Læsetid: 4 min.

Gunnhild Øyehaug skriver stilsikkert, humoristisk og friskt, men uden følgevirkninger i ny bog

Norske Gunnhild Øyehaug behersker de underligste emner litterært. Også i ’Præsens Maskine’, som er en umage perle af en novelle trods forsidens romanprædikat
Norske Gunnhild Øyehaug behersker de underligste emner litterært. Også i ’Præsens Maskine’, som er en umage perle af en novelle trods forsidens romanprædikat

Helge Skodvin/Gutkind

20. november 2020

Det går næsten altid galt, når forfattere forelsker sig i meget svær teori, som de så forsøger at oversætte direkte til fiktion. 

Men norske Gunnhild Øyehaug (f. 1975) slipper elegant fra det. Hendes evne til at beherske de underligste emner litterært har givet hende en nominering til den amerikanske pris National Book Awards og en anprisning i The New Yorker som »novellens norske mester«.

Øyehaug har i den lille roman Præsens Maskine kastet en kaskade af avanceret fortælleteori op i luften. Og på magisk vis lander næsten matematiske skemaer om udsigelse, bevidsthedsskildring og forfatterkonstruktioner temmelig stilrent.

Anna og Laura er mor og barn, men de lever i hvert deres parallelle univers. Det gør de, fordi Anna en dag, da Laura var helt lille, læste et ord i et digt forkert.
 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu