Den 9. maj 1938 var Orson Welles på forsiden af Time Magazine. Den 23-årige teaterskuespiller og -instruktør havde i løbet af blot nogle få måneder sat New Yorks teatermiljø på den anden ende med succesfulde og opsigtsvækkende opsætninger af alt fra Shakespeare til George Bernard Shaw. Sammen med den 20 år ældre John Houseman havde Welles stiftet teatertruppen The Mercury Theatre, samtidig med at han selv som skuespiller tjente gode penge på at lave radioteater, ikke mindst spændingsserien The Shadow, hvor Welles’ dybe, kraftige stemme virkelig kom til sin ret.
»Welles er den klareste måne, der i årevis er stået op over Broadway, og han burde føle sig hjemme i himlen, for der er ingen grænser for hans ambitioner ud over at sigte efter stjernerne,« stod der afslutningsvis i artiklen i Time. Det skulle vise sig at være profetiske ord. Et år senere havde Welles skræmt livet af en lang række radiolyttere med sin opsigtsvækkende opførelse af H.G. Wells’ Klodernes kamp – mange troede simpelthen, at der var tale om en virkelig ruminvasion, da de tændte for deres radioapparater og hørte nyhedsindslag om flyvende tallerkner i New Jersey – og han var på vej til Hollywood med en guldrandet kontrakt i lommen.
Filmselskabet RKO var faldet for Welles’ uomtvistelige talent, opfindsomhed og store, selvsikre armbevægelser. Og helt uhørt, ikke mindst for et i filmsammenhæng ubeskrevet blad som Welles, havde de givet ham fuld kunstnerisk frihed til at lave to film som instruktør, manuskriptforfatter og hovedrolleindehaver. Blot skulle de godkende historierne på forhånd. Det resulterede i 1941 i Citizen Kane – Den store mand på dansk – der stadig regnes for at være en af de allerbedste film nogensinde. Det var også en film, som endte med at spænde ben for Welles’ Hollywood-karriere, nærmest inden den overhovedet kom i gang, og resten af sit liv måtte den egensindige, kompromisløse instruktør kæmpe for at få lov til at lave film.
Skarptunget og vittig mand
Det er ikke som sådan den historie, David Fincher fortæller i sin nye og fremragende, Netflix-producerede film, Mank, der har manuskript af instruktørens egen, nu afdøde far, Jack Fincher. Men den er god at kende lidt til, når man skal se filmen, der er et portræt af den mand, Herman Mankiewicz, der skrev Citizen Kane sammen med Orson Welles. Mank, som han blev kaldt, var i 1939, da Welles spurgte ham, om han ville være med til at skrive en film, lige blevet fyret fra sit seneste job som manuskriptforfatter hos et af de store filmselskaber.
Mankiewicz var tidligere teaterkritiker på The New Yorker, og selv om han aldrig for alvor opfattede filmmediet som en kunstart, var han i midten af 1920’erne blevet lokket til Hollywood ved udsigten til at tjene gode penge. Han havde en familie at forsørge og var samtidig lidt af en spillefugl – med en betragtelig spillegæld – der drak alt for meget og i det hele taget var sin egen værste fjende. Mank var intelligent, havde sans for rappe replikker og skrev med på små og store film i en verden, hvor de fleste manuskripter blev skrevet og skrevet igennem af mange forskellige manuskriptforfattere på de magtfulde studiebossers lønningsliste.
Men Mankiewicz var mest af alt kendt for at være en skarptunget og vittig mand, der kunne spidde de fleste med sit store vid og sans for at sige sandheden, også selv om den ofte var ilde hørt. Det gav ham fans, men resulterede også i adskillige fyresedler og et lidt blakket ry hos de store filmselskaber. Han havde med andre ord brug for arbejde, da Orson Welles bad ham skrive med på den film, der skulle blive til Citizen Kane. De to væsensforskellige begavelser kendte allerede hinanden, fordi Welles havde brugt Mank som manuskriptdoktor på nogle af sine radiostykker.
Avismagnats storhed og fald
Mank begynder i 1939, hvor Herman Mankiewicz (Gary Oldman) installeres på en ranch i ørkenen et godt stykke uden for Los Angeles. Hans ben er i gips efter en bilulykke, og målet er at få ham tørlagt, så han kan arbejde – han har 60 dage til at skrive manuskriptet i, informerer Orson Welles (Tom Burke) ham om over telefonen. Til at assistere sig har Mank både en sygeplejerske og en sekretær, der kan tage imod diktat og skrive manuskriptet rent, og John Houseman (Sam Troughton) har til opgave at sparre med Mank og holde ham på måtten. Det sidste har han ikke det store held med.
Sammen er Welles og Mank blevet enige om, at de vil fortælle historien om en avismagnats storhed og fald – en rigtig amerikansk tragedie – og at den skal baseres på virkelighedens William Randolph Hearst. Han var et af de mest magtfulde mennesker i USA – eller havde i hvert fald været det, indtil Wall Streets krak i 1929 og den efterfølgende økonomiske depression trak store dele af tæppet væk under Hearsts avisimperium.
Mank kender selv Hearst (Charles Dance), der bor i sit enorme slot i San Simeon sammen med sin elskerinde, skuespilleren Marion Davies (Amanda Seyfried), og var engang en del af parrets inderkreds. Det er ikke mindst de mange besøg på slottet og fester og middage med Hearst og Davies og Hollywoods spids, som Mank tænker tilbage på – og som publikum får lov til at opleve – mens han ligger i sin seng i ørkenen og skriver på sit manuskript.
Men David Finchers film er lige så interesseret i Mankiewicz’ oplevelser i Hollywood som i Hearst og Davies, og i hvordan filmbyens indbyggede grådighed, brutale magtspil og manglende kunstneriske vilje forvandler manuskriptforfatteren til et stadigt mere bittert og desillusioneret menneske.
Ikke kun nostalgi
Mank er ikke (kun) en nostalgisk hyldest til gamle dages Hollywood. Det er i høj grad også en hudfletning af en industri, der var grundlagt og styret af jødiske indvandrere, som dog ikke turde stå ved, at de var jøder, fordi antisemitismen stortrivedes i det amerikanske samfund. De var bange for en mand som William Randolph Hearst og hans mange medier – og sladderdronninger som Louella Parsons og Hedda Hopper – der kunne rive dem alle og deres film og stjerner ned lige så hurtigt og effektivt, som de byggede dem op.
Kommunister og socialister var man heller ikke meget for i Hollywood – selv om der var en del af dem blandt både skuespillere og filmarbejdere. Den politiske forfølgelse er tæt på at få Herman Mankiewicz ned med nakken, da han oplever, hvordan David O. Selznick (Toby Leonard Moore) skruppelløst bruger filmmediet til at manipulere med fakta og tilsmudse en venstreorienteret kandidat til guvernørvalget, Upton Sinclair. Bedre bliver det ikke af, at det faktisk er Mank selv, der for at undgå at skulle skrive under på en bandbulle imod Sinclair, får sagt til Selznick, at man ikke behøver underskriftsindsamlinger, når man har noget så suggestivt og forførende som et kamera, nogle skuespillere og dygtige filmfolk til sin rådighed.
Det er en bidsk kritik af ikke bare Hollywoods, men alle massemediers rolle i forhold til den samfundsmæssige diskussion og ansvar for at fortælle sandheden. Og al denne desillusion finder vej ind i Manks manuskript til Citizen Kane, der er en underholdende, men også melankolsk, ja, nærmest tragisk skildring af en mand, der ligesom Mads Skjern i Matador ender med at have alt, men undervejs mister sig selv og sin sjæl. I filmen hedder avismagnaten, der spilles af Orson Welles selv, Charles Foster Kane, og den er en undersøgelse af, hvem den mystiske Kane egentlig var, og hvor og hvad han kom fra – og af det ord, han siger, da han dør: »Rosebud.«
Alletiders bedste film
I virkelighedens verden er Rosebud angiveligt William Randolph Hearsts kælenavn til Marion Davies klitoris, og da parret i Mank får nys om, at Herman Mankiewicz arbejder på en film inspireret af deres liv, sætter Hearst himmel og jord i bevægelse for at få den stoppet. Også selv om Mank over for Davies insisterer på, at Kanes elskerinde i filmen, Susan Alexander, ikke er hende. Det lykkes selvsagt ikke at stoppe Citizen Kane, men det er tæt på. (Dengang endte balladen med at koste Welles final cut på den anden film, Magnificent Ambersons, han lavede for RKO, og selskabet tog den fra ham og klippede den både om og ned i længde).
Da Citizen Kane endelig får premiere – i meget få biografer, fordi mange af de studieejede kæder ikke vil vise den af frygt for Hearsts vrede – hyldes den for at være et originalt værk, som bringer filmkunsten ind i en ny æra. Den bliver nomineret til ni Oscars, men vinder kun én, for Bedste Manuskript, som Welles og Mank deler, selv om ingen af dem dog dukker op til prisuddelingen. På det tidspunkt er de måske ikke så overraskende blevet uvenner, blandt andet på grund af den kreditering på manuskriptet, som Mank ellers fraskrev sig til at begynde med.
I mange år har Citizen Kane stået øverst på lister over alletiders bedste film, hvilket måske kan være svært at forstå i dag, 80 år efter premieren. Men filmen er så fuld af filmtekniske og dramaturgiske nyskabelser – ekspressionistiske kameravinkler, bagprojektion, nærbilleder, overlappende dialog, flashbacks – at den stadigvæk er et innovativt katalog over, hvad levende billeder formår i hænderne på et nysgerrigt, åbensindet wunderkind, som er i færd med at lære sig selv filmens sprog og grammatik at kende, og som derfor ikke ved, hvad der kan lade sig gøre eller ikke lade sig gøre. Samtidig er den dybt moralske, stedsegrønne fortælling om Charles Foster Kane, arketypen på en selfmade amerikaner, så velfortalt, medrivende og velspillet, at det er en fryd.
Uforglemmelig symfoni
David Finchers Mank er også en fryd, selv om den trods alt ikke er lige så skelsættende som Citizen Kane. Instruktøren har optaget filmen i stemningsfulde, sort-hvide billeder og brugt monolyd på samme måde, som Orson Welles gjorde det på Citizen Kane. Resultatet er en skøn og smuk film, der overbevisende genskaber datidens Hollywood.
Gary Oldman er forrygende i rollen som Herman Mankiewicz, der er lige så underholdende at være i selskab med, som han kan være pisseirriterende, fordi han især i sine gevaldige branderter ikke kan styre sig. Amanda Seyfried stråler i rollen som den morsomme, umiddelbare og samtidig sårbare Marion Davies, der bliver gode venner med Mank, men har svært ved at holde ham ud i længden – og som ganske mister jordforbindelsen, mens hun lever isoleret i det store slot sammen med viljestærke, kontante William Randolph Hearst (Charles Dance).
I det hele taget er Mank en velcastet film, hvor det er sjovt at spotte store og små stjerner fra Hollywoods guldalder.
På en måde er Mank også et korrektiv til teorien om, at Herman Mankiewicz var det egentlige geni bag Citizen Kane. Det var en teori, som den indflydelsesrige kritiker Pauline Kael lancerede i et berømt essay, Raising Kane, i The New Yorker i 1971, mens hun samtidig nedtonede Orson Welles’ rolle i manuskriptets tilblivelse. Sådan forholdt det sig dog ikke, og i en ny artikel i samme magasin går filmkritikeren Richard Brody i rette med Kael. Han skriver blandt andet, at hendes »største fejltagelse er, at hun ikke forstår at anerkende, at Welles ville have været Welles uden Mankiewicz«, mens Mank havde brug for Welles og hans geni til at bearbejde manuskriptet og forvandle det til så uforglemmelig en symfoni af lyd og billeder.
Fincher køber heller ikke Kaels teori, selv om den faktisk lå til grund for første udgave af farens manuskript. Måske skyldes det, at instruktøren selv er så visuel en filmskaber, der har gjort en karriere ud af at tage andres skrevne ord – Fincher er ikke krediteret som forfatter på sine egne film – og på formidabel og markant vis forvandle dem til billeder, fortolke dem og gøre dem til noget helt andet og mere.
’Mank’ – Instruktion: David Fincher. Manuskript: Jack Fincher. Fotografi: Erik Messerschmidt. Længde: 131 minutter. Vises i udvalgte biografer. På Netflix fra den 4. december.
