Et citat er trukket frem i det smukt foldede program, der er lagt ud på Takkelloftets publikumssæder sammen med en flaske vand, når man ankommer for at opleve Francis Poulencs kammeropera og monodrama La voix humaine:
»Jeg ved, det skal ske, men det er så grusomt. Man har illusionen om at stå over for hinanden, og pludselig er der kældre, kloakker, ja en hel by imellem. Jeg har tråden rundt om halsen. Din stemme rundt om min hals. Det kunne lige passe, at centralen afbrød os nu.«
Citatet fra operaen er stort set programmets eneste introduktion til det drama, der skal foregå, og det er også ganske rigeligt. For meget mere behøver man ikke at læse for at være på sporet af, at det bliver et drama af almen, genkendelig, grusom kærlighedsvirkelighed.
Citatet rummer både den kunstneriske inspiration og den æstetiske nøgternhed, der synes at være operaens byggesten. De uendelige afgrunde og den umiddelbare realitet. Det metaforiske plan: Jeg har din stemme rundt om min hals, og mit hjerte er forsvundet i en bundløs kælder, skyllet ud i en kloaks malstrøm, mens det tårner sig op med afstand mellem os. Og det virkelige: Jeg har en telefonledning om halsen i en sølle selvmordsgestus, der alligevel ikke kan tage livet af mig, og meget muligt ryger forbindelsen lige om lidt på grund af teknisk lort.
Det er i hvert fald disse to planer, Kamilla Wargo Breklings opsætning på Takkelloftet har sådan en fin flair for, og som forløses så hudløst smukt af sopranen Sine Bundgaard.
Den skrøbelige, menneskelige forbindelse
Operaen er fra 1958. Jean Cocteaus skuespil, der ligger til grund for operaen, er fra 1928 og gengiver en kvindes telefonsamtale med sin elsker, der har afbrudt deres forhold efter fem år. Komponisten Francis Poulenc ventede mange år, før han kastede sig over teksten, efter eget udsagn fordi han ventede på at blive moden nok til at behandle sådan et emne.
Muligvis er det også en mere moden udgave med en mindre hysterisk kvinde i hovedrollen og med større empati end i det oprindelige stykke. Poulenc komponerede operaen i tæt samarbejde med sangerinden Denise Duval, mens Cocteau stod for iscenesættelsen og scenografien ved premieren på L’Opéra Comique i Paris og La Scala i Milano i 1959.
Telefonforbindelser i 1928 virkede ikke optimalt, det forstår man, men med stor chance for at blive koblet sammen med den forkerte eller blive afbrudt af andre på linjen eller bare ikke kunne komme igennem. Fuldstændig som i kærlighed.
Hovedkarakteren Elle, fransk for hun, klynger sig til den telefon, der er det, der er tilbage af hendes elsker, og kæmper sig gennem alle afbrydelserne. Elle er ikke vred. Elle er ikke frastødende ulykkelig, Elle kan næsten holde sammen på sig selv. Elle vil for alt i verden i hvert fald ikke miste denne samtale. Ikke miste stemmen i den anden ende af røret. Vi som publikum hører aldrig stemmen i den anden ende af røret. Vi hører kun Elle.
Det er ikke patetisk, for Elle afslører alle sine sider. De stærke, de svage, de kæmpende, de døende, de elskende. Hvis bare stemmen i den anden ende af røret kunne elske hende som vi. For hendes ærlighed. For hendes dårlige forsøg på at lyve. For hendes indrømmelse af, at hun har mistet evnen til at sove alene.
På indsigtens distance
Poulenc er en begavet komponist. Han komponerer lige til benet. Det er så sobert og udstillende, med den perfekte distance, som kun indsigt giver. Elles stemme taler og taler i et udtryksfuldt lydspor, mens orkesteret, her klaveret, næsten udgør en scenografi i sig selv og maler alt det, der er i og omkring ordene. Både den konkrete verden af ringetoner og baggrundsmusik og den indre verdens kloakker og kældre.
Opsætningen er smukt og stærkt gennemtænkt med kun en dametaskes forventelige indhold som rekvisitter. Kvindens ændrede positioner udgør sceneskiftene. Det er både smukt og effektfuldt at opføre stykket i Takkelloftets foyer. Et meget bart, men smukt rum med højt til loftet og panoramavinduer ud mod havnen som scenens baggrund. Vi er i vores eget rum. Publikums rum. Elles udsigt er også vores udsigt. Lyset ændrer sig ikke, når forestillingen begynder, og når Elles mobiltelefon ringer, og hun febrilsk tager den og holder den op til øret med den ene hånd, mens hun forgæves ryster sin klump af høretelefonledninger for at få den til at vikle sig lidt ud med den anden hånd, så er jeg Elle.
To ting forbryder opsætningen sig mod. Det er formuleret af Poulenc, at stykkets eneste karakter bør varetages af en ung og elegant kvinde, og at hele værket bør bade i den største orkestrale sensualitet. Begge forbrydelser er der bødet for. Man går ganske vist glip at et rigtigt orkester i denne enkle opsætning, men Ian Ryan spiller med elegance og soberhed et fremragende orkester på flyglet. Sine Bundgaard er måske ikke purung og elegant, hun er moden og elegant. Og netop i sin kunstneriske modenhed formår Sine Bundgaard at synge en kvinde uden alder og forekommer mig at blomstre som aldrig før både som kunstner, kvinde og sanger. Med sin stemme og sit fine spil bader hun publikum i den største orkestrale sensualitet, mens hun stadig formår at ramme den perfekte sti af sober elegance og nøgenhed, der præger både kunstværk og opførelse.
I denne forestilling er det sandt, hvad de påstår på Takkelloftet: Kunsten er tæt på dig – du er tæt på kunsten. Av!
Francis Poulenc og Jean Cocteau: ’La voix humaine’. Kamilla Wargo Brekling (iscenesættelse). Sine Bundgaard (sopran). Ian Ryan (klaver). Operaen, Takkelloftet 14. november
