Jesper Stein skriver gnistrende om selvdestrukion og druk i den autofiktive ’Rampen’

Jesper Stein skal dø. Det skriver han på første side af Rampen, en autofiktiv fortælling, hvori forfatteren søger at forlige sig med fortiden og finde fred med både forældre og sig selv. Han har lånt en lejlighed for at skrive den bog, vi netop har åbnet, og er overbevist om, at han har en kræftknude i lysken. Det »giver mening, fordi mit liv er i opbrud«, skriver Jesper Stein, inden han sender læseren til tælling med denne eksplosive serie af stød: »Jeg er holdt op med at drikke. Jeg er blevet skilt. Min mor er død.«

De af os, der har læst Jesper Steins prisbelønnede kriminalromaner, har tydeligt fornemmet en stærk slagside mod det selvdestruktive. Strømeren Axel Steen, som hovedpersonen hedder, vælter sig i »coke, hash, drinks, restauranter og takeaway, barbesøg, lange gnavende tungekys og sex, masser af sex«, som det udtrykkes i seriens tredje bind, Akrash (2014), hvor Axel er i byen med en prostitueret.

Serien om den voldsomme strømer kan snildt læses som et portræt af tidens fortabte mand, hans afmagt, destruktion og begær, og Jesper Stein har aldrig lagt skjul på, at han har mere, end hvad godt er, tilfælles med sin hovedperson.

»Der er mange, der siger til mig, at det er utroværdigt, at Axel har så stort et misbrug, og der må jeg bare sige: ’Gu’ fanden er det ej’. Jeg har selv haft et eklatant rødvinsmisbrug med to flasker om dagen et par år, samtidig med at jeg havde et fuldtidsjob. Det er ikke sjovt, det skal jeg ærligt indrømme, men du kan da godt køre sådan et stykke tid, uden at det går ud over jobbet, eller nogen bemærker det,« som forfatteren formulerede det i forbindelse med udgivelsen af Papa (2017).

Axel Steen holdt sig kørende, fordi han var god i sit job, og Jesper Stein havde fået styr på tilværelsen, fordi han var god til at skrive om Axel Steen. Det var fortællingen, de fleste af os læsere købte. Sandheden har dog været langt mere kompliceret, og i Rampen indrømmes det blankt, at smerten ikke blev skrevet væk, men indtil for nylig ofte drukket væk.

Svigtet af forældrene

For at finde ud af, hvorfor det kom så vidt, søger den i dag 55-årige forfatter mod opvæksten i Aarhus. Som en detektiv genkalder han sig episoder og minder, ser gamle lysbilleder og læser forældrenes kærestebreve; angriber brudstykker og fragmenterne fra forskellige litterære vinkler for at finde et hul i de mentale parader, han i årevis har holdt oppe for at beskytte en lille sårbar dreng, der blev svigtet af både mor og far.

Det er ellers et pænt hjem i Risskov, Jeppe, som han kaldes af familie og venner, vokser op i. Faren, Finn Stein Larsen, er litteraturanmelder, forfatter og gymnasielærer på Aarhus Katedralskole, moren, Jytte, er sygeplejerske og lærer på sindssygehospitalet, og farens ven, Niels Malmros, optog dele af Skønheden og udyret (1983) på adressen. Det »ligger i den luft, man indånder i stuerne på Rampen, at det vigtigste i livet er flid og ånd«, skriver Jesper Stein.

Familien splintres, da Finn efter 29 års ægteskab forlader Jytte til fordel for en elev på gymnasiet. Jesper bliver boende i huset med sin mor, der langsomt går til i druk, medicin, savn og selvmedlidenhed. I et par af romanens mange barske scener dukker hun beruset op om natten i Jespers kælderværelse. En gang siger hun, at hun ikke har lyst til at leve længere, en anden gang spørger hun, om ikke han kan tage farens plads i sengen: »Jeg savner fysisk kontakt så frygteligt.« Hvortil Jesper rystet svarer: »Jeg er din søn. Jeg kan ikke gå i seng med dig.«

Inde i Falstergade i Aarhus lever faren sit eget liv med bøger, undervisning og sin unge kæreste. En gang ugentligt byder han på middag, og han træder også til, da Jesper grundet fravær og manglende aflevering af opgaver har udsigt til at skulle gå 3. g om.

Forældrenes svigt har taget greb i teenagedrengen, der har svært ved at navigere og finde nærhed i tilværelsen. »Jeg elsker mørket. Jeg elsker glemslen i branderten og den hårde sex med en nøgen krop. Jeg elsker at forsvinde, rusen, hvor alting opløses og forenes, hvor alt får den mening, der ikke findes,« skriver den voksne forfatter om sit yngre jeg.

Kærlighed til litteraturen

Det er ikke kun de dårlige vaner, sønnen tager med sig fra forældrene, da han i sidste del af Rampen flytter til København. Også kærligheden til litteraturen har sat sig hos Jesper Stein, der som dreng ellers har svært ved at engagere sig i sine danskstile i skolen.

For at komme de dårlige karakter til livs aftales det, at faren skal gennemlæse sønnens tekster inden aflevering. Og hvad Finn Stein Larsen over fem sider præsenterer sin søn for (og Jesper Stein præsenterer sine læsere for) er en veritabel masterclass i digtanalyse af Schack von Staffeldts ’Indvielsen’ – suppleret af denne passage, der fortjener at blive citeret i sin helhed:

»Det føles som at have stået foran en lukket dør og pludselig få udleveret et nøglebundt. Og forstå at hvert et ord betyder noget. At intet ord er tilfældigt. Og at mængden af gennemlæsninger hele tiden åbner teksten. At et billede ikke bare er et billede, men er i dialog med resten af teksten. Jeg har før fået lektiehjælp af min far, men aldrig på denne måde. Jeg kender hans kærlighed til litteraturen, hans glæde ved ord, hans lidenskab for godt sprog, men jeg har aldrig været så tæt på den ild, der brænder i ham.«

Ilden brænder også i Rampen, hvis fragmenterede historie bindes sammen af et gnistrende sprog og en sikker sans for dramaturgi. Selv om kronologien slår kolbøtter, og der veksles mellem nutid og datid, og synsvinklerne skifter, er vi aldrig i tvivl om, hvor vi er.

I sidste del af romanen, hvor Jesper Stein som nævnt er flyttet til København, doseres energien, stød og slag falder mere blødt – sikkert af hensyn til hans børn og ekskoner. Det er forståeligt, og heldigvis følges portrættet af forældrene til dørs via brevudvekslinger, telefonopkald, familiefester og besøg. Det er mildt sagt ikke en køn historie, og det samme gælder Jesper Steins alkoholisme, som han trods Axel Steen-succesen altså ikke kunne skrive sig fra.

Beruset på bogturné

Tværtimod. På en bogturné i Tyskland starter forfatteren med to store guldøl i lufthavnen og en øl og en vodka på flyet. I lufthavnen i Hamborg undskylder han sig over for en kollega med et toiletbesøg, finder en bar og skyller en øl ned på et minut, og da han på hotellet ser, at der ingen minibar er, sætter han sig på en bierstube og drikker endnu en stor fadøl og en vodka. På vej tilbage til hotellet finder Jesper Stein en kiosk »og fyldte min taske med dåseøl og en kvart vodkaflaske«.

Ingen på scenen, hvor han fortæller om Axel Steen, bemærker noget.

»Alkoholen var som en omfavnelse, der fyldte mig med ro,« skriver Jesper Stein, der erkender, at han i dag er »flov og ked af det, alle de misbrugte dage, uger, måneder, der ligger bag mig som et spor af aske, jeg har trukket efter mig i 36 år. Og strøet ud over mine nærmeste«.

Historien slutter med en begravelse, men det er ikke Jesper Steins, selv om han indledningsvis tror, at han skal dø. »Jeg er ikke syg,« oplyses vi om allerede i første kapitel af Rampen, der i den grad vidner om, at forfatterskabet også lever uden Axel Steen. Rigtig godt endda.

Jesper Stein: ’Rampen’. Politikens Forlag. 416 sider. 300 kroner