Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Hæsblæsende medrivende ny roman af Vigdis Hjorth om mor-datter-forhold

Vigdis Hjorth lader i sin nye roman en datter føre sit selvopgør og sit opgør med sit ophav til bunds i en hæsblæsende og medrivende roman
Johanna, hovedperson og jegfortæller i den nye roman af Vigdis Hjorth er på en fatal facon fanget i sine kredsende formodninger om sin mor.

Johanna, hovedperson og jegfortæller i den nye roman af Vigdis Hjorth er på en fatal facon fanget i sine kredsende formodninger om sin mor.

Finn Frandsen

Kultur
6. november 2020

De fleste af os går rundt med så mange spørgsmål, vi gerne ville stille til dem, vi har delt tilværelsen med. Vi kan opsøge dem og afkræve dem svar, men vi gør det som regel ikke, mest nok fordi vi ved, at vi under alle omstændigheder ikke ville noget svar, heller ikke hvis vi tiggede og bad, eller fordi dét eventuelt at få et svar alligevel ikke er prisen værd: ansigtstabet, ydmygelsen, ubehaget.

Derfor vil fortiden i mange tilfælde blive ved med at plage os, og vi kan i ét væk opdigte de andre med ord og fantasere futilt om, hvad de mon tænker og foretager sig lige nu, i dette øjeblik.

Johanna, hovedperson og jegfortæller i den nye roman af Vigdis Hjorth, udsendt på norsk i august, er på denne fatale facon fanget i sine kredsende formodninger om sin mor. Tredive år er gået, siden hun brød ud af et ægteskab og drog til USA, hvor hun har haft succes som kunstmaler.

Nu, hvor hun efter manden Marks død er blevet alene, vender hun tilbage til Oslo, indretter sig med atelier højt i centrum og hytte ude i skoven – og kaster sig så ud, dels i et familiepsykologisk gravearbejde, dels i en brutal selvransagelse.

Umiddelbart vil en og anden måske undre sig over, at titlen står uden spørgsmålstegn efter. Deri er der samme pointe som i teksten, som skiftevis har punktum i stedet for spørgsmålstegn og omvendt spørgsmålstegn, hvor man ville forvente punktum. Derved markeres fortællingens søgende karakter.

Vigdis Hjorth: ’Er mor død’.

Saxo
Nogle afsnit rummer nutidsberetning, andre er tilbageblik på barndom og ungdom, atter andre korte refleksioner, en bevægelig processuel teknik, som vi kender fra forfatterens tidligere værker, senest Arv og miljø, og som Hjorth her praktiserer overmåde medrivende, med hæsblæsende intensitet, så læseren konstant hvirvles hid og did både stemningsmæssigt og kronologisk.

Men gennem det hele går spørgsmålene og den klassiske ibsenske situation, at fortiden får lov til at fylde det hele, så nutiden gøres ugyldig, og fremtiden aldrig kommer i gang.

Johanna kan ikke affinde sig med, at moren efter alt at dømme har affundet sig med tabet af sin ældste datter og skænket sin tillid til lillesøsteren Ruth. Johanna nægter at tro på, at hendes mor slet ikke er fortvivlet over ikke at have kontakt med sit barn.

Moren bliver hende en sten i skoen, den mor, der engang kaldte Johanna »min helt særlige pige«, men også lagde stor omhu i at hæmme og begrænse hendes udfoldelse, ja, om muligt gøre hende til en kopi af sin egen tilpasning til en traditionel undertrykkende kvinderolle.

Dyb hemmelighed

For det er jo her, skoen trykker. Johanna har én gang for alle kigget sin mor ud. Hun kender hendes dybe hemmelighed og afslører den til slut. »Jeg ville ønske, jeg aldrig havde sat dig i verden,« råber moren rasende. »Du er ikke den, du tror.«

Anden halvdel af dette går mindst lige så meget på moren selv. Historien blotlægger, hvordan vi tit gør os smukke illusioner om os selv, alt imens vi fastholder os selv og andre i mønstre, som gør bange og ufri.

For læsere, der i forvejen har stiftet bekendtskab med Vigdis Hjorths til dels selvbiografisk baserede værker, kan det muligvis være nærliggende at foretage en »tilkoblende« læsning og i Johanna se en slags forskudt version af Bergljot fra Arv og miljø, der mildt sagt også havde problemer med sin mor.

Men mest renfærdig forekommer en »frakoblende« tilgang, som indrømmer den nye roman retten til at være en almengyldig skildring af en gensidig besættelse, et traume hos såvel mor som datter, men samtidig en fuldtonende demonstration af fortællekunstens evne til at skabe bevidsthed. Når der hen imod slutningen står på en side for sig:

»Riv bindet af dine øjne, mal dine øjne åbne, mal deres øjne åbne, det står i din magt!« – så peger det specifikt på kunstmaleren i romanen, men skam også på forfatterens æstetiske strategi om ikke at skåne læseren, men med en blanding af omsorg og brutalitet føre mig hen til steder, hvor de ting, hun skriver og skildrer, gør ondt.

Om sine egne lærreder Barn og mor 1 og 2 siger Johanna: »Skulle jeg afstå fra at tematisere et komplekst ophav-afkom-forhold, som mange kan genkende sig selv i, fordi en specifik mor ville kunne læse sig selv ind i det og blive såret?«

Nej, visselig ikke, og særligt da ikke, når denne tematisering foretages så stilsikkert og indsigtsfuldt som her, og så længe værket gennem sin kredsen om den udeblevne forståelse fremkalder sit eget modbillede: Ordret hedder det i romanen nemlig, at »hvis den, der har gjort dig ondt, dør, eller den, du har gjort ondt, dør, før I har fået talt ud med hinanden, fordi I aldrig har talt ordentligt sammen, fordi tilværelsens alvor og det krævende liv aldrig har været samtaleemne, vil det formentlig være værre, lægge sten til byrden, end hvis I havde fået talt ud, forstået hinanden i den udstrækning det er muligt for mennesker, en opklarende samtale ville højst sandsynligt mindske meningsløsheden.«

Det er ikke meget, der står i menneskets magt, som er inden for menneskets rækkevidde, men dette er, fastslår romanen. Måtte en og anden stilfærdigt tage det til sig. Og hvorfor ikke sende en tanke til Jesus, som i lignelsen om den fortabte søn lader faren modtage ham uden krav eller spørgsmål?

Vigdis Hjorth: ’Er mor død’. Oversat af Karen Fastrup. Turbine, 335 sider, 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her