Tal om ironi! I foråret udsendte det danske doom metal-band Afsky albummet Ofte jeg drømmer mig død.
Et album, der blotlagde en mørk og angstfyldt nerve i tekster af fejrede danske digtere som H.C. Andersen, Jeppe Aakjær og Emil Aarestrup, og som plantede lyrik, man ellers mere er vant til at møde i Højskolesangbogen, i et univers af fræsende sortmetallisk univers.
Og her sidder publikum så fredag aften i et udsolgt Pumpehuset, høfligt bænkede ved borde grundet coronarestriktoner, som var man netop til et fællessangsarrangement på en højskole – men dog med udsigt til mere mørkt tøj, højere skum i glasset og federe merchandise.
En koncertoplevelse kan være mange ting. I heavy metal-kulturen er den typisk forbundet med en del fysiske ritualer, som skaber en kropslig hengivelse til musikken. Af indlysende grunde er den fysiske udfoldelse begrænset i coronaens koncertrum, men man kan ikke holde en god headbanger nede, og publikum dukker derfor fortsat loyalt op, når der er tråd på programmet.
At Pumpehuset kan melde udsolgt tre aftener i træk med tre bands fra den mørke danske undergrund siger en del om opbakningen – også selv om ’udsolgt’ med den stærkt begrænsede kapacitet vil sige knap 150 mennesker pr. aften.
100 øl inden kl. 22
Da live-musikken så småt begyndte at røre på sig efter nedlukningen i foråret, var Pumpehuset nogle af de første til at præsentere metalkoncerter igen. Det skete i deres populære Byhave, der i tråd med restriktionerne blev omskabt til en tyskinspireret Biergarten, hvor man ved lange borde og bænke kunne bælle fadøl til levende musik.
Da efteråret kom, var den simple løsning at rykke hele konceptet indenfor, så Pumpehusets store kransal simpelthen blev omdannet til én stor ølhal.
Det koncept griber doombandet Katla, som optræder inden Afsky, hurtigt. »Husk at drikke 100 bajere!« råber de til publikum, og er man lidt tunghør, har de også hængt stickers på toilettet med samme budskab.
Et eller andet skal man jo gøre for at støtte de trængte spillesteder. Men man har travlt, for som bekendt kræver loven også, at udskænkning stopper kl. 22. Også her har Pumpehuset fundet en oplagt løsning i en gammel bodegaklassiker – fadølskanden! Dem bliver der solgt mange af, inden Afsky indtager scenen netop kl. 22.
Til black metal-koncert med Offermose, Katla og Afsky i Pumpehuset fredag.
Sort galde og djævlehorn i sprit
Inden Katlas øldunstende dommedagsfærd med knusende tunge riffs har vi oplevet énmandsprojektet Offermose, der indhyller kransalen i mørke synthklange og skummel ambient. Det er et indadvendt klangunivers tilsat en drømmende lyssætning – og på sin vis en satsning at åbne en fredag aften med. Men samtidig faktisk meget oplagt, når der nu er lagt op til siddende koncert.
Offermose skaber nemlig en atmosfærisk ramme, som på fin vis fremhæver den mere reflekterende melankoli, som også er en del af black metal-genren, og som i høj grad også fylder hos Afsky – et band, hvis debutalbum slet og ret hed Sorg. Katlas tyngde og Offermoses marskmelankoli bygger sammen godt op til Afskys sorte galde.
Afsky spiller anført af mastermind Ole Luk et sammenbidt og intenst sæt, som både favner det brutale og det vemodigt drømmende. Afsky er ikke af den metalskole, der leverer et stort og teatralsk show med ild, ligsminke, og hvad man ellers kan møde i dén verden. Musikerne står indhyldet i et næsten sfærisk lys med en form for diskrete fakler mellem sig, og kommunikationen med publikum er minimal.
Her drejer det sig om at suge folk ind i en stemning, og her åbner det siddende format faktisk op for nye muligheder. Man kan lukke øjnene og bare give sig hen til guitarfladerne, som nok er brutale, men som også rummer et eget meditativt potentiale.
Man kan nyde det smagfulde lysshow, som spiller sammen med den dystre musik og skaber en totaloplevelse. Og så kan man stadig, især i særligt voldsomme passager, lade musikken forplante sig i kroppen. Man mærker længslen dirre i rummet: længslen efter at kunne kaste sig ind i menneskemassen, i mosh pitten, og lade legemet blive gennemrystet, mens musikerne på scenen bøjer sig over instrumenterne og pisker en storm op med deres nakkemuskler.
Den længsel kan ikke indfries under de givne omstændigheder, men mindre kan gøre det – og folk finder deres måde at interagere med musikken på. Nogle ved at synke ned i de mere indadvendte lag, nogle ved at fremdyrke en siddende variation af headbanging. Det viser sig, at det sagtens kan gøres med indlevelse.
Heldigvis må man også stadig kaste sine afsprittede hænder i vejret i anerkendende djævlehorn – et fysisk ritual, der går igen på tværs af heavy metal-kulturens mange subgenrer, og som coronaen ikke har stoppet. Djævlehornene flashes allerede flittigt under Katlas koncert, og hænderne kommer atter i vejret under Afskys sæt.
Til black metal-koncert med Offermose, Katla og Afsky i Pumpehuset fredag.
Dyster forløsning
Det havde været spændende, om Afsky i forhold til det siddende arrangement i højere grad havde dyrket de folkemusikalske passager, som også findes i deres musik. Disse dukker dog kun op som båndede mellemstykker. En lyrisk, akustisk guitarpassage her. En middelalderklingende lydcollage der. Øer af skønhed i et hav af støjende guitarer og tænders gnidsel. Det er dystert, men rummer også en forløsende kraft.
Hvor mange andre black metal-bands dyrker en kriger- og vikingemytologi, har Afsky med det seneste album interessant nok dyrket et lyrisk univers, der kredser om almuen og undertrykte arbejdere.
I et alternativt univers kunne man da også godt forestille sig den industrielt udseende sal som en ølstue for underkuede arbejdere, der efter en hård uges slid druknede sorgerne i skummende øl, mens Afsky som dæmoniske spillemænd gav lidelsen en musikalsk dimension.
Det er en koncert med plads til indadvendt skumlen og tungsind, men også med plads til at løfte blikket i trods, hæve ølglasset i den barkede næve og kaste blikke til brødre og søstre i mørket istemmende et fælles »rejs jer, fordømte her på jorden«. Grum hygge i en mørk tid.
Afsky, Katla & Offermose. Live i Pumpehuset, fredag 20. november 2020.
Fantastiske billeder