Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Anna Libak lader til at være ubekvem ved følelser i ny debatbog

Anna Libaks bog om vore dages værdikampe er en opfordring til at stole på systemet, stoppe med at ’stakle sig’ til særhensyn og undlade at gøre ens modstandere dummere, end de er. Det havde været en bedre bog, hvis den havde levet op til det sidste
Libak slår til lyd for fornuften og for, at man som borger indordner sig og understøtter samfundsfællesskabet, men lader til at være ubekvem ved, at man også udfordrer det og prøver at ændre det, så flere kan trives i det.

Libak slår til lyd for fornuften og for, at man som borger indordner sig og understøtter samfundsfællesskabet, men lader til at være ubekvem ved, at man også udfordrer det og prøver at ændre det, så flere kan trives i det.

Niels Ahlmann Olesen

Kultur
13. november 2020

Status quo har en ivrig fortaler i Anna Libak, skribent ved Weekendavisen, tidligere folketingskandidat for Venstre og forfatter til bogen Skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist – Værdikampen i det 21. århundrede.

Her beskriver hun tidens brydninger mellem minoriteter og majoriteter og fremfører den påstand, at højre- og venstrefløjen i vore dage har det til fælles, at de ikke bare er krænkelsesparate, men decideret krænkelsesbaserede. Mens venstrefløjen hyler op om en stadig bredere vifte af minoriteter, der skal tages særligt hensyn til, føler man på højrefløjen, at ens ønske om et samfund præget af nationalt fællesskab og genkendelighed bliver undertrykt.

Anna Libak skriver til os fra en lettere snusfornuftig centrum-højre-position præget af en nærmest fundamentalistisk tro på systemet – for nu at bruge en meget bred samlebetegnelse for samfundets institutioner.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Undres over den voldsomme eksponering som Libak har fået i mediebilledet. Der er snart sagt ikke den begivenhed eller politiske aktivitet, som DR ikke hiver hende ind til for at høre en gang løbske banaliteter - ofte forvrøvlede, af og til helt i skoven. Men hun er jo hurtig i replikken, har en mening om hvad som helst, er vist fotogen - og så mener DR at hun kan bruges til at modbevise den evindelige påstand om hvor "rød" DR. Det er fanden er det.
Libak er en karrieremager. Hun havde håbet på at blive chefredaktør på Berlingske, det glippede, og så skulle hun finde på noget andet at profilere sig på. Meldte sig ind i Venstre, der jo har en lang tradition for at opstille kendte mediefolk. Hun fik Hillerød-kredsen, der dog ikke gav valg. Og hvad så? Så meldte Libak sig ud igen og fik så job som skriblernske på Weekendavisen. Og sådan fortsætter medie- og karrieremøllen.