Tænk, hvis der flyttede en komponist ind i din opgang og lavede en opera om, hvad der sker i den? Og bagefter opførte den samme opera i din opgang, så du kunne sidde dér og genkende dig selv?
Det har librettisten og komponisten Rasmus Zwicki gjort med et hus i London, hvor han boede i en årrække fra sommeren 2016 og fik øje for de små beskeder, beboerne skrev til hinanden i en énvejskommunikation om pakker, hundelorte og larm i nattetimerne.
Rasmus Zwickis opera Duncan House blev i weekenden opført som en del af årets KLANG-festival, der på magisk vis afholdes i disse dage. Lige til det sidste var man bange for en aflysning, men da det ikke skete, har man sat alt ind på at levere ny musik til folket under de gældende corona-restriktioner. For det første er operaen et samarbejde mellem det danske ensemble Lydenskab og det engelske Ensemble Plus-Minus og derfor tilrettelagt med flere engelske sangere og musikere, som det er svært at importere i disse tider.
For det andet er det meningen, at publikum skal opleve Duncan House i en lejlighed. Med supplering fra herboende sangere og musikere og takket være et velforberedt crew var der tjek på sagerne, og det lille publikum blev guidet rundt med mundbind på i afsprittede private stuer i et lejlighedskompleks i Sydhavnen, så forestillingen overlevede corona.
Måske kender du allerede Zwickis hypnotiserende, pædagogiske stemme fra den årrække, hvor den flød ud i de sene aftentimer i P2-programmet Natsværmeren. Eller noget af hans musik, der forskønner DRs naturserie Vilde Vidunderlige Danmark, som han har komponeret hovedtemaet til.
Rasmus Zwicki er uddannet komponist, men en lidt særlig én af slagsen, der tager det at komponere meget bogstaveligt, forstået som det at sætte sammen. Det vil sige, han sætter hvad som helst sammen for at opnå sit resultat og holder sig ikke til instrumenter. Dem kan han faktisk på en god dag undvære, som i sit værk Præludium & fuga for seks lommelygter. Skuespillere indgår gerne. Eller hans egen voice over. Han kendetegnes gennem sin evne til at realisere ideer og synes altid meget sanseligt inspireret.
Musik af sure opstød og elevatorsang
I kammeroperaen Duncan House sætter Zwicki autentiske opslag, breve og rundspørgeskemaer samlet gennem hans tid i Duncan House sammen og lader dem udtrykke af instrumenter, sangere og skuespillere. Det er sedlerne og opslagene, der er rollerne, kan man sige. Opslagene materialiserer sig i stemmer, og deres spørgsmål bliver til sang. Personerne bag opslagene er ubekendte, og jo mindre de konkretiserer sig, jo mere klæder det operaen.
En anden substans i musikken er Duncan House’ egne lyde. På smuk vis indledes forestillingen med, at man bliver ledsaget af en sanger i elevatoren op til en lejlighed, mens sangeren synger det smukke elevatortema i skrævende femtonetrin: »Please ensure that both doors are closed, when entering and leaving the lift.« Elevatorens trappetema oplever man igen som elegant bindeled mellem scenerne, sunget eller spillet, mens enkeltbogstaver skrevet på papir bliver hævet af musikerne, der ledsager deres bogstaver med en slags sugende elevatorlyd. Bogstaverne giver umiddelbart ingen mening, men virker alligevel. Der er også de mindre konkrete lyde. Er det susen i rørene eller rumlen i kældermaskineriet, når klarinetten spiller, eller er det vind i tagskægget, som fløjten hvisler? Er det husets egne indre lyde, eller er det bare sådan, det lyder, når man lytter ind i sig selv og sine egne indre rør og sit eget indre maskineri?
Det er nok én af de mest indre operaer, jeg har hørt. Operaen er den indre monologs medie par excellence, men i denne opera er vi indeni på alle måder. Inden i beskedernes egen indesluttede verden, inden i huset, inden i rørene, inden i elevatoren, inden i postkassen. Måske er vi også helt inden i ordene, helt inde ved bogstaverne. Og vi er inden i Duncan House’ beboere.
Det spændende ved operaen er dog ikke psykologiske portrætter, men et portræt af denne her særlige intimsfære, der ligger et sted mellem det offentlige og det private. Vi, der bor i byen, kender dette rum. Vi har sagt ja til at indgå i det med menneskene omkring os. Vi bor sammen og alligevel ikke.
Engang boede jeg i noget nybyggeri med elevator. Jeg kunne køre op i elevatoren med en beboer, der ikke engang hilste. Og alligevel opsnappede man jo, at den unge mand ved siden af havde fået sig en kæreste, som skreg en del, når de knaldede, og som pludselig var væk, og at manden nede i stuen var syg, og at det nok var derfor, de købte hund, for at konen ikke skulle være alene, og en dag var han også væk, og så videre. Men vi kendte ikke hinanden. Der var også dumme, følelsesladede opslag om, hvor forfærdeligt det så ud med parkerede cykler på fortovet, og jeg fik min kæreste til at tegne en diller på ét, fordi det var den eneste kommentar, der var på niveau med indholdet. Det ville ikke kunne lade sig gøre, hvor jeg bor nu, i en gammel andelsforening, hvor vi kender hinanden for godt.
Men hvornår opstår det her på én gang følelsesafstumpede og følelsesladede sociale rum? Jeg synes, Duncan House er et spændende studie af det. Ved også at inddrage noget af alt det mærkelige sprog, der fylder postkassen og når os i reklamer og andet husomdelt, udvider Zwicki studiet af den besynderlige kommunikation mellem mennesker.
Det er vellykket. Ikke mindst musikalsk. Zwicki kan noget med at få stemmer til at klinge naturligt og smukt samt vælge instrumenter og komponere dem på en måde, der skaber organisk tilfredsstillelse, hvis der er noget, der hedder det. Opslagene har hvert deres fængende musikalske tema, mens brevene præsenteres som en ordstrøm. Det er meget raffineret, at man først præsenteres for de forskellige temaer i små enkeltvise scener, for så at se musikere, sangere og skuespillere dukke smooth op i lejligheden og forsvinde igen, mens temaerne skifter ejermand og kombineres med andre temaer i flerstemmige kompositioner. Og flot bliver det til sidst, når hele materialet samles i ét stort ensemble.
Først og fremmest er det en meget smuk opera, der på trods af det overhængende forstemmende ved den overvejende amputerede menneskelige kommunikation skaber smuk musik og poesi. Det sammenbragte coronateam var imponerende tjekket og leverede en flot premiere.
Rasmus Zwicki: ’Duncan House’. Duncan House (libretto). Laura Bowler (sopran). David Danholt (tenor). Jasper Cartwright (skuespiller). Caspar Phillipson (skuespiller). Laura Kamis Wrang (skuespiller). Ying-Hsueh Chen (slagtøj/dirigent). Louise Gorm (violin). Vicky Wright (klarinet). Mikkel Egelund Nielsen (guitar). Sofia Lind Pedersen (cello). Karolina Leedo (fløjte). En lejlighedsopgang i Sydhavnen 30. oktober. Klang-festival 2020.
