, da ulykken rammer. Nikolaj Lie Kaas spiller matematikeren Otto, der sammen med den socialt inkompetente programmør og hacker Lennart (Lars Brygmann) har forvildet sit ned i et nørdet ormehul i jagten på en algoritme, der på sigt vil kunne forudsige hændelser, før de sker, men som efter 46 ugers betalt forskning kun kan fastslå, at der ikke er sammenhæng mellem klumpfod og det at høre dårligt, og at der er forskel på, hvilke biler den laveste, mellemste og øverste indkomstgruppe kører i.
I ønsket om at få greb om verden er Otto med andre ord blevet håbløst verdensfjern, han bliver fyret fra sit job af samme grund, tilbyder på vejen hjem i metroen sit sæde til en kvinde og hendes teenagedatter. Få sekunder efter bliver kvinden sprængt i stumper og stykker.
Og således krydser filmens dramatiske og komiske figurer snart spor.
For Otto finder det statistisk fuldkomment usandsynligt, at et vidne i en vigtig retssag mod en kendt rockerboss skulle være med præcis dette tog. Og sammen med den koleriske hulemand, ansigtsgenkendelseseksperten med det vidunderligt latterlige navn Emmenthaler (spillet af Nicolas Bro, der blandt andet spillede en ostegnaskende menneskemus i Mænd og høns) opsøger de enkemand Markus for at inddrage ham i deres statistisk set plausible teori om, at det er rockerbossens bror, der har slået Markus’ kone ihjel.
Den meget umage gruppe installerer sig i Markus’ gigantiske lade (et herligt vulgærfreudiansk billede på sådan som alle Jensens karakterer fungerer: skrøbelige mennesker med en stadionstor underbevidsthed, som de slet ikke kan finde rundt i). Snart flytter sexslaven Bodashka (spillet utroligt fint og sjovt af stjernen Gustav Lindh), som de redder fra rockerne, ind sammen med dem. Og således samler der sig som altid en gruppe af akavede, ulykkelige eksistenser og nørder, der virkelig ikke er særligt søde ved hinanden, men som holder sammen, fordi de ikke kender til andet. Og fordi de finder trøst og accept hos andre freaks i et fællesskab, hvor man kan sige »fucking pis-idiot fisseprocessor« uden at falde igennem. Og som planlægger at hævne sig på rockerne, der sandsynligvis slog Markus’ kone ihjel, med ekstreme mængder vold, idet politiet ikke tager dem seriøst, og Emmenthaler har en gammel drøm om at dræbe mennesker, og fordi Markus har slået krigstilstanden til i sit hoved.
De ødelagte børns klub
De er de ødelagte børns klub. Anders Thomas Jensens filmværker er et arkiv over forfærdelige, misbrugende forældre, der spøger i fortiden, og ikke mindst over alle dem, der er blevet smadret af dårlig barndom.
I en scene i Adams æbler fortæller landsbylægen (allefilmsnærværende Ole Thestrup) vores tilrejsende nynazist, Adam (Ulrich Thomsen), om, hvorfor den ekstremt næstekærlige og næstetålmodige præst Ivan (Mikkelsen) og hans søster blev fjernet fra deres enkefar som børn:
»De ku’ jo knapt nok køre på cykel uden at stå op i pedalerne, så meget pik fik de,« hvæser Thestrup.
Straks efter går Adam ud til Ivan og gennemsmadrer ham. Det er et præcist og grusomt billede på ubehaget ved det ødelagte menneske, ved zombien – ham der burde være død, men som står der med mærkelig optimisme, selv om han har været udsat for den grummeste ondskab, som vi knap kan overskue at tænke på, og som derfor er så grotesk at høre Thestrup tale om.
Hos Anders Thomas Jensen viser netop denne zombie, det ødelagte barn, sig alligevel at være helten eller den, som vinder vores sympati til sidst. Filmuniversets mørke komik viser, at det tragiske og ubehagelige føles farligt at nærme sig, men at det ikke behøver være det. Og af alle Anders Thomas Jensens film samler det sig bedst i Retfærdighedens ryttere.
Vil det gode
I en scene, som dansk filmhistorie næppe kommer til at ryste af sig, er Markus blevet edderspændt rasende på den evigt sludrende Lennart (Lars Brygmann) og jagter ham ud på en mark for at give ham et ordentligt lag tæsk. Lennart, der tidligere har nævnt noget om far og fars brødre ude i staldene, reagerer ved at trække bukserne ned, stikke røven i vejret og skrige »tag mig bare, så tag mig bare«.
Af alle scener i Anders Thomas Jensens film er denne nok den mest intense blanding af latterlighed og komik og enorm smerte. Lennart er en helt ekstremt irriterende type, men også en supermand, der grundlæggende vil det gode, selv om hans værktøjskasse til at gøre godt er nærmest tom.
Det er supermærkeligt og engagerende at se ham foregive for Mathilde at være kommunens udsendte psykolog og trække idiotisk og misforstået på de uendelige mængder terapiforløb, han selv har været igennem. Han prøver i det mindste. Og hjælper, ad sære stier og sammen med de andre, Markus med ikke at blive den elendige far, han er ved at blive. Markus reddes på en måde af alle de ødelagte voksenbørn, der invaderer hans liv.
Hos Anders Thomas Jensen kan man aldrig tage familiens kærlighedsbånd for givet, men for første gang hylder han her dét at arbejde for at holde sammen på lidt af sin biologiske familie. Måske der også her er lidt krydsbestøvning fra Bier-universet? Ligesom han på fornem vis giver os det twist, der gemmer sig i samtlige af hans film: det sted, hvor hovedpersonen må genbesøge den præmis, han blindt og hidsigt har handlet ud fra og derfra må forstå den og sig selv helt forfra.
Så Retfærdighedens ryttere er en magtdemonstration af at mestre både det melodramatiske og det infantile, i at trække virkemidler fra det første og bore videre med det sidste. Mens det rene melodrama måske puster på og griber dig om hjertet, er det de mørke, grimme, zombieagtigt traumatiserede figurer fra komikkens mørke sted, der her sætter sig i dig med kroge, med ubehag, med alle de smertende grin, med følelsen af at blive invaderet og overfaldet af ødelagte mennesker og derefter at blive lidt helet af dem igen.
Retfærdighedens ryttere. Instruktion og manuskript: Anders Thomas Jensen. Fotografi: Kasper Tuxen. Længde: 116 minutter (Biografer over hele landet)
