Cyperpunk-klassikeren ’Akira’ spejler vor tids klimakollaps og politiske destabilisering

1988. Vi ser i stilhed en sort sfære, fra hvilket et hvidt lys breder sig og udvisker storbyen. Dernæst et gigantisk, mørkt krater med filmens titel i kæmpe postkasserøde versaler. Så springer vi tre årtier frem, til 2019, hvor et neonglinsende mega-sprawl er vokset op omkring fortidens nekropolis. Bybilledet er nu kakofonisk larmende: En gruppe unge drenge svælger piller i en kælderbar, hvorefter de løber ud til deres motorcykler, til gadekamp med en rivaliserende bande.

Deres gnistrende maskiner trækker gennemsigtige lysspor gennem natten; baggyder med korrugerede vinduesskodder forceres til fordel for trafiktunge højbaneveje, hvor ildblussende termitgranater kastes mod forbipasserende køretøjer. Motorcykelryttere i klovnemasker knuses mod asfalten og kastes gennem butiksruder. Husfacader oplyses momentant af eksplosionernes genskin.