Generationsopgør i ny Asterix bliver desværre aldrig interessant

Målt i læsertal er Asterix den største europæiske tegneserie nogensinde. Siden debuten i 1959 har den solgt i mere end 370 millioner eksemplarer på over 100 forskellige sprog. Hvert album er en millionforretning, der egenhændigt udvider det franske bogmarkeds totalomsætning cirka hver andet år, når der kommer et nyt.

Vercingetorix’ datter markerede i fjor seriens 60-års jubilæum med et oplag på fem millioner eksemplarer. Det foreligger nu i François-Eric Grodins dygtige fordanskning og forsøger ganske forventeligt at ajourføre arvesølvet med nutidig tematik.

Titelfiguren blev i forbindelse med lanceringen sammenlignet med Greta Thunberg, og med hende introduceres den klimabevidste ungdoms gryende verdensorden i den altid ukuelige, men traditionsbevidste galliske landsby på Normandiets kyst.

Albummet er selvsagt hverken skrevet af Asterix’ oprindelige, animerende sjæl, René Goscinny – han døde helt tilbage i 1977 – eller tegnet af hans makker, seriens vitale livgiverhjerte, Albert Uderzo. Sidstnævnte solgte Asterix-forretningen til forlagsgiganten Hachette i 2008, signerede sit sidste album i 2009 og døde i en alder af 92 i marts i år, rig og mæt af dage: Han efterlod sig blandt andet et Mirage 3E-jagerfly i hangaren og en Ferrari-bilpark i garagen på sin ejendom uden for Paris.

Kreativt udfordrede arvtagere

Det er kutyme inden for tegneseriebranchen, at en kommerciel succes fortsættes af andre, når ophavsfolkene stopper. Det føles ofte helt naturligt og har indimellem endda ført til kunstneriske højdepunkter, for eksempel Franquins Splint & Co. eller Frank Millers Batman.

Undtagelserne, der bekræfter reglen – Tintin, Radiserne, Steen og Stoffer – skabt af folk, som eksplicit afviste videreførelse, er til gengæld historiske pejlemærker i værdsættelsen af den massemedielle tegneserie som personlig udtryksform.

Asterix har altid balanceret et sted mellem disse poler: tilpas skabelonagtig i sin præmis til at kunne fortsættes i det uendelige, men i sin oprindelige inkarnation samtidig så gennemsyret af sine skaberes temperament, at det forekommer unaturligt at gøre det.

De pekuniært forgyldte, men kreativt udfordrede arvtagere er forfatter Jean-Ives Ferri og tegner Didier Conrad. Vercingetorix’ datter er deres fjerde Asterix-album og er som de andre kompetent, men uinspireret: Conrad efterligner effektivt Uderzos elegant svungne penselstreg, til hvilken han tilfører en halvfemseragtig spændstighed med figurer, der bredes ud i fladen.

Han skraverer mere, fylder for mange detaljer i rammerne og mangler helt grundlæggende sit forbilledes evne til helt enkelt at komponere i fortællingens tjeneste, hvilket måske også ville være for meget at forlange.

Adrenaline

Den store gallerhøvding Vercingetorix ledte et oprør mod den romerske besættelsesmagt under Julius Cæsar i år 52 før vor tidsregning. Det endte med kapitulation, og han blev efterfølgende henrettet i Rom.

Denne begivenhed, der genfortælles på første side i den allerførste Asterix-historie, er anstødsstenen til seriens grundfortælling om den lille gallerlandsby mod nord, som alene holder stand mod overmagten, fordi de er i besiddelse af en trylledrik, der giver dem overmenneskelig styrke.

Høvdingenavnets suffiks, afledt af den latinske betegnelse for konge, ’rex’, er grundlaget for tegneseriens gallernavne, som på morsomt suggererende vis (næsten) alle ender på ’ix’: Asterix, Obelix, Majestix, Miraculix og så videre.

Vercingetorix’ datter, som vi her møder for første gang, hedder imidlertid Adrenaline og står således allerede for sig selv. Hun er rødhåret, går klædt i sort og er i besiddelse af en torques – et ringformet smykke, som hun bærer om halsen, så det ligner et par trådløse hovedtelefoner til forveksling.

Hun opholder sig kort i landsbyen som led i et forsøg på at smugle hende ud af Gallien til det frie(re) Britannien, for at undgå at hun falder i romernes hænder og bliver tvangsopdraget i deres imperialistiske kultur. Vore helte får til opgave at holde øje med hende, hvilket er sin sag, for ’hun stikker tit af’.

Hun falder i med de lokale unge, særligt fiskehandler Hørmetix og smed Armamix’ teenagesønner, der afviser deres fædres – og hele gallerlandsbyens – hang til slagsmål. De kritiserer de ældres rovjagt på vildsvin med advarsel om, at ’der snart ikke er flere tilbage’, og de er mistænksomme over for Miraculix’ trylledrik: ’vi ved ikke engang, hvad bessefar kommer i den!’ Adrenaline drømmer om at flygte og skabe sit eget liv på sagnøen Thule, i fred fra verdens konflikter.

Det kan ses som et opgør med meget af seriens arvegods: den grænsende til chauvinistiske franske nationalisme, præmissen har indbagt; at den stærkes ret i sidste ende er den determinerende faktor i historiernes afvikling; og den måde trylledrikken som deus ex machina underminerer mulighederne for konflikt og ikke mindst selve ideen om Romerrigets overherredømme.

Det er ikke tilfældigt, at de bedste Asterix-album generelt er dem – oftest fra Goscinnys sene periode i halvfjerdserne – hvor konflikten udgår fra de enkelte karakterers svagheder eller fra sociale forhold snarere end dem, som primært bygger på satire over nationale og kulturelle særtræk: Byplanlæggeren (1971) eller Cæsars gave (1974) over Asterix og Briterne (1966) eller Asterix på Korsika (1973).

Men desværre er Ferris manuskript, der uselvstændigt låner takter fra gamle historier som Asterix og Vikingerne (1966) og Asterix ta’r til Spanien (1969), gumpetungt: De romerske fjender, som hjælpes af en farveløs gallisk forræder, udgør aldrig en troværdig trussel, og generationsportrættet er for fadt idealiserende til at byde på en interessant kritik af den evige konflikt mellem forældre og deres børn, endsige om de udfordringer, ungdommen i dag står overfor.

Værst er det, at humoren er anstrengt: Vi trakteres igen-igen med gallernes indbyrdes slagsmål, de lokale romeres forståelige konfliktskyhed, den overvægtige Obelix’ fornærmede reaktioner på at blive kaldt tyk og så videre. Ferri og Conrad byder ikke ind med meget nyt.

Grundlæggende er der tale om, at den bundne opgave om at være forlægget tro er i direkte konflikt med forsøg på fornyelse: Det ses helt tydeligt i det valg, de to har truffet om at skildre og tegne den sorte afrikanske pirat helt i tråd med den racistiske karikatur, Goscinny og Uderzo konsoliderede som tilbagevendende element i deres historier tilbage i tresserne.

Det kan med andre ord godt være, at Ferri og Conrads Asterix virkede som et frisk pust oven på de klodsede og reaktionære album, Uderzo producerede i sine sidste år på serien, men det er svært at se, hvorledes man med i hvert fald kunstnerisk succes kan videreføre en serie på de præmisser, de har fået udstukket.

Men Asterix er fortsat Europas uden sammenligning største tegneserie, et populærkulturelt fænomen, så man skal nok ikke forvente de store forandringer foreløbig. Heldigvis kan man med udtalt fordel læse Goscinny og Uderzos historier, som fortsat er lettilgængelige.

Herhjemme kan man lige nu erhverve sig Den store Asterix, der samler to album pr. bind – stadig i salig Per Dås smågeniale oversættelse – og til en vis exces garnerer det med redaktionelt ekstramateriale og byder på en lige lovlig fersk nyfarvelægning. Men intet af det står for alvor i vejen for oplevelsen, og når udgivelsesrækken er færdig, vil den blive fulgt op af en nyudgivelse af de enkelte bind. Genstart med klassikerne.

Jean-Yves Ferri og Didier Conrad, Asterix bind 38: ’Vercingetorix’ datter’, oversat af François-Eric Grodin. Cobolt, 48 sider, 179 kroner.

René Goscinny og Albert Uderzo: ’Den store Asterix bind 1-4’ (flere under forberedelse). Cobolt, pris pr. stk. 349,00.