Læsetid: 5 min.

Filmen om Greta Thunberg giver én selv lyst til at græde og råbe ad verdenslederne

Dokumentarfilmen om Greta Thunbergs kamp for at skabe opmærksomhed omkring klimaforandringerne viser både hendes sårbarhed, forbilledlige styrke og den store pris, hun betaler, og som ingen voksne synes villige til at risikere. De vil bare have en selfie med hende. Det er en film, der fortjener hele verdens opmærksomhed, ligesom Greta Thunberg selv
Filmen ’Greta’ starter med de ensomme dage foran den svenske rigsdag for den dengang 15-årige Greta Thunberg og slutter med en bevægelse vokset til verdensomspændende styrke. Det tydeliggør det imponerende i skoleelevens bedrift og gør dermed også desillusionen nærmest ubærlig.

Filmen ’Greta’ starter med de ensomme dage foran den svenske rigsdag for den dengang 15-årige Greta Thunberg og slutter med en bevægelse vokset til verdensomspændende styrke. Det tydeliggør det imponerende i skoleelevens bedrift og gør dermed også desillusionen nærmest ubærlig.

Nathan Grossman

26. november 2020

I den første scene i Nathan Grossmans smukt fotograferede dokumentarfilm Greta sidder Greta Thunberg på den vindenergidrevne båd, der skal fragte hende til klimatopmødet i New York i 2019, og stirrer ud over Atlanterhavet.

Man hører kun vindens susen, og det regelmæssige bulder af skroget, der kaster sig ind i bølgerne. Det viser billedet af en kompromisløs klimaaktivist, men også af en fortvivlet teenager.

Stemningen i hele filmen rummer begge dele, og efter den første følelse af ærefrygt har fortaget sig, fornemmer man allerede her i første scene, at Greta Thunbergs projekt er præcist så uoverskueligt og ensomt som en ung piges forsøg på at overvinde Atlanterhavets ustoppelige rullen.

Greta er som en bevægelse mod dette øjeblik, hvor det hele synes at kulminere i Greta Thunbergs rejse til New York. Den starter med de billeder, vi kender så godt: af en pige, der er så svensk, at det næsten forekommer karikeret, som lille og undseelig sidder med sine fletninger og sin lyserøde rygsæk foran den svenske riksdag med det nu ikoniske, hjemmelavede papskilt med påskriften »Skolstrejk för klimatet«.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kim Øverup
  • Per Klüver
  • Anders Graae
  • Eva Schwanenflügel
  • Niels-Simon Larsen
  • Katrine Damm
  • Leif Iversen
  • Malcolm McGugan
  • Bent Gregersen
  • Ervin Lazar
  • Olaf Tehrani
  • Steen K Petersen
  • Ejvind Larsen
  • Mads Lundby
  • Jimmy Hansen
  • Kurt Nielsen
  • Jes Enevoldsen
  • Torsten Jacobsen
Kim Øverup, Per Klüver, Anders Graae, Eva Schwanenflügel, Niels-Simon Larsen, Katrine Damm, Leif Iversen, Malcolm McGugan, Bent Gregersen, Ervin Lazar, Olaf Tehrani, Steen K Petersen, Ejvind Larsen, Mads Lundby, Jimmy Hansen, Kurt Nielsen, Jes Enevoldsen og Torsten Jacobsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg nåede til "smukt fotograferet" (?!?), men ift. overskriften er det da en start.

Kæmpe respekt for Greta! Hun er langt mere sej end stort set alle voksne og hun tager i den grad hendes egen generation ud med flere længder, men det er ikke hverken Greta eller "verdenslederne" som kan løse noget som helst. Løsningen er at alle mennesker indser at vi ikke kan blive ved med at opføre os som vi gør og bruge ressourcer i det tempo vi gør. Det vil kræve afsavn fra alle, og dér strander dén desværre.

Corona pandemien viser hvor ufatteligt egoistiske vi alle er, og den viser hvor lortedårlige vi er til at arbejde sammen mod et åbenlyst mål, selv når døden pludselig kommer ubehageligt tæt på. De store konsekvenser af menneskehedens manglende evne til at fatte begrebet bæredygtighed slår allerede igennem i disse år i nogle dele af Verden, men de kommer formentlig først for alvor til f.eks. Danmark om 20-30 år. Der er "masser af tid" til at nå at skifte alle bilerne ud med el-biler, bygge vindmøller nok, finde ud af at recirkulere alle ressourcerne osv. Glem med ro i sindet biodiversiteten. Den er allerede død.

Så lad os sammen glemme alt det slemme og holde hinanden i hånden mens vi danser om juletræet med vores kære, for traditioner er meget vigtigere end at de gamle stadig er her til foråret. Glem også trygt alt om at julen dybest set er en stor forbrugsfest hvor der bliver sat turbo på ressourceforbruget, for det er så hyggeligt.

Go jul! :)

Ejvind Larsen, Winnie Stærke, Flemming Berger, Hanne Ribens, Anders Graae, Eva Kjeldsen, Torben Skov, Leif Iversen, Mette Haagerup og Lotte Graae anbefalede denne kommentar

Jeg er enig. Filmen, uanset om der er utrolig god eller kun god så bør den blive set af alle. Jeg er sikker på at den vil åbne manges øjne for at klima situationen er en sag for alle, og kræver alles opmærksomhed og aktive medvirken til at stoppe vores overforbrug af klodens ressourcer. Der bør gøres opmærksom på dette påen konstruktiv måde, og ikke kun for folk som læser Information eller andre socialt ansvarlige medier. Vi har en stor middelklasse, ung som gammel blandt dem forstår de fleste alvoren, men realiteten er at alt for få handler på der viden. Og jeg må også selv gribe i egen barm, jeg foretager også forkerte valg. Men hvis vi alle bliver mere oplyste vil det, ifølge min overbevisning, lede til mere sunde valg for vores fremtid. Og denne film er som jeg ser det en meget effektiv måde at kommunikere nødvendigheden af at vi alle fokuserer mere på at passe på vor planet og dermed på os selv, på vores familier, og også på resten af verden. Og ja Danmark er lille, men Gretha er mindre, og se hvad hun har opnået. Så undskyldningen om at min egen lille ændring i adfærd ikke har nogen effekt, den holder bare ikke. Vi kan ikke alle være en Gretha, men vi kan alle foretage mere oplyste valg i vor hverdag hvor vi prioriterer klima og diversitet meget højere end vi gør i dag. Så derfor opmuntre alle til at gå ind og se filmen, køb en billet til dine børn, din nabo, din arbejdsvilkår.... Og gå evt ind og se den sammen. Det vil have en effekt er jeg sikker på.

Ejvind Larsen, jens christian jacobsen, Hanne Ribens og Eva Kjeldsen anbefalede denne kommentar
Jens Ole Mortensen

Greta Thunberg er hovedfortælleren af sin egen historie i filmen, og hun forklarer, hvordan hun efter at have set en film om klimaforandringer i skolen blev deprimeret til en grad, hvor hun holdt op med at spise og med at tale til andre end den nærmeste familie.

»Selektiv mutisme hedder det,« forklarer den opbakkende følgesvend, men konstant bekymrede far, Svante Thunberg, om konsekvenserne af datterens Asperger-diagnose til en interesseret embedsmand og dermed til os.

Desillusionen vokser
Men Greta Thunberg besluttede sig for at modarbejde sin handlingslammelse og gøre det, hun kunne. Og i et utroligt fint øjeblik ser vi, hvordan Svante Thunberg taler med en medarbejder i den hestepension, hvor Greta Thunberg kommer for at ride på og være sammen med den hest, der bortset fra hendes hunde, forekommer at være det eneste, der giver hende ro, og det eneste, hun viser fuldkommen umiddelbar hengivenhed.

Kunne man forestille sig at familien, straks efter at Greta Thunberg lærte om jordens rædselsfulde tilstand, bragte hende til psykiatrien og psykolog. Psykologen yder hende kognitiv psykologi og psykiatere giver hende medicin. Og behandlingen fortsætter til hun ikke er bange og, ikke, lukker sig inde i sig selv. Så ville Grete Thunberg, næppe være den Grete Thunberg hun er i dag.
Eller værre. Hun har mandet sig op. Men er ikke interesseret i skole og karriere. Og myndighederne griber ind med behandling. Så hun kan passe sin uddannelse og blive sygeplejerske, ingeniør eller andet. Så havde hun næppe været den Grete Thunberg hun er i dag.
Jeg vil gentage hvad jeg skrev i et tidligere indlæg.
Forestil jeg to børn under 3 år. Det ene barn er meget knyttet til sin bedstefar som er gammel da barnet bliver født. Bedstefaderen dør og barnet spørger igen og igen efter bedstefaderen. Det bliver for meget for de ældre søskende. Og de forklarer barnet.- Du kan ikke se bedstefar mere.- Han er død. Vi alle dør engang om mange år. Dyr, planter. Alt dør på et tidspunkt. Og barnet svarer -Skal vi ikke besøge bedstefar. Men det går op for barnet hvad død er. Men det er robust og få uger efter virker barnet ligeså ubekymret som før. Som alle andre . Sådan er livet.
Men i huset ved siden af bor en familie med et andet, jævnaldrende, barn. Og familien kan ikke komme i kontakt med barnet. Der er højst lidt sporadisk kontakt. Hvad kan familien gøre. De bringer barnet til kirken. Og oplærer barnet til at tro fuldt og fast på gud og et liv efter døden. Og barnet behøver aldrig at forholde sig til døden. som det andet barn måtte. - Eller man bringer det til psykiatrien. Samfundet passer på dig og videnskaben løser det. Og det oplæres i en fatalistisk tro på samfundet. De to børn vil se verden i helt forskellige kontekst. Det ene som liv og død og naturen. Det andet som samfundet og mennesket som det største. For barnet som havde lukket sig inde vil det for både religion og psykiatrien være placeboeffekt som virker. Altså tro.
Jeg ved godt at sagen sættes på spidsen.

Jeg skrev dette i et indlæg d. 18-10.
Jeg er overbevist om at forholdet til døden , i en tidlig alder, er en af årsagerne til forskellige diagnoser. Man ser verdenen i et andet billede. Greta Thunberg f.eks. Hun har måske ikke forholdt sig til døden i en tidlig alder, men hun ser verdenen i et andet billede end de fleste, måske, pga. jordens tilstand.
Greta Thunberg har brug for vores opbakning. Det kan vi give ved at erkende at hun lider ikke af nogen medfødt sygdom. Det er naturligt. Men vores samfund ser det ud fra samfundets præmis og mennesket som afgør hvad som er gode og raske gener. Og ikke naturen.
Man kan vælge at tro meritokratiet. Men jeg kunne trods alt, d. 18-10 forudse den begivenhed som har været skælsættende for Greta Thunberg.