Den vidtforgrenede, tumultariske handling i Karl Ove Knausgårds anden roman efter megasuccesen Min kamp udspiller sig over to varme dage i august. To meget specielle dage: På himlen optræder en ny stjerne, muligvis en supernova, takket være hvilken temperaturen i Bergen stiger til 30 grader. På stranden og landevejene kravler krabber i hundredvis. Samtidig gør fugle med baskende vinger folk forskræmte. Og rundtomkring dukker der spøgelser op, som da præsten Kathrine i lufthavnen i Oslo møder den besynderlige, ensomme mand, som hun skal begrave den følgende dag!
Knausgård er fra autofiktionen sprunget over i den fantastiske tradition, hvis hovedprincip jo er at få læseren til at tøve – og forundret spørge, hvad der er virkeligt. Hans ambition med sin nye bog, Morgenstjernen, har tydeligvis været at overskride kendte grænser og sætte alting i bevægelse ud fra en basal trang til at tænke nye tanker og vise os noget, som aldrig før er hændt. Hertil benyttes det æstetiske greb at etablere epifanier i form af åbenbaringer, som slår ned i dagliglivet og forandrer dette: Det uhåndterbare, ubegribelige store optræder midt i det små, indimellem i form af katastrofer, som da sygeplejersken Turid laver et måltid, rister nogle skiver brød, tager juicen og leverpostejen og de syltede agurker ud af køleskabet og kalder på sønnen Ole. Men Ole svarer ikke. Han sidder nemlig ude i garagen, hvor han har skudt sig med farens haglgevær.
Morgenstjernen fremstår som en bog om tilværelsens skrøbelighed og befolkes af mennesker, der er blevet udstødt af deres liv. Allermest billedkunstneren Tove, der som bogen skrider frem, bliver stadigt mere psykotisk og til sidst kun siger tre ting: »Er du sikker?« »Det ved jeg ikke.« Og »Undskyld.« Hun er gift med litteraturprofessoren Arne, der til at begynde med ligner en hovedfigur, men snart viser sig at være blot én af i alt ni synsvinkelbærende karakterer, hvis skæbner flettes ind i hinanden.
Tilværelsens store spørgsmål
Af andre personer kan nævnes Emil, en digtende musiker, og Iselin, en overvægtig pige i 20’erne, og ikke mindst kulturjournalisten, horkarlen Jostein, som i løbet af en overrislet aften og nat forvandles til kriminalreporter. Plus naturligvis litteratens gamle ven Egil, der optræder som frelsende engel, da professoren i fuldskab kører galt. Jo, der bliver drukket, for øvrigt også røget en del i dette værk, som man har lumsk mistænkt for at være subventioneret af Marlboro.
Men i virkeligheden er det noget helt, helt andet end de små livskriser, som er på færde. Knausgård interesserer sig omme bagved og højt oppe over de mange parallelle personer i sin fællesskabsløse kollektivroman mest for tilværelsens store spørgsmål. Det fremgår af næstsidste kapitel, som følger Jostein ind i en 30 siders nærdødsoplevelse, samt af slutdelen, som simpelthen består af en hel filosofisk afhandling med afstikkere til religionsfænomenologi og naturvidenskab, til Hölderlin og jeg skal komme efter dig.
Her genkender vi den vidtløftige Knausgård, på både godt og ondt. Romanens store spørgsmål skal så være: Findes der et liv efter døden?
»Livet efter døden kan ikke bevises,« skriver nu Egil skråstreg Knausgård, »men det kan heller ikke modbevises. Ingen videnskabsmand kan med sikkerhed sige, at der ikke findes et liv efter døden. Han kan sige, at meget tyder på det, og påpege bristerne i den rent materielt-fysiske logik. Men de logiske parametre kan selvfølgelig kun opfange det logiske; alt det ikke-logiske slipper gennem nettet.«
Det skal nok passe. Men på dette sted i romanen har forfatteren for længst mistet interessen for de mange parallelle personer og minder mest af alt om en vært, som inviterer til stort selskab og lige til at begynde med præsenterer gæsterne én for én, men derpå trækker sig tilbage til sit kontor. Eller sagt på en anden måde: Hvad der begynder som en formmæssigt interessant flersporet fiktion, slår om i en fortænkt og forskruet mammutmonstrøs tankeopvisning. Dybt og klogt er det sidste skrevet, men frem for alt er helheden smaskkedelig på en konsekvent og irriterende facon.
Det ondes problem
Karl Ove Knausgård må utvivlsomt have følt lettelse ved omsider at slippe for at skrive om Karl Ove Knausgård. Men fra Min kamp synes nissen flyttet med i form af en hang til essayistisk udskridning og en ulyksalig forkærlighed for overdetaljeret tings- og situationsbeskrivende småkradseri, der vel kan være fascinerende hen over en side eller to, men føles som tortur strakt ud over hele 666 sider: Djævelens tal i Johannes’ Åbenbaring. Meningen er vistnok, at en indlagt grusom drabshistorie skal illustrere det ondes problem, men episk fungerer den ikke.
Tænk, om forfatteren havde fastholdt den idé, som er indstøbt i bogens titel: At det guddommelige tilbydes menneskene som en gave rakt gennem rummet. Så havde vi måske kunnet læse en roman, som aldrig var skrevet før, i stedet for en blanding af halvhjertede hverdagsportrætter og helhjernet blær.
Karl Ove Knausgård: 'Morgenstjernen'. Roman. Oversat af Sara Koch. Lindhardt og Ringhof. 666 sider. 400 kroner
Helhjertet blær tangerer desværre også denne overfladiske og hurtige kommenter. Man får lyst til at sige skam dig, men dette er vel for meget forlangt overfor en anmelder, der tydeligvis ikke ønsker at bevæges.
Jeg er lige blevet færdig med bogen og tænkte jeg ville læse lidt anmeldelser. Denne er den første. Knausgaard er en fremragende forfatter og tænker, men jeg sidder tilbage med en følelse af, at der må komme en Morgenstjernen 2. For meget er for uforløst/ikke fortalt færdigt.
Tilføjelse: Hvis han ikke absolut ville have de 666 sider, der var målet, havde han nok droppet det meste af det Egil slutter af med - eller det meste af ham. Så havde romanen været bedre. Men læses bør den da. Det er sundt at blive rykket på - og også lidt ubehageligt.