Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Fire albumbud på dansk popmusik, der holder sig midt på vejen

Sterling får klicheerne til at køre i tomgang, Ibens popmotor er velsmurt, mens Mob War og Hjalte Ross giver hvert deres engelsksprogede bud på, hvordan de forstår poprock anno 2020
Den 23-årige ålborgenser Hjalte Ross debuterede med den folkinspirerede og introverte ’Embody’ i 2018, men på sit nye album, ’Waste of Haste’, vender han sig mere ud mod verden.

Den 23-årige ålborgenser Hjalte Ross debuterede med den folkinspirerede og introverte ’Embody’ i 2018, men på sit nye album, ’Waste of Haste’, vender han sig mere ud mod verden.

Jonas Bang

Kultur
20. november 2020

Måske er det bedste danske ord, vi har for det, mainstream. Den poprock, der bevidst placerer sig i midtersporet, og hvis førere ufortrødent fortsætter en ligeud ad landevejen sangproduktion uden de helt store hjulspin, men også uden at få motorstop undervejs.

En musik med et karosseri af sang, elektrisk guitar, bas og/eller synthesizer, som lægger sig stabilt til rette i udstødningen fra sine idoler, uanset om deres forbilleder succesfuldt har overhalet de fleste eller for længst er kørt af sporet.

Sterling er en af den slags bands. Det er en trio, der blev dannet i Aarhus for to årtier siden, og hvis lyd befinder sig et sted mellem Shubiduas senere hits og Kim Larsen i Bellami-perioden. De spiller en radiovenlig dansksproget poprock med britpoppede guitarriffs, begejstret tamburinviften og en synthesizer, der insisterer på optimisme.

»Åh åh vi er voksne nu,« lyder det et par numre inde på deres fjerde album Leve livet.

Og det skulle de jo helst også være blevet på de ti år, der er gået siden deres seneste album, Tonemaskinen. På den halve time, Leve Livets ni numre varer, tager gruppen os på en tur fra Tahiti til Gudhjem med diverse stop ved voksenlivets glæder og sorger undervejs.

Stor sangskrivningskunst er det ikke, når forsanger Mads Nygaard på »Elsker/Elsker ikke« synger:

»Du må gerne få
mit hjerte det er gået i stå
få det til at slå
og tag mig med til havets blå
uh åh åh åh«.

Til gengæld er omkvædet ørehængende, sådan Malurt-ish, hvilket opvejer bandets let kluntede kompositioner og tendes til at få klicheerne til at køre i tomgang.

Velsmurte versefødder

Hvor der på Sterlings musikalske vejbane ikke er meget, der tyder på, at deres banaliteter skal tages med et gran selvironi, er man hos Ibens ikke i tvivl om sarkasmen. Når forsanger og guitarist Carsten Lykke på »Fucking tosomhed« begræder et brud, er det med følgende tragikomiske og perfidt pessimistiske omskrivning af N.F.S. Grundtvigs bryllupssalme ikke længere så yndigt at følges ad, men derimod »så yndigt at gå her – alene«.

Teksterne på københavnertrioens Cocio & Beton myldrer med kække anaforer og tørre sproglige tvist, der fortsætter med at rumstere rundt i hovedet, også efter at jeg har hørt pladen til ende.

»Vi fulgtes hjem fra kor/ hun var alt, jeg var tenor/ hun var alt det jeg endnu ikke havde rørt ved/ hun var alt det jeg endnu kun havde drømt om,« lyder det for eksempel på den herligt tvetydige »Hun var alt«.

Ibens.

Ibens.

Pressefoto

Carsten Lykke synger stadig, som havde han kronisk fået sodavand galt i næsen. Jeg har altid syntes, at hans smørrede nasale vokal kan blive en anelse anstrengende i længden. Men jo mere jeg lytter til trioens ti nye numre om singlelivet som midaldrende mand og engangsknald, der gerne måtte vare ved, desto mere vokser min glæde ved hans vrængende falset.

Ibens er på deres ældre dage stadig lige så konkret lyriske og popmelodisk lalleglade, som de altid har været, men med alderen har deres sangtekster også fået en mere alvorstung dybde, der klæder dem. Deres umiddelbart umage blanding af melankolsk ironi og karikeret platitude, virker let og ligetil. Deres popmotor er godt smurt, så både strygere og versefødder stryger derudaf.

På engelske plader

Ikke alle i det danske poprocklandsskab vælger som Ibens og Sterling at køre på danske plader. To yngre navne, der har valgt den engelsksprogede vej fremad, er Mob War og Hjalte Ross.

Deres GPS’er virker indstillet med udlandet som destination, og deres respektive albums, Situvidual og Waste of Haste, har derudover det tilfælles, at man ved at kende kunstneren bag omslaget, får et hint til, hvor de hver især har tanket deres musikalske inspiration.

Hjalte Ross.

Hjalte Ross.

Søren Lynggaard

Waste of Haste er pakket ind i en kuglepensskitse af et kvindeansigt. Hun ligger med lukkede øjne med en konkylie for øret og lader til at nyde lyden af Ross’ ni numre. Penneføreren er Kasper Eistrup, som også er forsanger og guitarist i Kashmir.

Coveret til Situvidual forestiller ligeledes et kvindeansigt, men det er – som bandets musik – langt mere glinsende, digitaliseret og shaky end Rosses. Bag står Jeremiah Van Guilder, der også har lavet visuelt design for det amerikanske synthpopprojekt Tame Impala.

Mob War består af Frederik Gottlieb Christoffersen, Benjamin Ackermann og Viktor Østergaard, der har spillet sammen siden deres gymnasietid. De har tidligere udgivet ep’en Overthinking i 2017. På Situviduals lægger de sig sonisk i forlængelse af Radiohead, som de britiske rockpionærer lød, da de for alvor kastede deres kærlighed på computerteknologien i de tidlige milleniumdage. Særligt det intense trommespor på »Glassy eyes« sender mine tanker tilbage til den tid. Sangen er en fin, sårbart intoneret skæring om ikke at kunne få, hvad man ønsker, men i stedet at få, hvad man har fortjent.

Luftigt hviskende vokal

Den 23-årige ålborgenser Hjalte Ross debuterede med den folkinspirerede og introverte Embody i 2018, men på Waste of Haste vender han sig mere ud mod verden. Sangene er skrevet i henholdsvis Norge og New York, og undervejs har han fået musikalsk assistance af både jazzaltmuligmusikkeren Gustaf Ljunggren og det vidunderlige strygerensemble Who Killed Bambi. 

Ross er en sløv crooner. Med sin langsommelige og luftigt hviskende vokal trækker han på både Nikolaj Nørlund og Stuart A. Staples, når han synger: »Dazed for thirty days now/ Circling like the moon/ Could it be you are stalling?/ I am languishing in this«.

Ordene er fra »Thinking About You«, pladens mest opstemte og energiske sang. Herpå får han kvindeligt vokalselskab af Astrid Matthesen, hvis stemme virkelig klæder nummeret, der med hjælp fra en blæsersektion puster sig mere og mere op indtil outroen, hvor al luften elegant i form af milde klavertoner siver ud af den pompøse popballon.

Sterling: ’Leve Livet’ (Novopop)

Ibens: ’Cocio & beton’ (Vores Selskab/1st Time Records)

Mob War: ’Situvidual’ (EWÅPTI Rec)

Hjalte Ross: ’Waste of Haste’ (Wouldn’t Waste Records)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her