»Her taler ord om store ting,« skriver Carsten Jensen et sted i sin nye bog. Han refererer til den britiske 1800-talsforfatter Mary Shelley, men sætningen kunne også gælde ham selv, den nye bog, ja, hele forfatterskabet. Med en tilføjelse: Her taler store ord om store ting.
Carsten Jensen skriver patosfyldt, bevidst, er jeg sikker på, og samtidig er patossen selvfølgelig et udtryk for det menneske, han er. Temperament, følelser, personlighed.
Jeg begyndte at tælle de tredjegradsbøjede tillægsord. Her er på de første 40-50 sider af bogen »det klogeste«, nogen nogensinde kommer til at sige til forfatteren. Her er fire sider længere fremme »det klogeste digt om døden«, yderligere nogle sider fremme »den mest sårbare tro af alle« (troen på os selv) og tre sider senere »det smukkeste digt« om døden.
Næstefter ’jeg’ er ’vi’ og ’os’ de mest brugte stedord, dvs. mennesket eller menneskeheden. Det personlige potenseres, først gør forfatteren en iagttagelse, så opstår en tanke, så udledes der af iagttagelse og tanke en moralsk leveregel eller en universel lov.
Det svarer til en sproglig selviagttagelse, Carsten Jensen nævner et sted. Han skriver ikke i begreber, men i metaforer, det vil sige i kæder af sammenlignelige billeder. Det tilfører nogle steder beskrivelserne en sanselighed, andre steder bliver det konkrete – ting, scene, samtale – til billeder lagt oven på andre billeder. Forfatteren, som blev ramt af en dyb sorg, var heldig at møde mennesker, som havde gjort lignende smertelige erfaringer. Han bevægede sig nu »tøvende ind i et terræn, som de allerede var bekendt med, og de tog mig i hånden«. Den metaforiske tøven, det metaforiske terræn og hændernes metaforiske berøring er, hedder det videre, som »et hemmeligt broderskab«, en »alternativ verden« og en »intim verden«.
Men tømt for det banale og almindelige, tømt for ting.
En dyrekøbt indsigtsfuldhed
Jeg mener det ikke som en nedsablende kritik. Først og fremmest er det en omstændighed ved Carsten Jensen. Hans sprog skaber sine egne verdener som dramatiske, knugende intense og mættede billeder. At læse ham rummer derfor en dobbelt oplevelse og indimellem et moment af usikkerhed med hensyn til iagttagelsens og argumentets gyldighed ud over det personlige og subjektive. Der er bogens temaer, den nogenlunde bekendte verden, som bogen handler om. Derudover er der skriftens strålende og
suggestive panoramaer.
’Øvelser i afsked. En coronakrønike’ af Carsten Jensen
Bogens komposition følger det metaforiske princip – billeder, der glider over i andre, tanker, der bliver til sammenhængende fortælling.
Den personlige sorg og isolationen, den medfører, kobles til coronapandemiens isolation og et samfunds tab af fællesskab. I kapitlerne her skriver Carsten Jensen bevægende og med en dyrekøbt indsigtsfuldhed om sin stedsøns, 25-årige Ralphs, død, kort før coronaen ramte den vestlige verden, og om sit møde med Trumps USA og med amerikanske unge under et ophold som gæstelærer ved University of California, Los Angeles.
Pandemien og tabet af fællesskab glider over i klima- og flygtningekriserne. Det vil sige død og sorg i andre former. Her er højdepunktet kapitlet »En indespærrets tanker«, hvor Carsten Jensen i lange tankestrømme og under indtryk af både den personlige sorg og den globale pandemi og med støtte i rastløse læsninger udmaler verdens undergang i skrækscene efter skrækscene. Hans tab af virkelighed og en tiltagende angst for smittespredningen får kapitlet til at sitre (forfatteren følger med en neurotisk vanemæssighed to daglige opdateringer om sygdommens spredning i USA). I hvert fald så vidt som en kontrolleret stilist som Carsten Jensen tillader et kapitel at sitre.
Om vi skal opfatte det apokalyptiske som forudsigelse eller fantasi, kommer Carsten Jensen selv ind på: »Er det min egen personlige sorg globalt forstørret?« Det er det sikkert, det gør ikke teksten mindre stærk.
Enkelt og klart
Langsomt og med en større og større tæthed af pointer, der peger i den retning, bliver fællesskab en sammenbindende overskrift. Det skaber en smuk komposition.
Ordene sorg og omsorg er nært beslægtede, hedder det tidligt i bogen. Et »pludseligt dødsfald er en påmindelse om, at vi også lever for de andres skyld«. Døden er en påmindelse, ligesom sorgen kan den nedbryde »en barriere, der har holdt verden skjult«. Et andet sted: »Man er tvunget til at se ærligt og modigt på verden.«
Den sandhed udstrækkes til at gælde pandemien, flygtningekrisen og ikke mindst den globale trussel fra klimakrisen og vores egen dybe forbundethed med naturen. Historien om Ralph, ikke kun hans død, men også hans liv og hans eksempel som politisk aktivist, er en sammenbindende tråd. Han er hovedpersonen i bogens første kapitel, en klangbund for de midterste, igen hovedperson i de sidste, helt frem til bogens mobiliserende allersidste linjer: »At vi endnu er her, bør fylde os med taknemmelighed. At vi snart måske ikke er her mere, bør fylde os med handlekraft.«
Det er, som næsten alt i Carsten Jensens medrivende bog om ting, der ikke findes større, smukt udtrykt. Det er desuden enkelt og klart.
Carsten Jensen: ’Øvelser i afsked. En coronakrønike’. Politikens Forlag. 354 sider. 250 kroner
»At vi endnu er her, bør fylde os med taknemmelighed. At vi snart måske ikke er her mere, bør fylde os med handlekraft.«