Sidste fredag blev det offentliggjort, at en anonym gruppe billedkunstnere har stjålet en buste af kong Frederik V fra 1754, der stod i Det Kongelige Danske Kunstakademis Festsal, og kastet den i havnen som en protest mod kongens, og dermed akademiets stifter, relation til datidens danske slavehandel. Den filmede aktion blev offentliggjort på websitet IDOART.
Hvor de fleste opfatter aktionen som simpelt hærværk og endda ikonoklasme, ser andre kritiske potentialer i udsmidningen. Tilbage står at læse hele hændelsen som et kunstværk, som en happening. For er der kritisk potentiale i vandalismen? Er det, med andre ord, god kunst?
Sammenlignende vandalisme
Rent kunsthistorisk er det at skade andres værker, at destruere og ødelægge egne værker, eller endda rituelt dræbe i ikkevoldens navn, sket adskillige gange. I 1961 oprettede Asger Jorn Skandinavisk Institut for Sammenlignende Vandalisme. Jorn forklarede i essayet »Ting og Sager. Et forsøg i sammenlignende vandalisme« fra 1967:
»Vandalisme er en almindeligt anvendt betegnelse for ødelæggelse af kunstværker, og hvad der dengang rettede min opmærksomhed mod dette navn, var en voksende tendens inden for den saakaldte ’kunstneriske avantgarde’.«
Tendensen gik på, enten at ødelægge kunsten, eller at skabe destruktion i forbindelse med værket. Ved at smide en buste i vandet indskriver de anonyme kunstnere sig i en kunsthistorisk kanon af værkdestruktion og ødelæggelse, som dog ikke altid vil det samme.
Gipsbustens druknedød
Charlottenborg blev bygget i 1670’erne af U.F. Gyldenløve, Christian 5.s halvbror, som begge var aktionærer i Vestindisk-guinesisk Kompagni. Charlottenborg er derfor historisk tæt knyttet til den danske kolonihistorie. Det samme er Frederik V, der i 1754 overdrog Charlottenborg til Det Kongelige Danske Kunstakademi.
Den buste, der måtte lide druknedøden blev skabt af den franske billedhugger Jacques-François-Joseph Saly, der siden blev akademiets direktør. Selve busten er ejet af Akademiraadet og er vurderet til 200.000 kroner. Den er siden offentliggørelsen af videoen blevet bjerget og er i en slem forfatning.
Hele forløbet er blevet filmet og har en nøje dramaturgi. Filmen starter med at vise Kunstakademiet fra Kgs. Nytorv ved højlys dag. Derefter følger man det håndholdte kamera ind igennem porten og op ad trappen til venstre mod festsalen. Et par historiske detaljer om akademiets historie og den omtalte kolonihistorie står i en tekst undervejs. Det er oplysninger, der normalt ville blive leveret af en lækker voice over, men her ikke bliver det, fordi kunstnerne bag aktionen er anonyme.
Siden ser man busten på sin sokkel, man ser den i næste klip med en sort plastikpose over hovedet – som var det en mand på vej til skafottet – og man ser den blive skruet løs, hejset ned. På næste klip er plastikposen taget af, og den kongelige buste står på kajen ved Nyhavn – hvid og stolt og lidt foruroligende malplaceret i det fri.
Det er et klip med en underlig skønhed – en slags frisættelse af kongen, der i århundreder har stået lænket i festsalen. Flere historiske detaljer om dansk slavehandel følger samt hele aktionens intention: »at få kunstinstitutioner – og andre, hvis fundamenter består og er skabt af denne kolonitid, i tale.«
Derefter ryger busten i vandet og taber hovedet på turen. Det er en brutal, nådesløs druknedød. Det er chokerende at se den gamle buste blive smidt i vandet. Og som chokterapi - også en gammel kending i avantgardekunsten – fungerer værket faktisk: det HAR rystet en samtale igang, som endelig er ved at komme sig over episoden som ren hærværk.
Og det store spørgsmål er, om det også er et forsonende ritual, der vil hele de sår, den danske kolonihistorie har affødt og stadig afstedkommer?
Vandalisme som metode
At ødelægge kunst er, som Jorn nævner, en kendt avantgardistisk metode. Og den har ofte chokeret befolkningen, sådan som det også er tilfældet denne gang, hvor de fleste medier har omtalt hændelsen, og Joy Mogensen kalder happeningen for aktivistisk hærværk.
Jorn nævner i sin tekst Jean Tinguelys selvdestruerende maskine Etude til verdens undergang nr. 1 (1961), der forårsagede en eksplosion på Louisiana, der også gjorde det af med en due. Når der er dyr med i værkets destruktive karakter, har det ofte en eksplosiv effekt i folkestemningen – som da Michael Brammer i 1964 udstoppede fem hundehvalpe og udstillede dem i Nikolaj Kirke, hvorefter han selv modtog mordtrusler.
Den nylige happening har dog snarere karakter af symbolsk ritual og har mere tilfælles med Bjørn Nørgaards hesteofring, der foregik på en mark i 1970, i samarbejde med Henning Christiansen og Lene Adler Petersen.
Det fælles er offerhandlingen med intentionen om at protestere mod undertrykkende vold og mord – og at ritualet bliver dokumenteret og offentliggjort via medierne. For Nørgaard handlede det om at vise modstand mod brutaliteten i Vietnamkrigen. Med busten om at vise modstand mod institutionens angiveliget manglende opgør mod kolonitiden.
Men der er også afgørende forskelle mellem de to rituelle happenings. Først og fremmest var kunstnerne bag hesteslagtningen ikke anonyme, og deres værk involverede ikke destruktionen af andres kunst. Det var kort sagt ikke ulovligt, selv om den vakte enorm opstandelse, fordi den kostede hesten Røde Fane livet.
Ikonoklasme på Kunstakademiet
Men der er også noget andet på spil i aktionen på kunstakademiet. Det handler ikke kun om at ’nogen’, som for eksempel en hest, skal lade livet. Det er kongen selv, eller symbolet på ham, der fjernes fra de sale, som han i sin tid overdrog til Kunstakademiet: Det er altså selve fundamentet af skolen, der rettes skyts imod.
Aktionen kan oplagt ses i forlængelse af de mange statuevæltninger, der er blevet set rundt om i verden i malstrømmen fra Black Lives Matter-bevægelsen, hvor offentlige statuer af magtens mænd, der har stået i spidsen for slavehandel, er blevet hærget eller væltet. Eller som statuen af handelsmanden Edward Colston, der i 1700-tallet stod for slavehandel, der som busten blev kastet i havnen i Bristol denne sommer.
At ødelægge andres billeder og værker på grund af religiøs eller politisk symbolik kendes fra totalitære stater og fanatiske religiøse og går under navnet ikonoklasme, eller på dansk billedstorm. Ikonoklasme er derfor tæt forbundet med censur – at visse billeder, tekster, symboler fjernes ud fra politiske eller moralske hensyn.
Censuren har i den moderne kunsthistorie været noget, kunstnerne gjorde stærkt oprør imod, når de blev presset af religiøse eller reaktionære kræfter. Men nu lader det til, at det er fra den kunstneriske højborg selv, at censuren og billedstormen udspringer.
Ny solidaritet?
Spørgsmålet er så, om der via happeningen nu vil opstå en ny solidaritet, hvor der før var manglende forståelse? Eller om der tværtimod vil opstå en endnu mere markant polarisering? For hvor der reelt er et behov for, at den danske kunstscene bliver mere inkluderende over for andre perspektiver end den hvide danske, så bør der til gengæld være meget lille tolerance for ødelæggelse af andres kunstværker for at komme frem med sit eget budskab.
Eller som Asger Jorn senere skriver i sin tekst: »Selv den største idiot kan ødelægge et kunstværk eller sprænge sig selv i luften. Denne kendsgerning synes at være det eneste grundlag for at kalde denne kunstopfattelse folkelig og demokratisk. De ’revolutionerende’ happenings og antihappenings, som denne æstetiske selvmordstendens lancerer, giver derfor knap nok nogle ideer til Tivolis aabning«.
At udrydde historiens symboler på fortidens uretfærdigheder vil aldrig skabe større indsigt og forståelse. Tværtimod indskriver de anonyme billedkunstnere sig med deres handling i en reaktionær portefølje af politiske ikonoklaster, der ikke vil acceptere andre sandheder end den, de selv er optaget af. De gode intentioner i den rituelle ofrelse og happening drukner dermed i egen ignorance.
Alt det, vi skammer os over, vores skyggesider, bliver aldrig til andet end ny undertrykkende adfærd, hvis ikke vi netop ser det skamfulde – i os selv, i vores lands historie – dybt i øjnene. I stedet for at putte en pose over kongen kunne man måske have taget ham med i en rundkreds, set på ham, mærket alt det, han stod for. For reelt at sone sine skyggesider bliver man nødt til at erkende dem, føle dem, endda acceptere dem, før de kan blive helet.
Anonym billedkunstergruppe: ’Det Kgl. Danske Kunstakademis grundlægger smidt i havnen’. Kan ses på idoart.dk
Et er at kende historien, og det er vigtigt. Noget andet er at BEKRÆFTE denne historie positivt, ved at fastholde en række af de traditioner, der er knyttet til denne historie.
Som ved så meget andet, der har med kunst at gøre, er det bl.a. et spørgsmål om kontekst.
Værket skal ikke ødelægges, for det er værdifuldt som historisk artefakt, men samtidig BØR værket rykkes ud af en kontekst, hvor det er med til at bekræfte en POSITIV historisk betydning for Det Kongelige Danske Kunstakademi. Det hører i stedet hjemme på et nationalhistorisk museum.
En kritik kan også rettes mod Akademiraadet. Det burde selv have bedt om at få fjernet busten fra dens placering på Det Kongelige Danske Kunstakademi, som tegn på, at også de var interesseret i at løsne deres bånd til en nationalhistorisk tradition, i stedet for gennem denne tradition at bekræfte eller ligefrem at gøre krav på en tæt forbindelse til Kunstakademiet og de aktiviteter, der foregår der.
Ikke at Akademiraadet ikke bør have en tæt tilknytning til aktiviteter på Kunstakademiet, men så bør det i givet fald i dag være af andre årsager end fastholdelsen af en nationalhistorisk tradition.
En kommentar til:
"I stedet for at putte en pose over kongen kunne man måske have taget ham med i en rundkreds, set på ham, mærket alt det, han stod for. For reelt at sone sine skyggesider bliver man nødt til at erkende dem, føle dem, endda acceptere dem, før de kan blive helet".
I hvor høj grad skal tidens (unge) kunstnere bukke nakken og tage en "skyld" på sig, for noget der er sket for flere hundrede år siden?
Der er vel grænser for, hvad der skal pålægges dem i "arvesyndens" navn?
Ligesom man vel heller ikke kan forvente af unge tyskere i dag, at de skal føle sig skyldige for det, som deres oldeforældre foretog sig af uhyrligheder under nazismen og 2. verdenskrig.
Busten tilhørte ikke dem, der ødelagde den.
“Ved at synke Frederik V i kanalen ønsker vi at italesætte de måder, hvorpå kolonitiden er usynliggjort, men stadig har direkte konsekvenser for minoritetsgjorte mennesker inde og uden for kunstakademiet.”
Ja dansk er et svært sprog, men hvordan kan man italesætte et problem ved at sænke en gammel fordrukken konge ned i kanalen forstår jeg ikke, da Den danske Ordbog definerer italesættelse som: udtrykke ved hjælp af ord; give en sproglig formulering om. Den givne handling er da et stunt man kan forstå, men italesættelse ...
Det er en smagssag om man kalder hærværk for kunst eller hærværk. Og man kan udtrykke mere eller mindre sympati med hærværken, uanset om det er en kongebuste i Kbh, eller en gravsten i Randers.
Den slags hører vel ungdommen til, og vi kan også godt klare os uden den buste, men jeg kan anbefale Weekendavisens reportage om Kunstakademiet fra i fredags. Det lyder som den måde Marx blev brugt på i 70'erne på universiteterne til at skelne mellem de rigtige og de forkerte. Med andre ord totalitært og helt og aldeles uden blik for eget hykleri.
Hvis jeg placerede en bombe i Keops-pyramiden i Giza og sprang hele strukturen i luften, ville det også "ryste en samtale i gang". Jeg kunne endda italesætte det, med legitimt historisk belæg, som en happening imod imperialisme, slavehandel og undertrykkelse. Jeg kunne gøre det samme med utallige afrikanske kulturgenstande, mellemamerikanske kulturgenstande, asiatiske kulturgenstande, og europæiske kulturgenstande der aldrig tog del i kolonialimperialismen.
Hvis historisk uretfærdighed er nok til at retfærdiggøre udslettelse af historiske steder og genstande, har jeg og alle mennesker på denne klode en moralsk ret til at udslette alle kulturgenstande fra kulturer der har handlet uretfærdigt - og det er dem alle. Vælt Forum Romanum, knus busten af Nefertiti med en hammer, kør bulldozere igennem Chichén Itza... for alle disse riger, alle disse mennesker, alt de troede på, var moralsk forkert. Derfor skal det udslettes...for hvordan skal man dog ellers lade nogen vide at man tager afstand fra deres handlinger, ord og verdensbillede? Den eneste måde man kan lade folk vide at man tager afstand fra noget, er ved at udslette alt der er associeret med det.
Ved kun at tæll... åh, undskyld mig.. for-tælle de ægte stemmer. Og brænde de falske stemmer.
Historieløse aktivister
Bjørn Pedersen har naturligvis ret. Hvis man er så enøjet navlebeskuende, at man dømmer hele historien ud fra, hvad vi i dag anser for ret og rimeligt, så er stort set hele forhistorien forkastelig.
Institutleder Katrine Dirckinck-Holmfeld indrømmer nu, at det var hende, der skubbede busten i vandet.
https://politiken.dk/kultur/art7997961/Institutleder-på-Kunstakademiet-står-nu-frem-»Det-var-mig-der-skubbede-busten-i-havnen«
Bjørn Pedersen:
Ikke 'sprang' men 'sprængte'
.. siger den sure gamle ingeniør, der også efterlyser en mulighed for at læse ordentlig korrektur på teksterne her i kommentariatet ;)
Hun snylter jo på rigtig kunst. Det lugter langt væk af opmærksomhedshunger og talentløshed.
Tyskerne har flere sovjetiske monumenter i den heroiske, socialrealistiske stil stående i Berlin-Brandenburg. De repræsenterer ikke nogen tysk beundring for Sovjetunionen, men minder om det russiske bidrag til nedkæmpelsen af Nazityskland, og derfor bliver de stående "indtil videre". Til gengæld blev Palast der Republik revet ned og erstattet med "Humboldt Forum", og det blev af store dele af Østberlins befolkning opfattet som en billedstorm iværksat af sejrherren og rettet mod deres fortid. Begge dele er en forvaltning af historien men med forskellig retning.
Billedstorme går som et langt spor ned gennem historien. Interessante ved dem er bl.a., at de retter sig imod "billedets" betydning, dvs. det æstetiske tegns indhold. Som eksemplet med de sovjetiske mindesmærker viser, spiller tegnets udtryk en underordnet rolle, men billedstorme bekræfter flosklen om, at sejrherren gør sig anstrengelser med at skrive historien.
Det kræver en avanceret omgang med egen historie - og plads - at få anbragt (alle) udtjente artefakter på et nationalhistorisk museum, inden de simpelthen bliver destrueret enten gennem kassation eller hærværk. Hvis hærværket ikke lykkes, - sådan som tilfældet er med "Den lille Havfrue", er grunden, at det ikke er udført af sejrherren.
Generelt er jeg positivt stemt når det handler om at losse til anvendelse af det offentlige til at hylde og lovprise kolonialisme og slavehandel. Meen selv jeg må sgu indrømme at denne happening ikke ser så godt ud når man sammenligner med de omstyrtelser, de tydeligt ønsker at have slægtskab med - sydstatsgeneral-statuerne i USA, slavehandleren Colston i Bristol, som røg i havnen (som nævnt i artiklen).
I Bristol var der ikke bare en statue, men gader, institutioner og Colston-dit, Colston-dat, og aktivister havde i årevis prøvet på at få gennemført på pæn og diplomatisk vis at Colston-statuen skulle have en info-plade til at oplyse om konteksten - at alle de rare penge kom fra slavehandel og slave-drevne plantager. De forslag var sandet til - Colston-fans insisterede på en tandløs tekst og så gik tiden.. Og SÅ smed demonstranterne Colston i havnen. Dog en bronze-Colston som kunne holde til det, og er blevet fisket op (men ikke stillet tilbage på soklen).
Hvad har gipsbustens omstyrtere egentlig forsøgt, før de greb til direkte handling? Med mindre vi mangler en væsentlig del af handlingen her, ser det ud til at de har sprunget den "kedelige" del over.
Billedkunstnere som billedstormere? Hallo! Et fnis trænger sig på. Som politisk aktion mangler den forståelse for historisk foranderlighed. Kunsten lever vel bedst i total frihed, og ikke, som jeg har opfattelse af her, en skelen til, afhængighed af, hvad ”folk” mener, hvad der ”in”, politisk korrekthed. Op på hesten venner og vis lidt kurage på kunstens vegne. Hyp!
Min latter når helt ned i maven, når jeg ser den beskrevne situation for mig. En gruppe minoritetsgjorte, anonyme billedkunstnere i færd med, stående på bunden af kanalen, at indtage (synke – som de skriver)Frederik V, bid for bid. Det må have knebet med luft og krævet en god appetit. De efterfølgende dage har de formentlig lidt af forstoppelse – med al den gips. Jeg forstår godt, de ønsker at være anonyme. Også fordi vandalisme jo er kriminelt, og politiet derfor er på vej for at opsøge dem – vil jeg tro.
-keep swingin`
Knud Wernberg-Møller
Jørgen Mathiasen. Skal vi ikke starte ved starten? Der hvor Berliner Schloss blev brugt som skydeskive af russerne og revet ned trods folkelig modstand. Derpå blev palast der republik bygget.
Nu har tyskerne så besluttet at genopføre Berliner Schloss.
Mihail Larsen
13. november, 2020 - 15:18
"Hvis man er så enøjet navlebeskuende, at man dømmer hele historien ud fra, hvad vi i dag anser for ret og rimeligt, så er stort set hele forhistorien forkastelig."
Enig, det er jo en simpel følge af at normer forandrer sig.
Pointen er så også at kun én civilisation (be)dømmes efter denne jacobinske (eller rødgardistiske, talibanske) metode.
Ideologien hedder neomarxisme, herunder ikke mindst Kritisk Teori og kritisk raceteori og antiracisme.
Emnet er ikke slaveri, kolonialisme e.l. - det er os selv - og vi er dømt ude og nede og for dårlige.
Sådan vil det gå med alt, der 'undersøges' med Kritisk Teori, der er indrettet med det formål for øje - idet den sammenligner med et ikke-eksisterende utopia, overfor hvilket alt eksisterende vil dumpe med et brag.
@Ulla Nygaard
Jeg er bange for, at du ikke har fået fat i pointen. Den er, at billedstorme går som en rød tråd gennem historien.
- en anden er afstanden mellem den forsigtighed kunstfilosoffer lægger for dagen over for det æstetiske tegns indhold, (som de ligefrem kan finde på at benægte), og billedstormernes håndfaste omgang med samme.
Pyt med råmaterialet. Det er kriminalmuseets afdeling. Send regningen til Dircking-Holmfeld. Enhver kan optage en video hvor man smadrer noget. Eller nogen ... bliver det så nødt til at være fremover, hvis man vil grænseoverskride den vej. Og det er allerede spændende hvem Hornsleth vil smadre og hvordan ... Næh .... den egentlige kreative del af værket, der måske hen ad vejen kan placere det i en kunsthistorisk kontekst på en fin udstilling et sted derude, er naturligvis negerkongen der hopper i havnen. Men han nåede ikke frem før deadline ?.
@ Tyskerne har flere sovjetiske monumenter i den heroiske, socialrealistiske stil stående i Berlin-Brandenburg. De repræsenterer ikke nogen tysk beundring for Sovjetunionen, men minder om det russiske bidrag til nedkæmpelsen af Nazityskland, og derfor bliver de stående "indtil videre". Til gengæld blev Palast der Republik revet ned og erstattet med "Humboldt Forum", og det blev af store dele af Østberlins befolkning opfattet som en billedstorm iværksat af sejrherren og rettet mod deres fortid. Begge dele er en forvaltning af historien men med forskellig retning.@
Østberlinerne ved udemærket godt hvad palast der republik stod for. Underkastelse og russisk overherredømme.
https://eutoday.net/news/security-defence/2020/rape-of-berlin
De levede jo også igennem den russiske invasion. De monumenter der stadig står er for berlinerne ikke fredsmonumenter men en fremmed magts sejrsmonumenter, endda voldtægtsmonumenter.