Læsetid: 4 min.

Vi har andre at leve for, når nogen dør

Carsten Jensen skriver patosfyldt, smukt og med indsigt om sammenhængen mellem den personlige sorg og ansvaret for klodens overlevelse
I Carsten Jensens nye bog kobles den personlige sorg og isolationen, den medfører, til coronapandemiens isolation og et samfunds tab af fællesskab.

I Carsten Jensens nye bog kobles den personlige sorg og isolationen, den medfører, til coronapandemiens isolation og et samfunds tab af fællesskab.

Janus Engel Rasmussen

27. november 2020

»Her taler ord om store ting,« skriver Carsten Jensen et sted i sin nye bog. Han refererer til den britiske 1800-talsforfatter Mary Shelley, men sætningen kunne også gælde ham selv, den nye bog, ja, hele forfatterskabet. Med en tilføjelse: Her taler store ord om store ting.

Carsten Jensen skriver patosfyldt, bevidst, er jeg sikker på, og samtidig er patossen selvfølgelig et udtryk for det menneske, han er. Temperament, følelser, personlighed.

Jeg begyndte at tælle de tredjegradsbøjede tillægsord. Her er på de første 40-50 sider af bogen »det klogeste«, nogen nogensinde kommer til at sige til forfatteren. Her er fire sider længere fremme »det klogeste digt om døden«, yderligere nogle sider fremme »den mest sårbare tro af alle« (troen på os selv) og tre sider senere »det smukkeste digt« om døden.

Næstefter ’jeg’ er ’vi’ og ’os’ de mest brugte stedord, dvs. mennesket eller menneskeheden. Det personlige potenseres, først gør forfatteren en iagttagelse, så opstår en tanke, så udledes der af iagttagelse og tanke en moralsk leveregel eller en universel lov.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steen K Petersen
  • Freddie Vindberg
  • Anders Reinholdt
Steen K Petersen, Freddie Vindberg og Anders Reinholdt anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen K Petersen

»At vi endnu er her, bør fylde os med taknemmelighed. At vi snart måske ikke er her mere, bør fylde os med handlekraft.«