Husker I Borat Sagdiyev? Den kasakhstanske, enfoldige, antisemitiske journalist, der med dokumentarfilmen Borat fra 2006 bragte skam over sit hjemland Kasakhstan efter sin katastrofale rejse til USA? Ikke så meget fordi han sked foran Trump Tower eller stalkede Pamela Anderson, men mere fordi han fik Kasakhstan til at fremstå som et sygt tilbagestående, indavlet bondesamfund håbløst sunket ned i en postkommunistisk depressions kviksand.
Well, han er tilbage fra arbejdslejren, hvor han har hugget sten i 14 år. Planen er, at han skal genoprette nationens ære ved at overlevere en forsoningsgave til USA’s vicepræsident Mike Pence. Det sker i den nye dokumentarfilm Borat efterfølger film. Og gaven til Trump? Kasakhstans kulturminister, aben Johnny. Ja, I læste rigtigt.
Planen slår hurtigt fejl, da Borats datter Tutar sniger sig med i transportboksen med aben Johnny. På den lange vej med skib over Atlanterhavet ender hun med at spise aben. Og så er gode råd dyre.
Borat og datteren Tutar.
Spørgsmål som rævesakse
Når det 21. århundrede skal gøres op, kommer britiske, 49-årige Sacha Baron Cohen til at stå som et komisk lavpunkt og højdepunkt – i hvert fald i de første 20 år af det endnu unge århundrede. Han vil fremstå som en superpinlig, men også mesterlig satiriker, der med barnets indædte nysgerrighed stikker fingeren ind, hvor der lugter grimmest, eller det gør mest ondt, eller det bare er for meget. Det afføder pludselig mavekrampende latter, men også bare kvalmende afvisning.
Cohen begyndte sin karriere i midten af 1990’erne og udviklede sig snart til en mester i forklædninger. Han skabte en række karikaturer af stereotyper, der ofte stillede dumme eller horrible spørgsmål – og som ofte har vist sig at være rævesakse, der ultimativt har fanget de adspurgte på det forkerte ben – og udleveret deres menneskesyn.
Som i Borat efterfølger film, hvor hovedpersonen er i gang med at købe propangas og spørger den amerikanske butiksejer, om der er nok i beholderen til at gasse 20 romaer i en campingvogn. Butiksejeren mener, at han så hellere må købe en større udgave.
Abort i toiletbås
Borat efterfølger film er ikke en rigtig dokumentarfilm, men en mockumentary, altså en film, der udgiver sig for at være en dokumentar, men med skuespillere. Det er så en særlig variant, som Sacha Baron Cohen har udviklet over flere film med sin faste, amerikanske instruktør Larry Charles. Ikke alle ved nemlig, at de er med i en mockumentary, så de er bare sig selv.
Det kan man kalde subversivt, morsomt eller tarveligt. Sikkert er det i hvert fald, at det er Charles og Cohens metode til at udstille folks – ofte lidet charmerende – tanker og – ofte inhumane – passivitet. Som når de får det til at lyde, som om at Borat er i gang med at hjælpe datteren Tutar til at abortere på et herretoilet. Mændene uden for toiletbåsen kan udmærket høre, hvad der simuleres at foregå. Ingen blander sig.
Det var også en metode, som Mads Brügger og Jakob S. Boeskov brugte i DR-tv-serien Danes For Bush, hvor de forklædt som ærkerepublikanere besøgte Heartland-USA for at få Bush-tilhængere til at selvudlevere deres ypperste ekstremisme.
Svinehundens overskudslager
Sacha Baron Cohen har jongleret med vores fordomme i over 20 år. I 1999 klædt ud som den tumpede white trash-hiphop-wannabe Ali G, der i rollen som tv-journalist brillerede med sin uvidenhed og mente, at Wales var opkaldt efter »fisken i havet med den største pik«.
I 2009, hvor encyklopædisk viden heller ikke var noget, man kunne anklage et andet alter ego, den überforfængelige, østrigske homomodejournalist Brüno, for. Til gengæld var han virkelig god til at simulere blow- og rimjob i filmen af samme navn. Mens den nordafrikanske og antisemitiske diktator Admiral General Aladeen i The Dictator fra 2012 viste sig at have et vist udviklingspotentiale, idet han under crazy omstændigheder blev gift med en jødisk menneskerettighedsaktivist. Hun blev så gravid, og Aladeen ville vide, om hun skulle have en dreng eller en abort.
Hans elskeligt idiotiske, sjovt modbydelige karakterer har alle på hver deres måde været klicheer hentet fra den indre, vestlige svinehunds overskudslager af nedsættende fordomme om andre kulturer. Om de så er af jødisk oprindelse – som Cohen selv – fra Londons ghettoer, Nordafrika eller Centralasien.
Omsorg tilføjes paletten
Det har tit og ofte været så pinligt, at det har hvinet i tænderne, og man har måttet gemme sig bag en mur af puder, fordi man ikke turde se, hvordan en situation udviklede sig.
Ingen joke eller situation er for pinlig. Der synes ikke at være noget filter i disse film, og Cohen og hans stab af medforfattere på filmen må nære en særlig komikkens variant af Tourettes. De laveste komiske impulser forfølges – og dette er også Borat-filmenes charme.
Men Borat efterfølger film kan mere end bare at være så plat, at man får koldsved. Den vil også fortælle om et fortabt USA, hvor der ikke længere er nogen stopskilte før den moralske afgrund. Og den indeholder også en genuint vellykket, karikeret skuespillet far-datter-relation. Datteren Tutar spilles både med forvrænget komik og råstyrke af Maria Bakalova, der endda når frem til en feministisk åbenbaring – og river sin far med i den. Og Borat er i Cohens skikkelse blevet en langt mere nuanceret og empatisk karakter i denne omgang. Omsorg og uventet ømhed er landet på hans emotionelle palet.
Hun er 15, for gammel
I Borat efterfølger film får man overraskende nok en vis sympati for nogle af de personer, der tror, de er med i en dokumentarfilm, ikke en mockumentary.
Helt utvetydigt: afroamerikanske, 62-årige Jeanise Jones, der tror, hun er med i en dokumentarfilm om børnebrude – hér Tutar, der ønskes gift bort til Mike Pence – og som fornemt modarbejder den præmis. Og inspirerer Tutar til oprør. Den kirke, hun tilhører, har Cohen siden doneret 100.000 dollar til.
Mere tvetydig sympati kan man med lidt jesusinspireret åbenhed fatte for de to rednecks, der lader Borat bo hos dem, mens de lirer deres konspirationsteorier af. Dértil, hvor deres yderst begrænsede verdensforståelse går, behandler de andre mennesker godt.
Den mest omtalte scene fra filmen viser Tutar, der udgiver sig for at være tv-journalist, sammen med tidligere New York-borgmester og nu Trump-advokat, Rudy Giuliani.
Scenerne med de to herrer åbner et uventet forståelsesrum. Og der tilbydes også et nyt erkendelsesglimt af tidligere New York-borgmester og nu Trump-advokat, Rudy Giuliani.
Det sker i den mest omtalte scene fra filmen, hvor Tutar – efter en seriøs make over – udgiver sig for at være tv-journalist og får Giuliani til at troppe op på et hotelværelse til et interview, hvor han lirer sindssyge løgne om Trumps coronaberedskab af sig.
Hun flirter med ham, tager ham flere gange på knæet og inviterer ham til sidst på en drink i soveværelset. Han smiler sit ulvesmil med de vidt blottede tænder. Men han virker også træt, resigneret, ja, da han sidder på sengen, og hun hjælper ham med at få mikrofonen ud fra under skjorten, så klapper han hende faderligt på hoften. Det virker ømt, nærmest undskyldende. Og det virker i øvrigt uklart, om han er i gang med at skubbe skjorten ned i bukserne, eller om han er ved at rode med noget andet dernede. For lige dér afbrydes de af far Borat, der råber »Hun er 15, hun er for gammel til dig!«
Det frikender ikke Giuliani. Han følger velvilligt ind i en situation med en skæv magtfordeling, der kunne have udviklet sig. Men man får et glimt ind til et menneske, som tager – meget taknemmeligt, nærmest udhungret – mod de kærtegn, han kan få.
Røvhullers fortabte adfærd
Jeg havde ikke troet, at jeg skulle have skrevet ovenstående i nogen form for udgave af virkeligheden. Men nu står det der. Et vidnesbyrd om det fortabte i nogle røvhullers adfærd. En uacceptabel fortabthed, som koster menneskelige, ofte kvindelige ofre, så afgjort. Men vi skal også huske at forstå krænkeren. Det giver os mulighed for at modarbejde deres adfærd og at forhindre udviklingen af nye krænkere. Og de er også mennesker.
Borat efterfølger films svaghed er, at den dykker ned i det mest nederdrægtige i den amerikanske folkesjæl og i komik med slet skjult fornøjelse. Dens styrke er, at den i processen leverer knivskarpe politiske pointer og får en til at forstå i det mindste nogle af de udleverede, fortabte sjæle fra både bund og top i det amerikanske samfund.
’Borat efterfølger film’ – Instruktion: Jason Woliner. Manuskript: Sacha Baron Cohen, Anthony Hines, Dan Swimer, Peter Baynham, Erica Rivinoja, Dan Mazer, Jena Friedman, Lee Kern. Fotografi: Luke Geissbuhler. 95 minutter. Kan ses på dansk Amazon Prime.
Elsker Sashas andre film, Borat, Bruno etc. men den her var tam og lidt sjusket.
1'eren var bedre, jeg bliver i længden lidt træt af figuren.