Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Eminent Kirsten Olesen tryllebinder i rollen som Goebbels’ sekretær i ’Et tysk liv’

Kirsten Olesen i rollen som Goebbels’ sekretær bliver i sig selv et studie i den store skuespillers fuldendte teknik. Forestillingen drives frem af skyld som grundtema og udgør i sit hele en fremragende monolog om at være sekretær i nazisternes propagandaministerium
Kirsten Olesen taler så levende, så vi kan se alle hendes fortællinger for os – og høre hvert eneste ord.

Kirsten Olesen taler så levende, så vi kan se alle hendes fortællinger for os – og høre hvert eneste ord.

Camilla Winther

Kultur
7. november 2020

Kvinden sidder på en stol på scenen – en stol mellem utælleligt mange andre stole. Hun sidder smilende og nydelig i sin røde spadseredragt og fornuftige spadseresko, mens hun misser lidt med øjnene under sit grå pagehår.

Så fortæller hun sin historie. En opsigtsvækkende historie om en kvinde, der tilfældigt blev ansat som sekretær i nazisternes propagandaministerium under Joseph Goebbels. En kvinde, som ikke vidste noget. Men en kvinde, som velsagtens alligevel følte sig medskyldig i nogle af 2. verdenskrigs frygteligste forbrydelser mod jøderne i kz-lejrene. Eller gjorde hun?

Det er spørgsmålet i Det Kongelige Teaters forestilling Et tysk liv. Den er baseret på dokumentarfilmen fra 2016, hvor den dengang 105-årige Brunhilde Pomsel (1911-2017) afslørede sin særlige fortid. Filmen vakte stor opsigt, og den blev sidste år dramatiseret af den engelske dramatiker Christopher Hampton. Nu er teksten så blevet stærkt og enkelt oversat af Anita Bay Bundegaard og Christian Bundegaard – en tekst, der er beslægtet med Simone Isabel Nørgaards stykke Mit mørke i 2015 over Peter Tudvads bog Sygeplejerske i det tredje rige.

Fru Goebbels’ spadseredragt

I Skuespilhuset er det Kirsten Olesen, der sidder på stolen. Hun går beskedent rundt mellem stolene, indtil hun alligevel vælger den i midten. Hun vil tydeligvis gerne undskylde på forhånd. »Der er så meget, jeg har glemt,« siger hun mildt. Men så begynder hun at fortælle de vildeste detaljer.

Den 35-årige instruktør Liv Helm har instrueret den 71-årige Kirsten Olesen, så hendes bevægelser er nedtonet så meget, at kun læberne presser sig sammen, mens kroppen virker evigt parat til at stenografere endnu et uhyrligt diktat.

Den 35-årige instruktør Liv Helm har instrueret den 71-årige Kirsten Olesen, så hendes bevægelser er nedtonet så meget, at kun læberne presser sig sammen, mens kroppen virker evigt parat til at stenografere endnu et uhyrligt diktat.

Camilla Winther

Imens sidder vi tryllebundet af denne fabelagtige skuespiller, der siger hver eneste sætning, så vi kan se den for os. Hun holder lange pauser, hvor hendes blik søger væk, tilbage i erindringen. Nogle gange griber den ene hånd fat om det andet håndled. Andre gange samler hænderne sig. Men ellers rører hun sig ikke. Al bevægelse sker inde i hende: Følelserne for hendes jødiske barndomsveninde blusser op i hende med den allerstørste smerte. Alligevel er hun stadig benovet over, at fru Goebbels forærede hende en aflagt rød spadseredragt.

Frygtindgydende flot

Kirsten Olesen disponerer rollen, så den i sig selv er et studie i den store skuespillers fuldendte teknik. Stemmeføringen med den tilslørede klang, den åbenhjertige munterhed og den bundløse sorg – alt med samme værdighed.

Det er frygtindgydende flot skuespil. Den 35-årige instruktør Liv Helm har instrueret den 71-årige Kirsten Olesen, så hendes bevægelser er nedtonet så meget, at kun læberne presser sig sammen, mens kroppen virker evigt parat til at stenografere endnu et uhyrligt diktat.

Scenografen Mårten K. Axelsson har med sin meddigtende scenografi af stole og tilsyneladende søvnigt lys forstærket kvindens fortælling og ikke mindst hendes indre følelsesliv. Og da lyset pludselig stråler med den smukkeste gloriekraft, er det som en guddommelig hilsen om tilgivelse.

Smerten ligger mærkbart under hele forestillingen, symboliseret af lyddesignet af David Andreas Hjerting, hvis dumpe krigslyde og uheldsvangre cellostrejf pirker til frygtfølelsen. Denne kvinde har, som alle i Berlin dengang, været i konstant fare. Hun har overlevet bombeangreb og nætter i beskyttelsesrum, og hun mistede alt, hun havde. Men som hun sidder der og fortæller, underdriver hun alt dette. Som om det alligevel ikke var disse oplevelser, der ødelagde hende.

Største overraskelse

Det tyske grundtema af skyld driver forestillingen fremad mod sin slutning – og dermed mod den 105-åriges egen frivillige afsløring af sin medviden. Dramatisk er stykket lovlig langt, men alligevel kommer stykkets største overraskelse til sidst. For her fortæller kvinden netop dét personlige, som kan forklare, hvorfor hun følte sig passivt betragtende under krigen – og måske resten af sit liv. Historien skal ikke afsløres her, men netop denne beretning er med til at forklare, hvordan denne kvinde kunne blive inde i sin boble af tilstræbt uvidenhed. 

Men som hun gentager: »Vi var opdraget til lydighed.«

’Et tysk liv’. Baseret på dokumentarfilmen fra 2016. Tekst: Christopher Hampton. Oversættelse: Anita Bay Bundegaard og Christian Bundegaard. Iscenesættelse: Liv Helm. Scenografi, kostume og lysdesign: Mårten K. Axelsson. Lyddesign: David Andreas Hjerting. Koreografi: Marie Topp. Varighed: 1 time 50 minutter. Det Kongelige Teater. Skuespilhuset. Til 19. december 2020 samt på turné 7. april – 7. maj 2021.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her