Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Den danske trio Baby in Vain lyser nu krystalklart gennem sine forbilleders filtre

Kunsten at blive sig selv er kunsten at finde fodfæste på skuldrene af sine foretrukne giganter. Det er lykkedes for de tre danske kvinder i den basløse trio Baby in Vain på deres nye, andet og fuldbyrdede album
Baby in Vain er en basløs trio – som også duoen White Stripes – men det mærker man ikke, eller jo, man lægger mærke til, hvor luftige deres ballader kan være.

Baby in Vain er en basløs trio – som også duoen White Stripes – men det mærker man ikke, eller jo, man lægger mærke til, hvor luftige deres ballader kan være.

Alva Le Febvre

Kultur
6. november 2020

Man kan se mennesket – og dermed også musikeren – som summen af dets laster. Der var således en overgang, hvor denne anmelder regnede med, at den danske trio Baby in Vain aldrig for alvor ville komme hinsides deres kærlighed til amerikanske grungebands som L7, Nirvana og Mudhoney – tilsat bluesede stænk fra The White Stripes.

Der var ikke noget galt med disse forbilleder, og Baby in Vain har lige siden deres lovende debut vred fem singler af sig i 2012 og 2013 samt ikke mindst en intenst spillet koncert under opvarmningsdagene på Roskilde i 2013 været et bundsolidt bekendtskab.

Men det afgørende kvantespring ind i den dybt personlige musik er først sket med deres nye, andet og fremragende album See Through.

Hver af de ti sange har deres helt egen selvfølgelige personlighed, hver sang har sin egen vilje.

Dvælende sandpapir

Baby in Vain er tilsyneladende forfaldet til excessiv lytning af PJ Harvey, The Breeders, Sonic Youth og Royal Trux (især den snøvlede forsanger Jennifer Herrema), inden de skabte See Through.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her