1988. Vi ser i stilhed en sort sfære, fra hvilket et hvidt lys breder sig og udvisker storbyen. Dernæst et gigantisk, mørkt krater med filmens titel i kæmpe postkasserøde versaler. Så springer vi tre årtier frem, til 2019, hvor et neonglinsende mega-sprawl er vokset op omkring fortidens nekropolis. Bybilledet er nu kakofonisk larmende: En gruppe unge drenge svælger piller i en kælderbar, hvorefter de løber ud til deres motorcykler, til gadekamp med en rivaliserende bande.
Deres gnistrende maskiner trækker gennemsigtige lysspor gennem natten; baggyder med korrugerede vinduesskodder forceres til fordel for trafiktunge højbaneveje, hvor ildblussende termitgranater kastes mod forbipasserende køretøjer. Motorcykelryttere i klovnemasker knuses mod asfalten og kastes gennem butiksruder. Husfacader oplyses momentant af eksplosionernes genskin.
En tætpakket demonstration mod den bestående orden fylder gadernes skakter og mødes af pansret militærpoliti. Biler væltes, og tåregassen bølger op. En såret mand flygter gennem folkemængden sammen med en lille, panikslagen skikkelse, som da hans beskytter nedskydes af politiet, skrigende udsender en psykisk chokbølge, der nedkalder en regn af knuste skyskrabervinduer. Vi ser, han har nummeret 26 tatoveret i håndfladen. Slagtøjet tordner i puls på lydsiden, og hastige åndedræt musikaliseres.
Naturalistisk action
Med den filmiske tour de force starter Katsuhiro Otomos klassiske animationsfilm Akira, der netop nu har repremiere i en 4K-masteret nyudgave. Filmen er fra 1988 og markerede i hjemlandet et nybrud inden for naturalistisk action og detaljeret world building. Hvor anime førhen havde været enklere tegnet, leverede Otomo kropslig, virkelighedsnær tekstur og troværdigt fremskreven futurisme med socialpolitisk kant.
Dermed satte han trumf på en udvikling, han allerede havde igangsat med sin manga-udgave (dvs. tegneserie) af Akira. Den havde han lavet som føljeton i bladet Young Magazine siden 1982, og han færdiggjorde den først efter filmen, i 1990. Akira blev den første store anime-film, som fandt relativt bred international distribution og den blev følgelig stilskabende — dens indflydelse mærkes i dag i alt fra figuren Eleven i tv-serien Stranger Things til Kanye Wests musikvideo »Stronger«.
Japanofil cyperpunk
Otomo formulerede med Akira et fuldtonet japansk svar på den udprægede japanofile cyperpunk-æstetik, som trendede på den tid.
Cyberpunk er et postmoderne kludetæppe af punkkulturens antiautoritære vraggods, neoliberalismens turboladning af multinational privatkapital, globaliseringens anonymiserende smeltedigel, det tidlige internets informationsidealisme og dystopisk forfaldsæstetik.
Den udsprang af halvfjerdsernes new wave-science fiction og opnåede i firserne kulturel gennemslagskraft i William Gibsons romaner, Thierry Muglers mode og technomusikken fra Detroit. Dertil sås den i film som Blade Runner (1982), Tron (1982) og Robocop (1987) samt i tegneserier af Moebius og Judge Dredd. Ideologisk fandt den sine helte i det fremvoksende, internationale hackermiljø.
Således Otomos Neo-Tokyo: et samfund, der på trods af at have genopbygget efter tredje verdenskrig er på randen af kollaps, med en korrupt politisk klasse i de multinationales bestyrelsers vold og med militæret som i stigende grad autonom magtfaktor. Radikale oprørsgrupper deler gaderne med dommedagskultister og ungdomsbander. Den fyndige Oberst Shikishima, en central skikkelse i historien, beskriver byen som »en losseplads, overrendt af hedonister«. Naturen er væk: Alt er by.
Otomos antiautoritære sindelag og generelle sympati for ungdommen er klar i hans valg af helte, der udgøres af en henholdsvis utilpasset og voldelig drengebande og en politisk undergrundsbevægelse. Central er relationen mellem den vitale, frembusende Kaneda (stemme af Mitsuo Iwata) — ham med den ikoniske røde motorcykel, som er blevet filmens visuelle signatur — og den romantisk introverte Tetsuo (stemme af Nozomu Sasaki). De er opvokset sammen på et børnehjem og således tæt forbundne, men plages af gensidig mistænksomhed og ressentiment.
Fra 2000 sider til 2 timer
Tetsuo bortføres af militæret, som viser sig at administrere et hemmeligt projekt med henblik på at fremelske overmenneskelige psykiske egenskaber hos børn. Han besidder et enormt potentiale og udvikler sig hastigt til en monstrøs, martret kaoskraft — en slags anti-messias, der varsler apokalypsen. Dyret i åbenbaringen er det tabte barn Akira, som slumrer på bunden af en skakt under byens aldrig fuldførte olympiske stadion. I tegneserien gør Otomo mere ud af skildringen af Akiras barnlige sjæl, mens han i filmen bogstaveligt er en opløst person, som i tabet af sin menneskelighed inkarnerer den altædende kosmiske energi, soldaterne og videnskabsmændene for skade har forsøgt at manipulere. Parallellen til Japans store, uomgængelige fortælling om atombomben er klar.
Læsere, bekendt med tegneserien, vil forstå, at filmskaberne har kæmpet med at koge en episk anlagt fortælling på mere end 2000 sider ned til to timers spillefilm. Det kan derfor være sin sag at følge med i det ultrakomprimerede plot, endsige finde rundt i det store persongalleri, som ikke får samme nuancering som i tegneserien. Karaktertegningen styrkes dog af den virtuose animation: Kanedas rastløse skikkelse bevæger sig med accent hentet fra mere karikerede tegnefilmsfigurer a la Snurre Snup, mens Tetsuos kantede skikkelse og snublende bevægelser signalerer indre konflikt og tikkende, destruktivt potentiale. Samtidig har den digitale masterering betydet, at den naturalistiske, men imponerende brede, farvepalet står klarere end nogensinde, mens lydsiden — med Geinoh Yamashirogumis særegne, folk-inspirerede score — antager monumentale dimensioner.
Akira henter en stor del af sin styrke i sit fremtidsbillede, i hvilket vor tids politiske destabilisering, digitale afgudsdyrkelse og klimakollaps nemt lader sig spejle. Mere grundlæggende besidder filmen en irrationel styrke og følelse af uafvendelighed i sit åndeløst eskalerende opbud af spektakulære optrin. Det ender, som i Kubricks Rumrejsen år 2001 (1968), i oplysende abstraktion.
’Akira’. Japan, 1988 (4K-remastereret 2020). Instruktion: Katsuhiro Otomo. Manuskript: Katsuhiro Otomo og Izo Hashimoto. Animation: Takashi Nakamura, m.fl. Længde: 124 minutter. (Biografer over hele landet).
Jeg er mest til ghost in the shell. men tror også denne nye akira er værd at se.
Jeg har været inde og se den, som Simpson plejer at sige ... "Jeg er stadig fan".