Med digteren Caspar Erics nye bog får COVID-19 sit første større danske skønlitterære udtryk. Det bliver næppe det sidste. Man må håbe, at de følgende kunstnerisk set har mere at byde på.
Men indtil dette sker, vil mange uden problemer kunne spejle sig i hans 80 dagbogsagtige tekster, en slags omvending af Jules Vernes Jorden rundt i 80 dage forstået på den måde, at hvor romanen nysgerrigt vendte sig udad, måtte Danmark dreje sig indad i den periode, bogen dækker, fra pressemødet den 11. marts 2020 til sommerens komme: nedlukningens og karantænernes og begrænsningernes tid, hvor vi alle skulle vænne os til at minimere kontakt ikke kun med mennesker, men også med gelændere, håndtag og knapper, alt imens man belærte os om at huske på økonomien og bevare tilliden til den, som var den en fysisk person.
Bogens lyriske jeg, en yngre forfatter, boende i København, gør sig på baggrund af pandemien tanker om mangt og meget. Han kan fyldes af en let optimisme, men aner samtidig ikke, hvad han skal gøre med følelsen. Han sætter sig for at blive lidt i sin ensomhed og prøve at få det bedste ud af den, men får det, som om han bliver skør af sin indre monolog.
Stilheden, som nok burde komme som en gave for en skribent, virker på den ene side umulig at holde ud, men åbner på den anden side for håb om radikale forandringer, nye former for omsorg. Måske er det hele ikke så slemt? Tænk blot på alt det smukke, der trods alt stadig er muligt!
Fra og med dag seks anføres over hvert digt antallet af smittede personer i Danmark, og i det hele taget fylder mediedækningen og de offentlige tiltag en del. Andre interne tekstspor udgøres af samværene med kæresten og vennerne, herunder opdateringer via iPhone, eBay, Facebook, Facetime, Instagram m.m.
Caspar Eric. ’Jeg vil ikke tilbage. Digte fra dage med COVID-19’. Gyldendal. 194 sider. 200 kroner.
Senere, da hun drager i sommerhus med sine forældre, beslutter han sig for at »holde det simpelt: / tastatur og takeaway, / skrive lidt hver dag / for ikke at gå ned.«
Prisen er høj
Produktet, som denne beslutning så håndgribeligt kaster af sig, vil mange læsere som sagt let kunne leve sig ind i:
»Det hjælper på min angst
at andre er angste,
folk der ikke
plejede at være angste,
ligesom det hjælper
på dødeligheden
af normal influenza
at folk vasker hænder«.
Og »følelsen af / at der ikke er noget at gøre / kan både være trøstende / men også klaustrofobisk. / Rundt om på kloden / stiger selvmordsraterne«.
Viser Caspar Eric dermed indirekte tilbage til sin egen bog Avatar? Måske, men i modsætning til den begrænser Jeg vil ikke tilbage sine internetreferencer til et minimum.
Til gengæld får man mere end rigeligt af slangspækket generationssprog med hyppige forekomster af engang smarte, men nu sørgeligt nedslidte engelsk-amerikanske gloser (corny, crazy, weird og så videre). Ordene ’moshpit’ og ’burpees’ (fejlagtigt stavet »burbees«) måtte anmelderen, med skam at melde, slå op på nettet, men jeg tilhører nok hellere ikke udgivelsens primære målgruppe.
Husk venligst på dette forbehold, når der afslutningsvis fældes en smagsdom:
Caspar Erics digte styrker hans position som mester i disciplinen lyrik uden poesi. Valget af form er resulteret i en høj grad af autenticitet og genkendelighed, men prisen, som han betaler for at opnå denne læsereffekt, virker samtidig uforholdsmæssigt høj.
Bogens digte fremstår uden rytme, uden opmærksomhedsskabende retoriske variationer, uden interessante ekspressive manøvrer, stort set uden øjenåbnende billeder.
Når det et sted ganske illustrativt hedder, at »ude i horisonten / driver glemslen ind over os, / mere som et fravær / end som en dyne af skyer«, er man et øjeblik ved at tro på genrebetegnelsen »digte«, men hovedindtrykket forbliver, at bogen blot er netop så »autentisk«, som et levende menneskes dagbog muligvis altid automatisk vil være. Så genkendelig i sin konkrete enkelhed som en bon fra Netto, nogen har tabt.
Caspar Eric. ’Jeg vil ikke tilbage. Digte fra dage med COVID-19’. Gyldendal. 194 sider. 200 kroner.
