Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

’Herself’ er en stærk og nuanceret film om en kvinde, der finder styrken til at sige fra

Phyllida Lloyds ’Herself’ er noget så sjældent og livsbekræftende som et drama om at bryde ud af et voldeligt ægteskab og bogstavelig talt opbygge sig et helt nyt liv
Sandra (Clare Dunne) og hendes døtre må kæmpe for at få tag over hovedet i Phyllida Lloyds ’Herself’.

Sandra (Clare Dunne) og hendes døtre må kæmpe for at få tag over hovedet i Phyllida Lloyds ’Herself’.

UIP

Kultur
26. november 2020

Det er ikke tit, at en film formår at levere et håbefuldt og positivt budskab, samtidig med at den præcist, troværdigt og effektivt får beskrevet den frygt, personerne længe har tumlet med, og som virkelig får håbet til at virke som en udfrielse. Men en sådan film er Phyllida Lloyds Herself.

Den foregår i Irland og handler om Sandra (Clare Dunne, som også har skrevet filmens manuskript), en ung mor, som sammen med sine to små piger er sluppet ud af et ægteskab med en voldelig mand, Gary (Ian Lloyd Anderson), men som hver weekend stadig er nødt til at aflevere pigerne til ham.

Det vækker mindelser om seneste og sidste gang, Gary gennemtævede hende, og den ældste af døtrene, Emma (Ruby Rose O’Hara), hentede hjælp, da Sandra sagde det kodeord, »Black Widow«, de i al hemmelighed havde aftalt.

Sandra får angstanfald, når hun er i nærheden af Gary, der skiftevis er angrende og truende over for hende, og i de korte, knugende glimt får vi, publikum, at vide, hvad der egentlig skete. Hvor voldsomme Garys overgreb var. Og man har en næsten fysisk reaktion på både de tæv, Sandra fik, og hendes erindring om dem.

Tag over hovedet

Der er boligmangel, og Sandra og pigerne er af kommunen blevet installeret på et lufthavnshotel, hvor de ikke må gå igennem lobbyen eller tage elevatoren op til det værelse, de nu kalder hjem, men i stedet skal gå hele vejen udenom og op ad trapperne.

Som om det ikke var nok, at den lille sårbare familie ikke har et ordentligt sted at bo; de må heller ikke være synlige dér, hvor de nu er tvunget til at bo.

Sandra har to job: Hun gør rent på en pub og hjemme hos en ældre læge, Peggy (Harriet Walter), der har en brækket hofte, og som hendes nyligt afdøde mor også arbejdede for. Peggy er et af de mennesker, som træder til, da verden er ved at brase sammen for Sandra, og da hun med inspiration fra sine døtre beslutter sig for at bygge et hus til dem alle tre.

Det kan gøres for 35.000 euro, finder hun ud af på nettet, og grunden får hun forærende af Peggy, der har en meget stor baghave, og som også låner hende pengene til at bygge huset.

Spørgsmålet er dog, hvordan man gør den slags, ikke mindst når alle ens venner egentlig var Garys, og man stort set er alene i verden. Men hjælp får Sandra, da hun tøvende rækker ud til de få mennesker, hun kender, og snart er hun og en broget gruppe af mennesker i gang med at bygge et nyt hus.

Livsbekræftende historie

Herself lyder måske som lidt af en solstrålehistorie, og det er den for så vidt også. Men den er en af den slags kantede, tornede historier, man både slår og river sig på.

Phyllida Lloyd, der tidligere har instrueret så forskellige film som Mamma Mia! og Jernladyen, og hendes to manuskriptforfattere, Clare Dunne og Malcolm Campbell, har øje for, at livet sjældent følger en lige vej, og en af genistregerne ved Herself er, at den ikke byder på nemme løsninger.

Jovist er filmen fuld af hjerte og næstekærlighed, men den er også fuld af smerte og modstand af den slags, der kan slå selv det stærkeste menneske ud. Den ydmygende, utrygge og ødelæggende fornemmelse af ikke at have sit eget hjem – og dermed den sikkerhed og ro, det giver – gennemsyrer filmen og Sandras hverdag. 

Men selv om livet er ved at få hende ned med nakken flere gange, fortsætter hun med at kæmpe, ikke mindst fordi hun har de to døtre at tænke på – og fordi hun, som titlen antyder, insisterer på at være sig selv og sin egen.

Clare Dunne besidder i rollen som Sandra en stille intensitet, en glød, som selv ikke frygten for Gary og hans voldsomme temperament kan slukke. Og så er Ian Lloyd Andersons Gary ikke blot en skurk, selv om han godt nok er ubehagelig, men mest af alt en sølle, afmægtig stakkel, et produkt af et miljø, hvor en voldelig far har trynet både kone og søn.

Det er ikke en undskyldning for Gary, men det er en form for forklaring, der passer til en på alle måder stærk, livsbekræftende og nuanceret film om en kvinde, der finder styrken til at sige fra, og som i sine sorteste stunder får hjælp fra uventede steder.

’Herself’ – Instruktion: Phyllida Lloyd. Manuskript: Clare Dunne og Malcolm Campbell. Fotografi: Tom Comerford. Længde: 97 minutter. Biografer landet over.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her