Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Dramaet ’Søstrene Gusmãos usynlige liv’ skildrer sanseligt søsterkærlighed

Karim Aïnouz’ drama om ’Søstrene Gusmãos usynlige liv’ er et forførende visuelt bud på en tropisk melankolsk fado-sang om skæbnesvangre kvindeliv i 1950’ernes Brasilien
Karim Aïnouz’ ’Søstrene Gusmãos usynlige liv’ er et tropisk melodrama om to unge søstre, der helt bogstaveligt bliver væk fra hinanden.

Karim Aïnouz’ ’Søstrene Gusmãos usynlige liv’ er et tropisk melodrama om to unge søstre, der helt bogstaveligt bliver væk fra hinanden.

Camera Film

Kultur
19. november 2020

Brasilianske Karim Aïnouz har kaldt sin nye film Søstrene Gusmãos usynlige liv et tropisk melodrama, og efter den første scene tænker man, at det skal tages helt bogstaveligt. Her befinder vi os i den jungleagtige bevoksning ved Jesus-statuen uden for Rio de Janeiro, hvor to unge søstre bliver væk fra hinanden efter en udflugt. Musikken og lydsiden driver af varme, og samme temperatur præger stemningen, da vi kommer med hjem i deres lejlighed. Her drømmer storesøster Guida (Julia Stockler) om en græsk sømand, hun er besat af, og hun får sin mere forsigtige lillesøster Eurídice (Carol Duarte) til at dække for sig, så hun kan snige sig ud i natten.

Den nat viser sig at blive starten på en skæbnesvanger fortælling, hvor søstrene helt konkret mister hinanden. Og mens der er store følelser og hede i den fortælling, er der frem for alt et gribende portræt af ellers usynlige kvindeskæbner i en tid, hvor få kvinder kunne forme deres eget liv. Snarere end junglesvedigt melodrama får man et fint fortalt søsterdrama om, hvordan livet kan være præget af melankolsk længsel – og maskuline rammer – men skal leves alligevel.

Alfonso Cuarón tog os med sin sort-hvide Roma ind i kvindernes skæbner i 1970’ernes Mexico. I Søstrene Gusmãos usynlige liv er der fuld fart på farverne, men en lignende intention om at stille skarpt på karakterer, som ellers ikke har fået lov at dominere hverken verdens- eller filmhistorien.

En farlig løgn

Da Guida forsvinder ud i natten, vender hun nemlig ikke hjem som lovet. Hun er sejlet med sin sømand mod Europa. Eurídice er knust og ender resigneret med at gifte sig med en ven af familien. Da Guida senere vender tilbage – gravid og forladt – slår hendes patriarkalske far hånden af hende og beslutter sig for, at de to søstre ikke skal kende til hinandens skæbne.

Eurídice lever derfor i den tro, at Guida er i Grækenland. Guida tror, at Eurídice er i Wien, hvor hun forfølger sin drøm om at blive koncertpianist. Deres relation kommer til at bestå af de breve, som Guida skriver til sin søster, mens forældrene gemmer dem væk. Først er brevene personlige beretninger om livet. Siden bliver de en form for dagbog, efterhånden som Guida erkender, at hun måske aldrig ser sin søster igen.

Som i en fadosang er livet hårdt og kærligheden svær, men Aïnouz fylder samtidig sin fortælling med kulør og lysere øjeblikke, især fra Guidas stædige kamp for at skabe sig et liv på trods af alt. Der er tankevækkende sekvenser som Eurídices bryllupsnat, hvor mødommen uromantisk bliver taget i et badekar, eller scenerne, hvor Eurídice kun virker nærværende, når musikken indeni kanaliseres ud gennem klaverets tangenter. Imens finder Guida en base i slummen med Filomena (Bárbara Santos) som sin seje, beskyttende engel.

Dragende kvindeskæbner

Mens drivkraften i første del af filmen er, om søstrene vil finde hinanden, lander man gradvis i den stemningsfulde skildring af deres vidt forskellige liv. Da deres veje krydser hinanden i en smukt koreograferet restaurantscene i Hélène Louvarts flotte fotografering, er det både dragende og bittersødt.

Der er åbenlyse referencer i karakterernes græske navne og rig brug af klassisk musik af Chopin og Liszt til at skabe en eftertænksom klangbund for det søsterlige drama. Men filmen fortaber sig ikke i melankolien, heller ikke da den til sidst lader brasiliansk films aldrende stjerne, Fernanda Montenegro (fra Central Station), dukke op med sit fantastiske, livskloge ansigt.

Stockler og Duarte spiller begge, så man suges ind i deres skæbner, og selv om filmen ikke brager løs med en feministisk agenda, står kritikken af tiden og dens patriarkalske strukturer skarpt. Man skal have smag for det sørgmodige for helhjertet at omfavne filmatiseringen af Martha Batalhas populære bog, men man skal ikke lade sig skræmme af prædikatet ’tropisk melodrama’. Der er meget mere at komme efter i Aïnouzs film, som vandt Un Certain Regard-konkurrencen i Cannes i 2019 og var Brasiliens bud på en Oscar samme år.

’Søstrene Gusmãos usynlige liv’ – Instruktion: Karim Aïnouz. Manuskript: Murilo Hauser, Inés Bortagaray og Aïnouz. Fotografi: Hélène Louvart. Længde: 139 minutter. Biografer landet over.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her