Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

’Efterforskningen’ er en hyldest til mindre dramatiske dyder som omhu og vedholdenhed

På Information har vi mildest talt været imponerede over Tobias Lindholms dramatisering af arbejdet med at opklare drabet på Kim Wall. Her gør de to anmeldere status over de klicheer, serien har valgt fra og til, og de ubesvarede spørgsmål, den efterlader
Hvad ser Kirstine (Charlotte Munck) i sin travle husbond Jens Møller (Søren Malling) i serie Efterforskningen.

Hvad ser Kirstine (Charlotte Munck) i sin travle husbond Jens Møller (Søren Malling) i serie Efterforskningen.

Per Arnesen

Kultur
2. november 2020

Efterforskningen adskiller sig fra de fleste politiserier ved at beskrive en virkelig drabssag – den såkaldte ubådssag – der både er mere vanvittig, end man havde kunnet forestille sig, og som ikke ligger særlig langt tilbage i tiden og i vores hukommelse. Der følger et stort etisk ansvar med den opgave, instruktør Tobias Lindholm har givet sig selv, og man kan se, han har tænkt sig grundigt om.

Men serien skal ikke bare være respektfuld, den skal også være interessant, gribende og nogenlunde tilpasset den dramaturgiske opbygning, vi er vant til i historier om kampen mellem godt og ondt. Ved seriens sidste afsnit ser vi på, hvordan det gik med at holde balancen mellem de to hensyn. 

Krimiklicheer, serien undgik

1. Det nære og isnende portræt af den vanvittige gerningsmand. Vi kan godt leve uden. Ligesom vi fint lever uden kvalmen ved synet af et maltrakteret kvindelig. Selvfølgelig er det en mulighed, at der en dag vil findes en fiktionsfortælling, som på en begavet måde skildrer Kim Walls drabsmand. Den historie har også sin berettigelse, man vil jo gerne vide, hvad der er gået galt i hovedet på sådan et menneske. Men Efterforskningen har fra start til slut kørt en form for opmærksomhedsboykot af den ved gud opmærksomhedskrævende drabsmand, som føles helt rimelig.

Tobias Lindholm har besluttet sig for at fortælle én historie og gøre det grundigt. I løbet af de seks afsnit er der også løbende blevet taget afstand til mediernes svælgen i ligegyldige oplysninger om drabsmanden. Mest absurd eksemplificeret ved en historie om, hvordan han holder jul i fængslet, som Jens Møller ryster på hovedet af i sjette afsnit.   

2. Arbejdspladsflirten. Romance mellem de to efterforskere Maibritt (Laura Christensen) og Musa (Dulfi Al-Jabouri) indtræder altid. I en anden serie, der var mindre forpligtet på virkeligheden og mindre skarpt fokuseret på arbejdet og kun arbejdet, var de to jævnaldrende efterforskere med stor sandsynlighed begyndt at flette fingre, mens de ud i de sene nattetimer læste al efterforskningsmaterialet igennem for tredje gang. Det er karakteristisk for Efterforskningens underspillede måde at være god på, at begge karakterer fremstår vedkommende og nuancerede, uden at man har hørt det mindste pip om deres privatliv eller baggrund.

3. Råddenskab i systemet. Som regel er der i krimier en eller flere karakterer, der repræsenterer det, der er galt med systemet. Korruption, kynisme, rigiditet, eller hvad det nu måtte være. I Efterforskningen er systemet (forstået som hele pakken af politi, anklagemyndighed, retsvæsen, retsmedicinsk institut) faktisk godt.

De gnidninger, der så alligevel er, kommer af, at de forskellige fagområder har forskellige behov. Anklageren er nødt til at stå stejlt på princippet om, at enhver rimelig tvivl skal komme den tiltalte til gode, og er derfor mere kritisk indstillet over for bevismaterialet, end politiet selv er. Jens Møller prøver at presse retsmedicineren (Henning Valin) til at konkludere mere bastant på dødsårsagen, så anklageren får det, han skal bruge, men retsmedicineren har sin egen faglige standarder og »kan ikke bare konkludere noget, bare fordi I har brug for det«. Integriteten fejler ikke noget nogen steder. 

Krimiklicheer, den alligevel fik med

1. Superdårlig work-life-balance. Den moderne problemstilling kendetegner stort set enhver seriøs efterforsker i krimigenren. Således også Jens Møller, der af sin gravide datter Cecilie (Josephine Park) bliver bedt om at holde sig væk, indtil han selv kan besvare spørgsmålet: »Hvad fanden vil du have, jeg skal gøre?« Han kan jo ikke holde sine aftaler, når han aldrig rigtigt har fri. Sådan er det at være idealistisk hovedperson; når man går til den på arbejdet, svigter man sine nærmeste, og familierelationer falder fra hinanden. Hvis man samtidig er afhængig af den selvforglemmelse og koncentration, ens hobby med at skyde lerduer og ænder giver en, er der ikke noget at sige til, at der bliver dårlig stemning.

2. Alle bor urealistisk lækkert. Sådan er det nærmest altid og i distraherende grad i danske dramaserier og -film, hvilket giver udlandske seere den forestilling, at alle danskere er Panton, Wegner og Arne Jacobsens direkte blodslægtninge. Måske bor topadvokater generelt nydeligere end gennemsnittet, men der er godt nok dyr dansk samtidskunst på væggene hos seriens topanklager. Den smagfulde boligindretning fungerer nærmest som en trøstpræmie for alt den sorg, det slidsomme bøvl og det mørke, serien i øvrigt konfronterer os med.

3. Sprogblomster i flor. Generelt har Efterforskningen portrætteret en række meget professionelle, grænsende til det tørre, mennesker med et sparsomt forhold til ord. Deres replikker har været nøgterne og haft det ene praktiske formål at udveksle vigtige oplysninger (og en gang imellem pædagogisk at informere seerne om, hvordan retssystemet virker). Selv i den mest følelsesladede relation, nemlig den mellem Jens Møller og Kim Walls forældre, kommer respekten, omsorgen og generøsiteten til udtryk ved, at han gør sig umage med at informere dem løbende.

Alligevel er det, som om Lindholm har gået og gemt nogle citatvenlige oneliners sammen, som han så vælger at drysse ud overs seriens sjette og sidste afsnit. Eksempler på dette er, når Jens Møllers hustru fra vinduet i deres hjem trøstefilosoferer over udsigten: »Alt er sort og hvidt, men selv om farverne er væk nu, så er de der alligevel. Vi kan bare ikke se dem, før solen skinner igen« og anklagerens kronikoverskriftslignende bemærkning: »Jo mere civiliserede, vi bliver, jo mere har vi et behov for at kigge ind i mørket.«

Ubesvarede spørgsmål

1. Hvorfor Jens, Kirstine? Hvad ser Kirstine (Charlotte Munck) i sin meget travle og indadvendte husbond Jens Møller (Søren Malling)? Vi stillede spørgsmålet efter de første par afsnit af serien, og ved afslutningen må vi spørge igen. 

Når telefonen ringer og vækker de to midt om natten, er det første, hun udbryder, et fuldt interesseret og slet ikke irritereret: »Noget nyt?« Når Jens kommer hjem sent om aftenen, sidder hun klar ved sin bærbare eller i mørket i vindueskarmen og spørger prompte ind til sagen – som havde hun siddet klar hele dagen for at spille denne underlegne birolle.

Hun bliver aldrig sur over at skulle håndtere Jens’ sårede datter på egen hånd og lader nærmest til at finde det nuttet, at han intet begreb har om, hvordan datteren tænker og føler. Flyttekasserne i deres fælles hjem står der serien igennem som påmindelse om, at deres liv sammen konstant er på pause. Alligevel anes aldrig så meget som et lille vris fra hendes mund. Hvorfor ikke, Kirstine?

Det eneste, Jens sådan rigtigt gør i hjemmet, er at tage ansvar for, at hundene bliver luftet sent om aftenen. Det sker så på bekostning af at nå at snakke med hende om andet end middagslogistik og efterforskning.

2. Hvad blev der af Kim Walls kæreste? Vi hører om ham, når efterforskerne rekonstruerer drabsforløbet, men ellers optræder han ikke i serien. I virkelighedens verden skete der det, at Tobias Lindholm involverede ham i processen, ligesom han gjorde med Kim Walls forældre. I Weekendavisen har han skrevet om sin oplevelse af, at andre mennesker gør hans livs store katastrofe til deres egen fortælling.

3. Hvorfor sjusker de grundige? Hvorfor er der ingen, der har tænkt på det ret åbenlyse i at opdatere tidslinjen på opslagstavlen med oplysningerne om, at to af knivstikkene er påført lige omkring dødens indtræffen, før Maibritt en tidlig morgen genlæser obduktionsrapporterne? Den oplysning gør det sammen med de manglende tegn på varme på ligdelene muligt for anklageren Jakob Buch-Jepsen (Pilou Asbæk) at pille den sigtedes 117. forklaring fra hinanden.

Men at gennembruddet sker på grund af det hårde, grundige og stædige arbejde, som Jens Møller til sidst takker sine medarbejdere for, er karakteristisk for historien. Hvor rent fiktive politiserier har en tendens til at lade egenskaber som mod og risikovillighed gøre den afgørende forskel, er Efterforskningen en hyldest til mindre dramatiske dyder som omhu og vedholdenhed.

’Efterforskningen‘. Manuskript og instruktion: Tobias Lindholm. Sidste afsnit sendes på TV 2 mandag klokken 20, og alle seks afsnit kan streames på TV 2 Play.

Serie

Vi anmelder: Efterforskningen

Tobias Lindholms miniserie på TV 2, ’Efterforskningen‘, skildrer ubådssagen set fra efterforskernes side. Lever den op til det ansvar, det indebærer at dramatisere et nationalt traume af den art? Og fungerer den som dramatik? Vi anmelder hvert af seriens seks afsnit.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Marianne Ljungberg

Jeg synes det smukkeste ved serien er at den peger på - i al forvirringen mht anklageskriftet - en yngre kvinde der holder fast. Og at lige præcis det element ikke bliver overdrevet. Hun får to blide klap på skulderen - det må en mand godt. For hvad ville de have gjort uden hende.

Henrik Ljungberg

Lone Nikolajsen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Den stille alvor der præger hovedpersonerne i Efterforskningen og lyser ud af deres ellers næsten udtryksløse ansigter er væsentlig og - tror jeg - årsagen til, at serien blev så vedkommende. I det mindste for mig.

Dertil kommer musikken, som tydeligt understreger dramaet. Ikke mindst, når der ledes i havet.

Efterforskningen har været "fast inventar" de mandage den rullede over skærmen! Stille og rolig serie uden aktion og hurtige klip. Godt og spændende slow TV. Gerningsmanden blev kun nævnt som sådan, det var rart. Savnede kun konklusionen i mentalundersøgelsen, den blev nævnt, men svaret aldrig diskuteret mellem politifolkene. PS så fik vi også set "Polle fra Snave" i en helt ny rolle, sjovt.

Man kunne håbe på, at tendensen forplantede sig til de fiktive krimier. Sådan at der fremover ikke behøver at være tale om et rigtigt drab, når man laver tv-serier der stille og roligt koncentrerer sig om seriøs politiefterforskning.