Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Georg Metz: Læs Hella Joofs bog. Den er fandeme råmorsom

Med overrumplende billeder skildrer Joof det farlige mas, det var at vokse op som, med egne ord, delvis neger i et land, der kun havde en håndfuld af den slags
At Hella Joof overhovedet kan stå op efter opvækst og ungdom bevidner den råstyrke, som erindringsbillederne antyder også er med i bagagen.

At Hella Joof overhovedet kan stå op efter opvækst og ungdom bevidner den råstyrke, som erindringsbillederne antyder også er med i bagagen.

Mathias Svold

Kultur
13. november 2020

Et sted skriver Hella Joof, at hun er midt i succesen – i sin tid som håndboldtalent, men i det hele taget som skuespiller, instruktør, etc. – har haft en tilbøjelighed til at »brænde hele lortet ned« med en kikset eller upræcis aflevering, en replik eller kronik.

Et sted skriver Joof, at bogen ikke skal være politisk, men at hun er liberalist og først og sidst mener, at lykken beror på selvhjælp. Senere tager hun afstand fra de kulturradikale, som hun stræbte efter – uden at hun ud over ydre symboler gør klart, hvad hun egentlig mener med betegnelsen og tankegangen bag denne historiske strømning.

Joof vier sidste lille halvdel af bogen Tvilling Yndling Grævling til sin trosbekendelse, hvor Jesus ikke er den vamle ekskluderende strenge type, men snarere menneskesønnen støbt i godhed og kærlighed med paradis i baghånden. Ikke i dogmatisk forstand, Hella Joof er ikke dogmatiker, snarere anarkist på den sikre side. Troen er anker, folk uden ved ikke bedre.

Hella Joof insisterer på åndelighed, hvad enten det er shamanisme eller kristendom eller Buddha. Overordnet er meningen spiritualiteten, som Joof heller ikke definerer. Men man skal ikke skamme sig over at hælde hovedet til mystik ved forklaring af ubegribeligheden, og det er også for galt, der ikke i samfundet er mere plads til troen. I betragtning af religionens solide placering i centrale medier som DR og i det hele taget er der næppe fare for, at det dunkelt forklarede bliver overset lige med det samme. Den oplysningsbetingede nøgternhed er angiveligt ikke Joofs kop te, hvad der undrer begavelsen taget i betragtning.

Orgier af genvordigheder

Denne sidste halvdel af bogen, der efter orgier af genvordigheder og surt tilegnet livsvisdomsbrokker munder ud i en fredfyldt pastelfarvet tilværelse i pagt med naturen med mand og hund (Darwin), og forfatteren selv i det lille hus ved fjorden er lang og ikke fri for det selvforelskede og prægtige, der tegner figuren Joof, når Joof er værst.

Disse forholdsvis mange sider af bogen med den søgte titel er imidlertid sært afrevet fra bogens lange første halvdel, et sprudlende lille værk, der føjer sine godt 200 sider til de mere bemærkelsesværdige af nyere danske litterære kvindeselvportrætter.

Joof skriver bedre end godt. I præcist blomstrende sprog med utallige overrumplende billeder skildrer hun det farlige mas, det var at vokse op som, med egne ord, delvis neger i et land, der kun havde en håndfuld af den slags, og som man ovenikøbet kaldte mulatter. Ordet hentyder til muldyr, altså den golde bastard uden andre positive egenskaber end det sure slid og i øvrigt som væsen betragtet ikke skal tro, at det er noget.

Joof ikke alene skriver godt, hun skriver morsomt, desperat morsomt. Set ud over det danske litterære landskab er stilarten forholdsvis sjælden. Og befriende.

Joof var som henholdsvis stor og ung pige ikke videre heldig hverken i daglig adfærd eller i forhold til mandkøn. I en hvirvel af erindringer viser Joof vej rundt i de katastrofer, som begivenheder og forhold udviklede sig til. Voldtægt er med på paletten, voldtaget som 15-årig af en flink ældre slægtning. Et mesterligt rids af infamitet.

At Hella Joof overhovedet kan stå op efter opvækst og ungdom bevidner den råstyrke, erindringsbillederne antyder også er med i bagagen. Foruden Gud. Midt i den følsomhed, der overlever, overlever også trangen til det gode liv, lykken, som Joof fra sin forskellighedens niche i det bigotte danske samfund slår heftigt fra sig for at opnå og efter mange genvordigheder også opnår. Joof betragter sig selv – eller sin persona er måske mere præcist – med lige dele nænsomhed og brutalitet. Ofte er det hylende grinagtigt i grotesk og sørgelig ulyksalighed.

Teksten er delt op i korte afsnit med sigende rubrikker: ’Knæ i blusen’, ’Sengevæder’, ’Hende negeren’, ’Fødsel …’ Joof advarer meget passende førstegangsfødende læsere at give sig i kast med den historie.

Teksten leverer ydermere kunstnerisk drejede småstykker, kreeret på baggrund af erindringsstoffet. Hele små drejebøger, der en dag kan/bør sættes sammen til mere film, filmisk er det også foruden den skriftlige veloplagthed.

Svaghederne i bogen er uafviseligt, de steder Joof tager det politiske under bearbejdning. Det gode samfund, som hun håber på, bliver vel næppe godt uden det kollektiv, hun forholder sig skeptisk til. Coronaen har Joof lige netop med. Kan man forestille sig et land, der bedre end lige- og delesamfundet klarer sig gennem krisen, uden at byrderne bliver ubærlige for alt for mange? Joof ødsler ikke med gode argumenter, og det er jo og bliver et krav, hvis man lancerer sig som samfundskritiker – uanset hvor lang afstand man lægger til sig selv som kloge Hella sandsigerske.

Men læs Joofs bog. Den er fandeme råmorsom.

Hella Joof: ’Tvilling Yndling Grævling’. En selvhjælpsbiografi. Politikens Forlag, 345 sider, 200 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tak for advarslen til at gå i gang med endnu et opus fra den iiiiiderlige Joof, der altid har været got il at tilpasse sig tidsånden. Engang var hun vist kommunist, siden sadlede hun om til Labil Alliance.
Den kolbøtte kan vist end ikke Tesfaye gøre hende efter.
Det sikrede hende en plads i den lille svindlers disruptionråd, hvor hendes indsats bestod i en påstand om indianerstammer, der brænder hele lortet ned hvert 7. år for at kunne begynde på en frisk. Folk med forstand på indianerstammer kendte ingen stammer, der gjorde noget sådant, men se til om det påvirkerede den åh så inderlige Joof, der har et godt øje til hvordan hun kan producere noget mårsomt, der matcher den dansk hyggekultur..
Ingen tvivl om at bogen nok skal være at finde under mange juletræer i år - en bog til tiden.
For de, der kunne fristes til at falde for Joof - lad være, og læs Kirsten Thorups Indtil vanvid, indtil døden.

Bjarne Bisgaard Jensen, Pietro Cini, John S. Hansen, Thomas Tanghus, Jesper Sørensen og Inge Christensen anbefalede denne kommentar
Jesper Sørensen

Joof's flirt med Liberal Alliance, involvering i disruptionsrådet samt hendes optræden i reklamer for en gul A-kasse gør, at jeg aldrig kunne drømme om at bruge så meget som 5 minutter på at skimme udgivelsen. I mine ydmyge øjne er hun en gøgler med en tvivlsom sans for realiteter.

Arne Lund, John S. Hansen og Thomas Tanghus anbefalede denne kommentar

Sikkert hysterisk, tåkrummende, hovedpinefremkaldende morsom. Jeg betakker mig også for den tvivlsomme fornøjelse.

Maj-Britt Kent Hansen og John S. Hansen anbefalede denne kommentar

Jesper Sørensen - Googlede emnet "Joof og fagbevægelsen" og så, at det drejede sig om den gule "faglbutk" ASE, der foruden Joof, også bruger den åh så beundrede og feterede Casper Christense, som nogen angiveligt syne ser morsom, eller værd at bruge flere km spalteplads og sendetid på.