Læsetid: 5 min.

Det døde barn på stranden fik forfatteren til at føle et medansvar og sin egen godhed

Klaus Rothsteins bog om flygtningekrisen i 2015 har fokus på kunstens godhed, men heldigvis også på splittelse og uenighed
Billedet af den druknede dreng, treårige Aylan Kurdi, på stranden i den tyrkiske by Bodrum blev ikonisk og skabte et globalt engagement, men også blev genstand for sentimentale projektioner og kynisk udnyttelse. Her afbilledet i Frankfurt am Main.

Billedet af den druknede dreng, treårige Aylan Kurdi, på stranden i den tyrkiske by Bodrum blev ikonisk og skabte et globalt engagement, men også blev genstand for sentimentale projektioner og kynisk udnyttelse. Her afbilledet i Frankfurt am Main.

Daniel Roland

20. november 2020

I 2015 flygtede et stort antal mennesker fra Afrika og Mellemøsten over Middelhavet, nogle omkom under forsøget, andre blev opsamlet – eller indsat – i lejre, andre igen fortsatte et kortere eller længere stykke op gennem Europa. Også på de danske motorveje, ved danske færgehavne, banegårde og broer så man store koncentrationer af flygtninge.

Det var et ejendommeligt mennesketog. Regelløst, fortvivlet og desperat som noget fra folkevandringernes tid. Og så genkendeligt moderne med sine spraglede farver, mobiltelefoner og sin organisatoriske dygtighed.

Over en million anslog man det samlede antal flygtninge til. De flygtede fra krig, forfølgelse, fattigdom, undertrykkelse, fra én ting eller fra flere ting i forening.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Ravn-Olesen

Og hvis kunsten vil være virkelig interessant, kunne den afspejle de dilemmaer som flygtningekrisen placerede os i. Men i stedet valgte den empatiens position som bestemt er vigtig, men ikke kan stå alene. Men kunstneren undgik til gengæld at blive upopulær blandt kunstnervennerne. Og det er jo ikke uvæsentligt.