Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Gode juletakter i film om teenager og gårdnisse, der overgår hinanden i modbydelighed

Karla My Nordquist debuterer overbevisende som 14-årige Malou, der hele tiden går for langt og er for fremmed i ’Malous jul’. Det er en utraditionel julefilm, der dog stadig ikke styrer uden om juleklicheer, som at det kræver en stråtækt landsby at opdrage et barn
Plejebarnet Malou (Karla My Nordquist) vil væk fra juleidyllen og hjem til sin problembefængte søster (der dog synes uinteresseret i hende), så hun gør alt for at gøre sig uønsket i det lille samfund på Lunø.

Plejebarnet Malou (Karla My Nordquist) vil væk fra juleidyllen og hjem til sin problembefængte søster (der dog synes uinteresseret i hende), så hun gør alt for at gøre sig uønsket i det lille samfund på Lunø.

Martin Dam Kristensen

Kultur
19. november 2020

Først og fremmest skal her lyde en anerkendelse af, at man også i julefilm nu forsøger sig med sammenhængende manuskripter og gennemtænkte karakterer fremfor at forlade sig på, at familierne nok skal komme i biografen og se årets julehit. Og så er det sådan set ligegyldigt, hvad den handler om, og om Lars Hjortshøj spiller julemand igen – så længe det er holdt i røde og grønne guldrandede og snedækkede julefarver, så skal folk nok betale for billetten.

I 2018 fik vi den overraskende feministiske Julemandens datter, hvor en pige insisterede på retten til at gå på julemandsskolen forbeholdt drenge, og som i år følges op af en toer, og nu får vi minsandten en julefilm med en morderisk nisse, en destruktiv teenager og fordomsfulde øboere.

I Claus Bjerres Malous jul er hjertelige Bibi og Leifs julestue- og juletræsplantageidyl på øen Lun Ø 14-årige Malous sidste chance for en tilværelse som plejebarn fremfor et som opgivet socialt tilfælde på institutionen med det ildevarslende navn Lykkesholm. Malou har dog ingen intentioner om at blive hængende på øen, men indgår en pagt med den aggressive gårdnisse Nils, der spilles med selvretfærdig harme og charme og altid ulmende raseri af Lars Ranthe, om at arbejde for, at hun bliver bandlyst.

Tåkrummende skridt for langt

Karla My Nordquist debuterer i rollen som Malou og gør det overbevisende med blåt hår, rullende øjne og en ugidelig storbyteenagerkrop, der bare ikke vil passe ind i Bibi og Leifs stråtækte hjem. Hun står som en høj fremmed i de lavloftede rum, mens Bibi (Jytte Kvinesdal) og Leif (Ulver Skuli Abildgaard) ser ud til at være krympet, så de passer i størrelse til bindingsværkets rammer og burde have halm i træskoene.

Malous jul er en fornøjelse, når Malou går lige nøjagtigt det tåkrummende skridt for langt i sin indsats for at være modbydeligt uopdragen og skabe splid, og når nissen Nils kommer til hende i drømme som en kølig ondartet ånd. Jytte Kvinesdal og Ulver Skuli Abildgaard er herlige som det tilsyneladende godtroende ægtepar, der viser sig at være ganske erfarne plejeforældre og ved, hvordan man piller en vred teenagers forsvarsværker ned med kærlighed, æbleskiver og tvangsarbejde.

Men samtidig er det, som om filmen ikke helt kan give slip på sin genre. Den vil stadig have onkelvittigheder og landsbysammenhold, der hurtigt kan fikses med lidt lim og en saks. Og den ved ikke, om den vil være forunderlig eller socialrealistisk og tror ikke helt på, at den kan være begge dele: Som i en af de seneste års bedste julekalendere, Wikke og Rasmussens Julestjerner, fungerer brugsuddeleren også som betjent i Malous jul, men uden Julestjerners gennemført villede og vellykkede weirdness, ja, så virker det bare mærkeligt.

’Malous jul’ – Instruktion: Claus Bjerre. Manuskript: Claus Bjerre og Frederik Nørgård. Biografer over hele det julehungrende land.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her